Mødedato: 28.10.2019, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Forslag til oprettelse af flere erhvervsparkeringspladser (udsat sag)

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling oprettelse af erhvervsparkeringspladser og betingelser for at bruge dem.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at der etableres i alt 500 nye erhvervsparkeringspladser, herunder 100 nye erhvervsparkeringspladser i betalingsområdet, 200 nye erhvervsparkeringspladser udenfor betalingsområdet og at de 200 eksisterende 1-times parkeringspladser konverteres til erhvervsparkeringspladser.

  2. at erhvervsparkeringspladserne bliver afmærket, så de mellem kl. 7-17 på hverdage kun kan benyttes af køretøjer med gule plader.

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til etablering af erhvervsparkeringspladser og betingelser for at bruge dem.

Forligsparterne bag Overførselssag 2018/19 (BR, 9. maj 2019, A, B, F, C, I, O og V) har vedtaget et initiativ til styrkelse af erhvervslivets mulighed for at finde ledig parkering.

Aftaleteksten har følgende ordlyd: Parterne er enige om, at der er behov for at forbedre mulighederne for erhvervsparkering i København. Parterne afsætter derfor midler til etablering og opmærkning af erhvervsparkeringspladser. Som det fremgik af aftalen om budget 2019, er parterne enige om, at Teknik- og Miljøforvaltningen skal afdække potentialet for at etablere 500 flere erhvervsparkeringspladser uden at konvertere konventionelle p-pladser. Parterne er endvidere enige om, at Teknik- og Miljøforvaltningen, med inddragelse af Økonomiforvaltningen og Transport-, Bygnings- og Boligministeriet, skal afdække forskellige modeller for at etablere erhvervsparkeringspladser og i forlængelse heraf forelægge Teknik- og Miljøudvalget indstilling herom senest i august 2019, forud for etableringen. Afdækningen vil bl.a. omfatte etablering af erhvervsparkeringspladser indenfor 10- meter zonen og etablering af licensordning, der afgrænser kredsen af relevante erhvervsbiler, herunder håndværkere, læger og hjemmeplejen som led i arbejdets udførelse, der lovligt kan anvende de særlige pladser.

Sagen blev udsat af Teknik- og Miljøudvalget på mødet den 26. august og den 16. september  2019.

Løsning

Parkeringspladser

Teknik- og Miljøforvaltningen har gennemført en screening af byens vejarealer med henblik på at etablere nye p-pladser og med fokus på at udnytte ti-meter reglen i vejkryds. Mulighederne for parkering i ubenyttede overkørsler til ejendomme og nedlæggelse af eksisterende parkeringsforbud er også taget i betragtning.

Betalingsområdet er den del af byen, hvor der særligt mangler tilgængelige parkeringspladser. I betalingsområdet er fundet en række lokaliteter, hvor der kan oprettes ekstra parkeringspladser, som er egnet til erhvervsparkering. I kortlægningen af potentielle lokaliteter har forvaltningen lagt vægt på at få pladser på flest mulige adresser, så spredt som muligt, for at skabe så god geografisk dækning af behovet for erhvervsparkeringspladser som muligt.

Arbejdet med at finde egnede steder vil fortsætte indtil ultimo 2020. Forvaltningen forventer, at det er muligt at finde op til 100 nye pladser på egnede steder i betalingsområdet. Derudover vil der kunne findes 400 nye pladser udenfor betalingsområdet.

Der findes allerede 200 1-times parkeringspladser, som kommunen i sin tid oprettede for at imødekomme erhvervslivets parkeringsbehov. På grund af den korte tidsbegrænsning på pladserne, er det er forvaltningens vurdering, at de ikke fungerer hensigtsmæssigt. Derfor foreslår forvaltningen at konvertere disse pladser, så de får samme regler for anvendelse som de nyoprettede erhvervspladser, dvs. på hverdage ml. kl. 7-17 kun kan benyttes af køretøjer med gule plader.

Desuden foreslår forvaltningen, at en del af de nye pladser, som det er muligt at etablere, bliver almindelige parkeringspladser. Uden at der sker en nedgang i antallet af eksisterende p-pladser, åbner det mulighed for at konvertere eksisterende p-pladser til erhvervsparkeringspladser samtidig med, at det skaber mulighed for en bedre geografisk spredning af erhvervslivets parkeringsmuligheder.

Med busomlægningen Nyt Bynet, der sker i forbindelse med åbning af Cityringen, bliver der plads til en række p-pladser, på de tidligere busstoppesteder. Nogle af disse pladser kan blive erhvervsparkeringspladser.

Et alternativ til ovennævnte model er ikke at konvertere de eksisterende 1-timespladser. Uden konverteringen vil forvaltningen etablere 100 nye erhvervspladser i betalingsområdet og etablere 400 nye erhvervspladser udenfor betalingsområdet.

En tredje mulighed er, at udvalget beslutter at etablere 100 nye erhvervspladser i betalingsområdet og konverterer de 200 eksisterende 1-times parkeringspladser til erhvervspladser. Herved undgås, at der reserveres p-pladser, som kun i meget begrænset omfang anvendes til formålet.

Betingelser for brug af pladserne

Forvaltningen vurderer, at den bedste løsning vil være, at erhvervsparkeringspladserne reserveres til køretøjer med gule nummerplader. Forvaltningen har endnu ikke afsluttet dialogen med Vejdirektoratet om en løsning på den afmærkning, der skal bruges til denne type reservering. Forvaltningen vurderer, at løsningsmodellen er ubureaukratisk i modsætning til en licensordning, der sandsynligvis også vil kræve en ændring af gældende regler.

For at pladserne kan udnyttes optimalt, reserveres de i tidsrummet kl. 7-17 på hverdage, da behovet her vurderes at være størst. I det resterende tidsrum kan pladserne anvendes af alle. Ordningen vil ikke favorisere bestemte typer erhverv og vil være let at administrere.

Køretøjer med gule nummerplader tilhørende hjemmepleje og læger vil med denne løsning kunne benytte erhvervsparkeringspladserne. Ingen køretøjer vil være undtaget betaling på de af pladserne, der ligger i betalingsområdet. Reservering af parkeringspladser forudsætter politiets godkendelse.

Forventet effekt
Forvaltningen forventer, at de nye pladser til dels vil opfylde erhvervslivets behov. Det skyldes først og fremmest placeringen af pladserne. Således er det erfaringen, at specielt håndværkere ønsker at parkere meget tæt ved deres opgave. Og med det antal pladser, det er muligt at tilvejebringe, er det ikke muligt at skabe en meget fintmasket geografisk dækning. Omvendt vil konverterede 1-times parkeringspladser formentlig kunne udnyttes bedre af erhvervslivet..

Risici
Standsning og parkering ti meter fra vejkryds er forbudt af trafiksikkerhedsmæssige grunde, særligt af hensyn til de bløde trafikanter, da det nedsætter oversigtsforholdene. På trods af forbuddet er det forvaltningens erfaring, at specielt hurtige af- og pålæsninger (kurértransport mv.) alligevel foregår ved standsning tættere end ti meter fra vejkryds. Ved at arealet fremover flere steder også anvendes til parkering, og dermed reelt indskrænkes til fem meter, vil sådanne af- og pålæsninger fremover i værste fald kunne ske tættere på vejkryds og øge de trafikale risici for blandt andet fodgængere og cyklister.

Økonomi

I Overførselssag 2018-19 blev der afsat 1,5 mio. kr. (service) i henholdsvis 2019 og 2020 til oprettelse og opmærkning af erhvervsparkeringspladser. Som optakt til dette initiativ blev der afsat 1,0 mio. kr. i Budget 2019 til screening for potentielle erhvervspladser. Hvis der er midler tilbage fra denne pulje, når screeningen er tilendebragt, vil disse også kunne anvendes til detailprojektering af erhvervspladserne. Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at den nuværende økonomi næppe er tilstrækkelig til at oprette alle 500 pladser.

Det forventes, at etablering af nye 100 nye p-pladser i betalingsområdet samt konvertering af de 200 1-timespladser medfører et merprovenu fra betalingsparkering på 5,6 mio. fra 2021 og frem. En tilsvarende justering af udvalgets indtægtsbudget på parkeringsområdet kan indgå i forhandlingerne om budget 2021.

Videre proces

Når udvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen påbegynde etablering af reserverede pladser til erhvervslivet. Forvaltningen vil give udvalget status for oprettede erhvervsparkeringspladser frem til udgangen af 2020. Desuden vil forvaltningen løbende evaluere anvendelsen af de nye pladser.

Søren Wille

                        / Rikke Sønderriis          

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 28. oktober 2019

Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag om nyt at-punkt (ÆF1):
”At forvaltningen inden årsskiftet 2019/20 pålægges at vende tilbage med en sag, der muliggør, at biler i sundhedstjeneste (læger på hjemmebesøg, lægevagt, sygetransport, der bringer borgere hjem fra hospitalet og hjemmeplejen, og hjemmesygeplejen) får mulighed for at benytte de reserverede erhvervspladser uden at skulle investere i nye gulpladet biler, så de kan sikre borgernes sundhed uden at få parkeringsbøder for at skulle passe deres arbejde. Dette kan fx ske gennem en licensordning til denne type biler.”

Ændringsforslaget (ÆF1) blev vedtaget med otte stemmer mod nul. Tre medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, B, C, F, I, og O.
Imod stemte: -
Undlod at stemme: Ø og Å.

Alternativet fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF2):
”At samtlige af de 500 erhvervsparkeringspladser findes ved at konvertere allerede eksisterende parkeringspladser.”

Ændringsforslaget (ÆF2) blev ikke vedtaget med tre stemmer mod otte. Ingen undlod at stemme.

For stemte: Ø og Å.
Imod stemte: A, B, C, F, I, og O.

Den således ændrede indstilling blev godkendt med otte stemmer mod tre. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, B, C, F, I, og O.
Imod stemte: Ø og Å.

Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:  
”Når der i sagen står, at “desuden foreslår forvaltningen, at en del af de nye pladser, som det er muligt at etablere, bliver almindelige parkeringspladser”, skal det understreges fra budgetpartierne, at dette først gælder for pladser, der ligger udover de 100 nye erhvervsparkeringspladser i betalingszonen, og at antallet af private parkeringspladser samtidig kun må øges en til en med de pladser, der ommærkes til erhvervsparkeringspladser.

Når der i Bilag 4 står, at “Driftsmidler for 2019 skal endvidere anvendes i indeværende år, og med kun fire måneder til at eksekvere kan det blive et problem at få udnyttet alle midlerne”, beder parterne forvaltningen om at gøre oprettelsen af pladserne til en særlig prioritering og at forberede en “fejebakkesag”, så eventuelt uforbrugte midler kan overføres til 2020. Samtidig bedes forvaltningen forberede et budgetnotat til OFS 19/20, der præciserer, hvad der mangler af midler for at udmønte de resterende erhvervsparkeringspladser i 2020.

Når der i Bilag 7 står, at “Endelig kan (..) nævnes (..) en ordning, hvor 300 nye erhvervsparkeringspladser reserveres hele døgnet til erhverv og 200 konverterede 1- times pladser, der i perioden kl. 7.00 -17.00 er forbeholdt erhverv og herefter åbnes for betalingsparkering”, bekræfter parterne, at det er denne model, der skal anvendes.”

Alternativet og Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:
”Alternativet og Enhedslisten finder det stærkt kritisabelt, at antallet af parkeringspladser med dette forslag øges fremfor at mindskes i København, idet dette direkte modstrider Klimplanens målsætning og øger den enorme arealanvendelse, som allerede optages af fossildrevet bilisme i København.”

Til top