Mødedato: 28.10.2019, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Forslag til tillæg 3 til lokalplan Snorresgade, Amager Vest

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til at sende tillæg 3 til lokalplan Snorresgade i høring. Forslaget vil muliggøre, at der kan indrettes serviceerhverv i eksisterende bebyggelse.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at forslag til tillæg 3 til lokalplan Snorresgade (bilag 2) offentliggøres og sendes i offentlig høring i to uger, fordi der er tale om et tillæg, der i begrænset omfang ændrer på bestemmelser i en gældende lokalplan.

Problemstilling

Bygherre på Snorresgade ønsker tilladelse til at bibeholde eksisterende kontor og showroom i bebyggelsen Snorresgade 22. Den gældende lokalplan fastsætter, at området anvendes til institutioner. Det er ikke muligt at give dispensationer fra en lokalplans principper, herunder anvendelsesbestemmelserne i en lokalplan. Der er derfor behov for tillæg til lokalplanen, hvis anvendelse til serviceerhverv skal muliggøres, og hvis de eksisterende forhold på Snorresgade skal lovliggøres (retligt). Teknik- og Miljøudvalget skal derfor tage stilling til at sende tillæg til lokalplanen i høring.

Løsning

Forslaget om lokalplantillæg på Snorresgade 22 muliggør, at den eksisterende bebyggelse kan anvendes til serviceerhverv. Det betyder, at den eksisterende anvendelse, som er kontor og showroom, kan bibeholdes. Alle øvrige planmæssige forhold vil fortsat være reguleret af den gældende lokalplan Snorresgade. Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at det er hensigtsmæssigt at opretholde de eksisterende anvendelser i bebyggelsen på Snorresgade 22, som er kontor og showroom, da de giver liv og variation til området, der indeholder både blandet erhverv og boliger. Anvendelserne er ikke i overensstemmelse med gældende lokalplan, men i overensstemmelse med forslag til Kommuneplan 2019, der skal behandles af Borgerrepræsentationen endeligt i december. Den eksisterende anvendelse har fundet sted siden 2005, hvor der i forbindelse med en byggetilladelse ikke samtidig blev ansøgt om anvendelsesændring. Forvaltningen forudsatte, at anvendelsen (bogtrykkeri) efterfølgende var uændret, hvilket ikke var tilfældet.  

Forvaltningen har ikke udarbejdet faktaark for lokalplanområdet, da tillægget udelukkende omhandler en mindre ændring af anvendelsen af eksisterende bebyggelse.

Byliv
København skal efter Fællesskab København være en by med kant og med unikke kvarterer i sammenhæng. Lokalplanforslaget understøtter denne ambition ved at give mulighed for serviceerhverv og tilføre mere af det byliv, som allerede præger bydelen.

Parkering
Der stilles ikke krav om yderligere parkeringspladser, da der alene er tale om en anvendelsesændring. Der skal ikke bygges nyt og tillægget muliggør ikke fremtidig nybygning på grunden (bilag 3).

Intern høring
Der er foretaget intern høring af Amager Vest Lokaludvalg, der ikke har bemærkninger til tillæg 3 til lokalplan Snorresgade. Udvalget vil blive hørt igen, når forslaget sendes i offentlig høring.

Miljøvurdering
Lokalplanen medfører ikke miljømæssige konsekvenser, der betyder, at der skal udarbejdes en miljørapport i henhold til miljøvurderingsloven.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt lokalplanforslaget, sender Teknik- og Miljøforvaltningen planforslaget i høring i to uger, fordi der er tale om et tillæg, der kun i begrænset omfang ændrer på bestemmelser i en gældende lokalplan. Planforslaget kan sendes i offentlig høring umiddelbart efter Teknik- og Miljøudvalget har godkendt forslaget jf. Borgerrepræsentationens delegation af 30. november 2017. Efter offentlighedsfasen vil forvaltningen gennemgå de modtagne henvendelser og på baggrund heraf udarbejde indstilling om endelig vedtagelse af planforslaget. Denne forventes forelagt Borgerrepræsentationen primo 2020.  

 

                            Søren Wille

                                                   / Karsten Biering Nielsen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 28. oktober 2019

Indstillingen blev godkendt.

Til top