Mødedato: 28.10.2019, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Forslag til ændringer af lokalplanprocessen

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til yderligere ændringer i lokalplanprocessen, og Teknik- og Miljøudvalget skal tage til efterretning, at en lokalplan kan behandles af udvalg og Borgerrepræsentationen før og efter sommer- eller juleferien.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at kompetencen til at sende lokalplanforslag i offentlig høring delegeres til Teknik- og Miljøforvaltningen, så Teknik- og Miljøforvaltningen kan sende forslag til enkle lokalplaner (kategori 1) og ukomplekse lokalplaner (kategori 2) i offentlig høring, medmindre lokalplanforslaget kræver tillæg til kommuneplanen eller sagen er principiel.

    Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller over for Teknik- og Miljøudvalget,
  2. at det tages til efterretning, at en lokalplansag kan behandles i Teknik- og Miljøudvalget/Økonomiudvalget før sommer- eller juleferien og Borgerrepræsentationen efter sommer- eller juleferien.

Problemstilling

For at sikre en kortere lokalplanproces foreslår forvaltningen, at Borgerrepræsentationen bemyndiger Teknik- og Miljøforvaltningen til at sende lokalplanforslag vedr. enkle og ukomplekse lokalplaner i offentlig høring. For at sikre yderligere forkortelse af lokalplanprocessen vil forvaltningen fremover om nødvendigt forelægge lokalplansager til politisk behandling på hver side af hhv. jule- og sommerferie.

Løsning

Forvaltningen oplever, at bygherrer beder om, at lokalplansager overgår fra servicemål til aftalt tid, fordi procestiden i forbindelse med den politiske behandling på særligt nogle tidspunkter af året medfører, at bygherrerne har svært ved levere i den takt, der er brug for. Aftalt tid betyder, at lokalplansagen ikke løses inden for servicemålet, men i stedet har en dato for endelig vedtagelse, som er aftalt med bygherre (bilag 2). Bygherrer oplever derfor længere lokalplanprocesser, og forvaltningen udarbejder samlet set færre lokalplanforslag i løbet af året, end det ellers ville være muligt. Da lokalplanprocessen på denne måde trækker unødvendigt ud, oplever nogle bygherrer at stå på venteliste i op til et halvt år.

På baggrund heraf foreslår forvaltningen to ændringer i lokalplanprocessen:

Forslag om yderligere delegation

Planloven giver mulighed for at delegere forslag til lokalplaner til både fagudvalg og forvaltning. Forvaltningen har tidligere fremlagt en række indstillinger vedr. effektivisering af lokalplanprocessen, herunder om delegation (bilag 1).

Borgerrepræsentationen besluttede den 12. november 2015 at bemyndige Teknik- og Miljøudvalget til at sende forslag til lokalplaner i offentlig høring på nær forslag, som kræver tillæg til kommuneplanen, er af principiel karakter eller når kommunen er bygherre eller grundejer. Borgerrepræsentationen besluttede den 30. november 2017, at delegationen også omfatter byggerier, hvor kommunen er bygherre eller grundejer. I bilag 1 er overblik den politiske behandling.

Forvaltningen foreslår nu, at delegationen bredes yderligere ud, så forvaltningen kan sende forslag til enkle lokalplaner (kategori 1) og forslag til ukomplekse lokalplaner (kategori 2) i offentlig høring, medmindre lokalplanforslaget kræver tillæg til kommuneplanen eller sagen er principiel. Den endelige vedtagelse af lokalplanforslag vil fortsat ske i Borgerrepræsentationen med forudgående udvalgsbehandling i Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget. Det vil sige, Teknik- og Miljøudvalget får disse lokalplansager forelagt én gang mindre. Et hvert medlem af Borgerrepræsentationen kan stadig bruge initiativretten til at få lokalplanforslaget forelagt for Teknik- og Miljøudvalget eller Borgerrepræsentationen inden forslaget sendes i offentlig høring.

I bilag 2 er en beskrivelse af kategori 1- 4, en oversigt over servicemål samt en redegørelse for forskellen mellem servicemål og aftalt tid.

Enkle (kategori 1) og ukomplekse lokalplansager (kategori 2)

I 2018 blev der endeligt vedtaget 35 enkle (kategori 1) og ukomplekse (kategori 2) lokalplaner ud af 63 lokalplaner i alt.

Kategori 1 sager er de mest enkle sager. Der er ofte tale om tillæg til gældende lokalplaner fx anvendelsesændringer. Der udarbejdes ikke startredegørelse, og der holdes ikke borgermøde. Lokaludvalgene orienteres pr. mail. Eksempel på nyere kategori 1 sager er lokalplanerne for Snorresgade, Rovsingsgade og Toftebakkevej, som alle tre omhandler mindre anvendelsesændringer. Lokalplan Snorresgade muliggør eksisterende kontor og showroom, Lokalplan Rovsinggade muliggør, at 1. sal og op kan anvendes til serviceerhverv, uden at denne anvendelse har tilknytning til anvendelsen i stueetagen, hvilket ikke var i overensstemmelse med den gældende lokalplan. Toftebakkevej muliggør lægepraksis.

Kategori 2 sager er ukomplekse lokalplansager fx mindre projektlokalplaner. Der udarbejdes som udgangspunkt ikke startredegørelse, og der holdes sjældent borgermøde i denne type sager. Lokaludvalgene orienteres på et møde. Eksempler på nyere kategori 2 sager er lokalplan for Lindholmsvej 18, der muliggør udbygning til privat skole og lokalplan Blushøjvej II, der muliggør lagerhotel samt centralkøkken til produktion af kommunens skolemad.

Principper for delegation

Delegation kan til enhver tid tilbagekaldes, og delegationerne skal fornyes efter hvert valg til Borgerrepræsentationen.

For så vidt angår de konkrete sager, kan det enkelte udvalgsmedlem anvende sin initiativret til at forlange sagen behandlet i Teknik- og Miljøudvalget. Forvaltningen vil fortsat orientere Teknik- og Miljøudvalget om nye lokalplansager, herunder sager der delegeres. Dette sker ved et notat, der lægges på TMU-portalen. Notatet lægges på portalen umiddelbart efter, at bygherre har fået meddelelse om, at lokalplanarbejdet går i gang. Medlemmer af Teknik- og Miljøudvalget vil således, på baggrund af notatet, have mulighed for at forlange, at et forslag til enkel eller ukompleks lokalplan forelægges udvalget inden offentlig høring.

Konsekvenser

Forvaltningens forslag om yderligere delegation betyder, at en række enkle og ukomplekse lokalplansager først vil blive behandlet politisk ved den endelige vedtagelse. En konsekvens heraf kan være, at lokalplanforslag først ved den endelige vedtagelse bliver sendt tilbage til forvaltningen. Forvaltningen har set på, hvor ofte sager er blevet sendt tilbage til forvaltningen, eller indstillingen er blevet ændret. I 2018 var der 35 indstillinger vedr. lokalplanforslag (alle kategorier), heraf har Teknik- og Miljøudvalget sendt to sager tilbage til forvaltningen. Det drejer sig om forslag til lokalplan Laksegade Øst og tillæg 4 til lokalplan Holmen II – ingen at disse ville være omfattet af delegation, da de havde tillæg til kommuneplanen. I en sag blev indstillingen ændret, men ikke sendt tilbage til forvaltningen. Det drejer sig om muligheden for at have serviceerhverv (servering) i stueetagen, hvor forslaget vedr. Store Kongensgade blev taget ud, idet udvalget fandt, at der ikke er behov for yderligere servering i området omkring Gothersgade, hvilket er i overensstemmelse med høringssvaret fra Indre By Lokaludvalg. Denne sag ville have været omfattet af delegation.

Politisk behandling på begge sider af sommer- eller juleferien

Der blev i forbindelse med behandlingen af Borgerrepræsentationens mødeplan for 2017 den 13. oktober 2016 afgivet følgende protokolbemærkning fra en samlet Borgerrepræsentation ”Det forudsættes, at plan- og bevillingssager behandles i et fast track, så sagerne kun undtagelsesvis er mere end fire uger fra behandling i fagudvalg til behandling i Borgerrepræsentationen”.

På baggrund heraf har det igennem en årrække været forvaltningens praksis, at en lokalplansag ikke kan behandles politisk hen over sommer- eller juleferien – eksempelvis med udvalgsbehandling før sommerferie og behandling i Borgerrepræsentationen efter sommerferien. Hensigten har været at sikre, at lokalplansagerne blev behandlet inden sommer- og juleferie, så bygherre ikke oplevede den politiske proces som lang.

Det har imidlertid vist sig, at denne praksis i nogle tilfælde medvirker til forlængede processer for lokalplaner, idet bygherre skal levere materiale til afklarings- og lokalplanproces meget tidligt i lokalplanprocessen for, at sagen ikke skal overgå fra servicemål til aftalt tid. Konkret er der eksempler på, at der kan gå op til halvdelen af servicemålet på 64 uger i kategori 2 og 3 sager, fra bygherre har set et endeligt lokalplanforslag til, forslaget er vedtaget.

Effekter

For bygherre vil forslagene betyde kortere procestid fra lokalplanforslag til endelig vedtagelse. Der spares procestid svarende til minimum 35 dage pr. sag.  Det kan betyde, at flere lokalplansager vil blive udarbejdet på servicemål fremfor aftalt tid (bilag 2). Desuden kan det betyde kortere ventetid, inden opstart af nye lokalplaner.

For Teknik- og Miljøudvalget vil forslagene betyde, at enkle og ukomplekse lokalplanforslag alene behandles, hvis et udvalgsmedlem beder om det.

For forvaltningen vil forslagene rumme effektiviseringer, fordi der ikke skal udarbejdes politiske indstillinger med bilag osv. Der spares arbejdstid svarende til ca. 75 timer pr. sag.  

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt forslag til yderligere delegation, og Teknik-og Miljøudvalget taget til efterretning, at lokalplansager kan behandles i Teknik- og Miljøudvalget/Økonomiudvalget før sommer- eller vinterferien og i Borgerrepræsentationen efter sommer- eller juleferien vil forvaltningen implementere dette.

 

                                    Søren Wille

                                                         /Karsten Biering Nielsen 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 28. oktober 2019

Sagen blev trukket ved mødet start.

Til top