Reetablering af Dantes Plads, Indre By
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at forslag til reetablering af Dantes Plads danner grundlag for færdigprojektering og anlæg, jf. bilag 4.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen besluttede den 31. maj 2018 at nedlægge Dantes Plads som offentlig vej og sælge pladsen til privat bygherre til etablering af underjordisk parkeringsanlæg eller p-kælder. Salget var betinget af, at privat bygherre reetablerer selve pladsen med udgangspunkt i det eksisterende udtryk, men uden parkeringspladser på terræn, jf. bilag 10, samt at forslag for projektet for pladsen godkendes af Teknik- og Miljøudvalget, inden etablering af p-kælderen igangsættes.
Teknik og Miljøudvalgets godkendelse af overfladeprojektet er således en forudsætning for, at forvaltningen kan færdiggøre den tekniske myndighedsbehandling af den private bygherres ansøgning om etablering af p-kælderen samt reetablering af Dantes Plads. De udestående tilladelser er byggetilladelse, tilladelse til vejændring og gravetilladelse, jf. løsningsafsnittet.
Løsning
Projektforslag for Dantes Plads, som fremgår af hhv. bilag 4 og 5 med tegning og beskrivelse fremsendt af bygherres rådgiver, tager udgangspunkt i den eksisterende plads’ design og indretning jf. bilag 3. Med forslaget frigives der yderligere ca. 600 m2 til rekreative formål i forbindelse med omlægningen af parkeringen på terræn til det underjordiske anlæg. Pladsen bliver dermed ca. 2.600 m2. Træer plantes i bede under hensyntagen til kig langs Kulturaksen mod Christiansborg og Glyptoteket. Samme type gule teglstensbelægning med bølger genskabes, hvilket sammen med bedene skaber forskellige opholdsrum på pladsen, jf. bilag 4. Træerne opstammes som i dag, så man kan se hen over plantebedede med årstidsvarierede blomstrende stauder og forårsløg.
Der vil være opholdsmuligheder i form af 10 bænke, hvor der i dag er syv. I dag er der tilladelse til 70 m2 udeservering på pladsen, og på den nye større plads vil der igen kunne søges om tilladelse til udeservering, som muligvis kan blive større, ligesom pladsen kan bruges til uformelt ophold.
I forbindelse med etablering af p-kælderen vil der på overfladen af Dantes Plads komme et rampeanlæg til p-kælderen mod Vester Voldgade, en nødudgangstrappe lidt syd herfor og et trappe- og elevatortårn ud mod H.C. Andersens Boulevard. Bygningselementerne vil blive indarbejdet som en del af det eksisterende arkitektoniske udtryk. Tilkørsel til ejendommene langs med pladsen vil stadig være mulig.
Dantes Plads eksklusiv rampe, trappe- og elevatortårn og nødudgangstrappe vil få status af offentlig vej og overdrages til drift af Københavns Kommune, efter privat bygherrer har reetableret pladsen, mens p-kælderen vil være privatejet og -driftet af privat bygherre.
P-kælderen bliver et traditionelt underjordisk anlæg i tre niveauer med til- og frakørsel fra Vester Voldgade. Der bliver plads til 214 p-pladser inklusiv tre handicappladser.
Københavns Politi har forhåndsgodkendt den trafikale løsning på Vester Voldgade, der indbefatter ny svingbane til p-kælderen.
Konsekvenser for træer og parkering
De 24 robinietræer, der i dag står på Dantes Plads, vil blive fældet som følge af anlæg af p-kælderen (BR 31. maj 2018). Der er tale om 23 træer plantet i 2011 og et træ fra 1960, som ikke er ikonisk, jf. Københavns Kommunes Træpolitik 2018-2025 (BR 1. november 2018). Der er ikke udpeget ikoniske træer på Dantes Plads ved den seneste opdatering af listen herover (TMU 24. august 2020, ØU 8. september 2020). Der plantes 24 nye robinietræer og derudover vil der komme ca. 40 m2 mere bed med stauder og forårsløg.
Nedlæggelse af 49 parkeringspladser på terræn af Dantes Plads er besluttet i forbindelse med salget af Dantes Plads (BR 31. maj 2018).
Inddragelse og høring
Privat bygherre har afholdt to borgermøder henholdsvis den 20. februar 2019 og den 21. maj 2019 for at få input til reetablering af pladsen samt informere berørte og interesserede borgere om projektet og processen. Mange borgere kvitterede på borgermøderne og herefter skriftligt til Københavns Kommune med forundring og ærgrelse over baggrunden for, samt processen frem til, beslutning om salg af pladsen. Beslutningen om salget af pladsen har således fyldt meget ved borgermøderne i forhold til reetableringen af pladsen.
Forvaltningen valgte på den baggrund at afholde en offentlig høring fra den 14. juni 2019 til den 4. august 2019 som en ekstra og tidligere involvering af offentligheden i forhold til den fremtidige indretning af pladsen. Forvaltningen har modtaget 36 høringssvar, jf. bilag 6. Forvaltningens samlede bemærkninger på høringssvarene kan læses i bilag 7.
Høringssvar: Lige knap halvdelen af de indkomne høringssvar omhandler nyindretningen af pladsen og udtrykker særligt ønske om træer og blomster samt mulighed for ophold og udeservering. En overvejende del af høringssvarene debatterer beslutningen om at etablere et underjordisk parkeringsanlæg på Dantes Plads (BR 31. maj 2018). Enkelte fremhæver, at det er positivt, at bilerne kommer væk fra gadeplan, men udtrykker samtidig et ønske om beboerlicens. En del af høringssvarene udtrykte desuden bekymring for de trafikale og miljømæssige konsekvenser ved at have et underjordisk parkeringsanlæg på Dantes Plads, hvilket således også relaterer sig til beslutningen om salget af pladsen fra 2018.
Forvaltningens bemærkninger: Forvaltningen vurderer, at projektforslaget for reetablering af Dantes Plads lever op til ønskerne til selve pladsens indretning i høringssvarene, og høringssvarene har således ikke givet anledning til ændringer i projektforslaget. I forhold til de negative tilkendegivelser om salg af pladsen og etablering af p-kælderen har forvaltningen ikke bemærkninger hertil, da beslutningen herom er truffet (BR 31. maj 2018).
To klagesager
I udbudsfasen for Dantes Plads vurderede forvaltningen, at et parkeringsanlæg på Dantes Plads ville kræve udarbejdelse af en lokalplan, hvilket blev indskrevet i udbudsbetingelserne. I forbindelse med byggesagsbehandlingen vurderede forvaltningen efterfølgende, at der ikke var behov for at udarbejde en lokalplan, da der ikke var væsentlige ændringer i anvendelsen af pladsen. Denne beslutning er af en række beboere og forretningsdrivende påklaget til Planklagenævnet, der den 4. september 2020 har truffet endelig afgørelse om, at klager ikke får medhold i sin klage, jf. bilag 8.
Spørgsmålet om trafik- og miljøforhold blev behandlet i sag om VVM-proces for parkeringsanlæg under Dantes Plads på baggrund af VVM-screening (TMU 27. maj 2019). Her godkendte Teknik- og Miljøudvalget, at forvaltningen traf afgørelse om, at et projekt for etablering og drift af et parkeringsanlæg under Dantes Plads ikke er omfattet af krav om miljøvurdering og VVM-tilladelse. Denne afgørelse er af en gruppe beboere og forretningsdrivende samt en lokal forening påklaget til Miljø- og fødevareklagenævnet, der ikke har truffet endelig afgørelse, men har truffet afgørelse om, at klagen ikke har opsættende virkning, jf. bilag 9. Nævnet har senest meddelt, at de forventer at træffe endelig afgørelse i sagen ultimo 2021.
Da klagen ikke har opsættende virkning, kan projektet fortsætte. Hvis klager får medhold, når der træffes endelig afgørelse, vil det betyde at der skal udarbejdes en fuld VVM for området. Teknik- og Miljøudvalget orienteres om udfaldet af klagen.
Økonomi
Den private bygherre afholder alle omkostninger til anlæg af parkeringsanlæg og reetablering af pladsen. Når den reetablerede plads er overdraget til Københavns Kommune, vil kommunen herefter afholde alle drift- og vedligeholdelsesudgifter. Den kommende drift af den nyindrettede plads vurderes at være på samme niveau som den nuværende plads, hvorfor udgifterne hertil kan holdes inden for forvaltningens driftsramme. Nedlæggelse af 49 parkeringspladser på overfladen af Dantes Plads og provenutabet i den forbindelse er besluttet i forbindelse med salget af Dantes Plads (BR 31. maj 2018).
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen færdiggøre myndighedsbehandlingen af den private bygherre ansøgning om etablering af p-kælder og reetablering af Dantes Plads. Hvis de nødvendige tilladelser, herunder byggetilladelse, tilladelse til vejændring og gravetilladelse, kan gives, forventes byggeriet igangsat ultimo 2020 og varer ca. tre år. Dantes Plads forventes ibrugtaget primo 2024.
Søren Wille
/Lone Byskov
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 28. september 2020
Indstillingen blev godkendt med 7 stemmer mod 3. Ingen undlod at stemme.
For stemte: A, B, C, F og V.
Imod stemte: Ø og Å.
Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Venstre ønsker, at der på den nye Dantes Plads sikres plads til udeservering for de langs pladsens eksisterende cafeer/restauranter.”
Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:
”Alternativet er meget uenige i at prioritere en parkeringsplads under Dantes Plads, idet det bør prioriteres at mindske biltrafikken i byen og specielt i indre by. At udbygge mere kapacitet til privatbiler er ikke vejen frem for et levedygtigt og bæredygtigt København. Alternativet er yderligere kritiske overfor, at der ikke laves en VVM undersøgelse specielt ift. håndtering af grundvand og påvirkning af luftforurening og larm både under og efter byggeprocessen.”