Projektforslag for Nordvestpassagen, Nørrebro
Der skal tages stilling til projektforslaget for Nordvestpassagen, herunder etablering af en cykel- og gangpassage under S-banen, der også kan anvendes til opmagasinering af regnvand ved skybrud. Desuden skal den resterende anlægsbevilling frigives, og rådighedsbevillingen til skybrudsprojektet i Mimersparken forhøjes.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at projektforslaget danner grundlag for færdigprojektering og anlæg af Nordvestpassagen og skybrudsprojektet Mimersparken jf. bilag 4 og 5A-5B.
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at der frigives en anlægsbevilling på 71,5 mio. kr. til udførelse af anlægsprojektet Nordvestpassagen. Midlerne frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, jf. økonomiafsnittet og bilag 12.
- at rådighedsbevillingen på 6,5 mio. kr. til skybrudsprojektet Mimersparken (takstmidler) hæves med 4,0 mio. kr. til dækning af ekstra udgifter til etablering af pumper. Der skal på den baggrund gives en udgiftsbevilling på 4,0 mio. kr. samt frigives en anlægsbevilling på 4,0 mio. kr. på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Klima anlæg, jf. økonomiafsnittet og bilag 12. Rådighedsbevillingen mellemfinansieres via byggekredit jf. økonomiafsnittet og bilag 12.
Problemstilling
I Overførselssagen 2017-2018 (BR 3. maj 2018) (A, F, O, og Ø) afsatte Borgerrepræsentationen 76,7 mio. kr. til etablering af Nordvestpassagen, en cykel- og gangpassage gennem Mimersparken til Mjølnerparken og herfra videre til Superkilen. Projektet indeholder etablering af en ca. 12 meter bred cykel- og gangpassage under S-banen med cykel- og fodgængerramper på Fyrbødervej for en videre forbindelse mod Lygten og Lersøparken.
Arbejdet med Nordvestpassagen blev sat i bero af Teknik- og Miljøudvalget den 7. januar 2019, mens udvalget den 29. april 2019 besluttede at prioritere anlægsmåltal til at genopstarte projektet i januar 2020. Borgerrepræsentationen igangsatte den 30. januar 2020 skybrudsprojekt Mimersparken med henblik på at integrere projektet med anlæggelse af Nordvestpassagen.
Der skal tages stilling til et samlet projektforslag for cykel- og gangpassagen og skybrudsprojektet. Samtidig skal den resterende del af bevillingen til Nordvestpassagen frigives, og rådighedsbevillingen til skybrudsprojektet Mimersparken forhøjes til dækning af udgifter til etablering af pumper, som ikke var en del af den oprindelige bevilling.
Løsning
Etableringen af Nordvestpassagen forbedrer infrastrukturen, understøtter den fysiske udvikling af fællesarealer i helhedsplanen for Mjølnerparken og giver bedre adgangsforhold i og gennem området for cyklister og fodgængere, samt mere byliv i parken og nærområdet. Nordvestpassagen vil desuden skabe bedre forbindelse mellem Bispebjerg og Nørrebro og sammenkoble de tre grønne cykelruter Nørrebroruten, Hareskovruten og Fasanvejsruten, jf. bilag 2.
I forbindelse med forberedelsen af projektet har forvaltningen i november og december 2018 interviewet 50 personer, der var til stede en tirsdag eftermiddag på den bemandede legeplads i Mimersparken og på fodboldbanerne, og en torsdag formiddag på Nordvest-siden langs banen, ved kollegiet og Lygten. Interviewenes formål var at få viden om, hvordan brugerne forholder sig til tryghed i området. Brugerne gav udtryk for, at de var trygge ved fremadrettet at skulle benytte en passage under S-banen, så længe den ikke bliver til et opholdssted, og brugerne fremhævede, at belysningen i selve passagen vil være afgørende for oplevelsen af tryghed jf. bilag 6. Endelig mente brugerne, at god belysning i området som helhed vil være med til at skabe mere byliv i området. Brugernes anbefalinger indgår i forvaltningens projektforslag, som vil danne grundlag for udbudsmaterialet for Nordvestpassagen.
Projektforslag om passagen (bilag 4 og 5)
Teknik- og Miljøforvaltningen anbefaler en løsning med en ca. 12 meter bred passage i støbt beton under S-banen mellem Fyrbødervej og Mimersparken, jf. bilag 5. Forvaltningen vurderer, at denne bredde er tilpas bred til cykelister og gående men ikke så bred, at passagen indbyder til ophold. Forvaltningen har i projektforslaget indarbejdet brugernes anbefalinger om god belysning, jf. bilag 10 og 11.
I projektforslaget for Nordvestpassagen tilpasses eksisterende stier og opholdsarealer til passagen under S-banen. Arealet i Mimersparken øst for S-banen terrænreguleres, så det åbnes op og sænkes mod samme niveau som passagen for at skabe tryghed. De nye stier får god cykelkomfort og bliver tilgængelige for personer, der sidder i kørestol, jf. bilag 5.
Etableringen af to cirkulære grønne pladser i Mimersparken vil sammen med sænkningen af terrænet ved Fyrbødervej vest for S-banen skabe en åben plads omkring passagen. For at begrænse bortkørsel af jord vil en del af den overskydende jord fra udgravningen til passagen blive genanvendt til etablering af en højderyg i Mimersparken, som vil give parken et mere varieret landskab.
Forudsætninger for anlæg af Nordvestpassagen
Etableringen af passagen under S-banen samt cykel- og gangstier kræver et areal på ca. 19.000 m2 til byggeplads og byggepladskørsel i og omkring Mimersparken. Blandt andet skal selve betonkonstruktionen af passagen støbes på byggepladsen for efterfølgende at blive skubbet ind ’under’ S-banen. Da der kun er plads at støbe i Mimersparken, vil dette ske her og ikke på selve Fyrbødervej. Desuden skal der udføres en terrænregulering af området dels for at opnå cykel- og gangvenlige hældninger på stierne og dels for at undgå stejle skranter på begge sider af stierne, jf. bilag 4.
Endelig er det en forudsætning for projektets økonomi og tidsplan, at Lokalplan Lygten II er vedtaget ultimo 2020. Lokalplanen stiller forslag om, at Nordvestpassagen sikres et areal til ramper og cykelsti samt en adgangsvej til Bispebjerg Kollegiet. Såfremt lokalplanen ikke vedtages ultimo 2020 vil det være nødvendigt enten at udskyde etablering af Nordvestpassagen eller iværksætte arealerhvervelse, evt. ved ekspropriation eller en frivillig aftale primo 2021.
Terrænregulering og konsekvenser for træer
Der er i alt 136 træer i projektområdet, og det vurderes nødvendigt at fælde 57 træer som følge af terrænreguleringen. De 57 træer, der skal fældes, er 48 træer i Mimersparken (heraf fem med store skader) og ni træer på Fyrbødervej, jf. bilag 3. Der er yderligere 13 træer fordelt i projektområdet og langs byggepladsvejen, der risikerer at få varige skader på stamme, grene og rødder, som følge af mekaniske skader under anlægsarbejdet. Skaderne gør træerne sårbare overfor svampeangreb, og de vil derfor risikere at blive fældet, jf. bilag 4. Der er således op til 70 træer, der kan blive fældet. Antallet af træer, der skal fældes, vil blive begrænset mest muligt, ligesom det vil blive undersøgt i hvilket omfang eksisterende træer kan flyttes og genplantes i projektområdet. Efter anlæggelsen af Nordvestpassagen plantes tilsvarende antal nye træer, som fældes.
Artsfordelingen og alder fremgår af bilag 8. Størstedelen af træerne er doneret af Den Internationale Olympiske Komite eller er såkaldte ’Metrotræer’, som er træer flyttet fra tidligere Metrobyggepladser og genplantet i parken. Ingen af træerne er ikoniske, fredede eller bevaringsværdige, jf. Københavns Kommunes Træpolitik 2018-2025 (BR 1. november 2018). Der er ikke udpeget ikoniske træer i projektområdet ved den seneste opdatering af listen (TMU 24. august 2020, ØU 8. september 2020).
Skybrudsprojektet
Skybrudsprojektet Mimersparken medfører, at cykel- og gangforbindelsen Nordvestpassagen samt de tilstødende opholdsarealer og stier anvendes til opmagasinering af regnvand under skybrud og herved reduceres oversvømmelser af omkringliggende bygninger, jf. bilag 11. Cykel- og gangpassagen udføres i materialer, der kan modstå vandtryk og tåle at stå under regnvand ved skybrud. Der indarbejdes et visuelt varslingssystem, der aktiveres under skybrud ved 10-15 cm regnvand i passagen, og som advarer brugere om færdsel i og omkring Nordvestpassagen om kraftig regn. Hverdagsregn og skybrudsregn fra cykel- og gangpassagens tunnel samt de tilstødende stier og omkringliggende opholdsarealer på begge sider af tunnelen pumpes til Svanemøllen Skybrudstunnel og videre ud i havnen. Skybrudstunnelen er udelukkende til håndtering af regnvand. Tunnelen anlægges af HOFOR og forventes at stå færdig i 2028. Frem til færdiggørelse af skybrudstunnellen vil vandet blive koblet til fælleskloaksystemet i Lygten. Pumper og ledninger etableres i forbindelse med skybrudsprojektet og overdrages efter projektafslutning til HOFOR.
På grund af tidsmæssige bindinger, hvor S-banen i anlægsperioden totalspærres i ca. 9 dage, anlægges pumper og skybrudsledninger af Københavns Kommune som en del af medfinansieringsprojektet. Kommunens udgifter refunderes af HOFOR. Pumper og skybrudsledninger vil efter ibrugtagning blive overdraget til HOFOR, der vil stå for den fremtidige drift og vedligeholdelse.
Spærring af S-banen
Anlæggelsen af Nordvestpassagen kræver en totalspærring af S-banen i ca. 9 dage. For at afkorte denne periode mest muligt, vil passagens betonkonstruktion blive støbt på stedet, så den kan skubbes ind under S-banen, som krævet af Banedanmark. Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at dette er en god faglig løsning. Forvaltningen har indmeldt projektet til Banedanmark, og sporspærringen ligger i deres projektkatalog over projekter i juli 2022. Projektet Nordvestpassagen koordineres med anlæggelsen af supercykelstien Fasanvejsruten (BR 1. februar 2018).
Høring
Projektet har været forelagt Nørrebro og Bispebjerg Lokaludvalg. Begge lokaludvalg udtrykker tilfredshed med, at projektet er genopstartet, idet de anser det for et vigtigt løft i udviklingen af området, at passagen bliver anlagt hurtigst muligt. Lokaludvalgene er endvidere positive, da projektet kan medvirke til at styrke områdets helhedsplan. Der henvises til referat fra møde 25. februar 2020, jf. bilag 9.
Økonomi
I Overførelsessagen 2017-2018 (BR 3. maj 2018) (A, F, O og Ø) blev der afsat 76,7 mio. kr. (2018 p/l) til projektet Nordvestpassagen, hvoraf 7,9 mio. kr. (2018 p/l) blev stjernemarkeret og dermed frigivet. Med denne indstilling skal de resterende 68,8 mio. kr. (2018 p/l) frigives. De 68,8 mio. kr. (2018 p/l) svarer til 71,5 mio. kr. i 2020 p/l, jf. bilag 12 tabel 2.
Med indstillingen Anlægsmåltal 2020/2021 – styring (TMU 29. april 2019) blev det besluttet at prioritere anlægsmåltal til nordvestpassagen i 2020 og 2021, anlægsloftet for 2020 er efterfølgende blevet annulleret, og der er stadig prioriteret anlægsmåltal i 2021 til projektet.
Derudover søges der med denne indstilling om at forhøje rådighedsbevillingen til skybrudsprojektet Mimersparken med 4,0 mio. kr. Forhøjelsen går til at dække udgifter til pumper og ledninger til at tømme cykel- og gangpassagen.
Efter projektafslutning refunderer HOFOR Københavns Kommunes anlægsudgift til pumper og ledninger. HOFOR får dækket udgiften via spildevandstakster. Fra projektstart til projektafslutning mellemfinansierer Københavns Kommune udgiften via byggekredit.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, igangsætter Teknik- og Miljøforvaltningen udbudsprojektet i ultimo 2020. Efter aftale med Nørrebro og Bispebjerg Lokaludvalg vil der ultimo 2020 foregå en dialog med lokaludvalgene, brugere og interessenterne omkring indretningen af de berørte områder i forhold til udformning, faciliteter, belysning, beplantning og udsmykning af passagen mv jf. bilag 4.
Medio 2021 vil Teknik- og Miljøudvalget blive orienteret om forvaltningens anbefaling til anlæg af forbedringer i Mimersparken, og om forslag til udformning af vejanlæg i den sydlige del af Mjølnerparken, jf. bilag 7.
Forventet ibrugtagning af selve Nordvestpassagen er primo 2023, dog vil beplantning og anlæg af forbedringer i Mimersparken forventeligt pågå i løbet af 2023, da dette afventer afvikling af byggeplads og byggepladskørsel i og omkring Mimersparken for etablering af passagen under S-banen.
Søren Wille
/Lone Byskov
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 28. september 2020
Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
"Partierne ønsker, at der er særligt fokus på belysning og hærværksikring. Nordvestpassagen skal bidrage til tryghedsskabelse i området og det er derfor afgørende, at passagen ikke selv modvirker dette."