Mødedato: 28.09.2020, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 2. sal, Festsalen

Træbrygger ved Enghave Brygge, Vesterbro/Kgs. Enghave

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til frigivelse af anlægsmidler, så forprojekt for to træbrygger og geotekniske undersøgelser langs havneløbet på Enghave Brygge kan igangsættes.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at der frigives en anlægsbevilling på 1,5 mio. kr., så forprojekt for to træbrygger og geotekniske undersøgelser langs havneløbet på Enghave Brygge kan igangsættes. Midlerne frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, jf. økonomiafsnittet.

Problemstilling

I Budget 2013 (A, B, F, I og Ø) (BR 4. oktober 2012) blev der afsat 15,5 mio. kr. til udarbejdelse af en helhedsplan for havnepromenaden og etablering af adgange til vandet og nye opholdsmuligheder. Helhedsplan for havnepromenaden er udarbejdet og danner den overordnede rammen for bestemmelserne i lokalplan nr. 494 Enghave Brygge (BR 27. november 2014).

Etablering af adgange til vandet og nye opholdsmuligheder i form af to træbrygger har afventet lokalplanen for Enghave Brygge og opfyld af de to boligøer, Tangholm og Myrholm. Projektet blev berosat i 2019 (TMU 7. januar 2019) og som følge af annullering af anlægsloftet i 2020, samt at anlægsmåltallet er hævet i 2021, igangsat i 2020 (TMU 20. april 2020) med ny ibrugtagningsdato i december 2021.

For at forberede anlæg af de to træbrygger, skal Borgerrepræsentationen tage stilling til frigivelse af anlægsmidler til forprojektet og de nødvendige geotekniske undersøgelser for anlæg af de to træbrygger.

Løsning

Enghave Brygge består i dag af forskellige boligøer, som er omkranset af vand. På to af disse, Myrholm (bolig-ø E, jf. bilag 2.) og Tangholm (bolig-ø B jf. bilag 2.), skal de to træbrygger anlægges. Disse skal give en direkte og nem adgang til vandet, og invitere til offentlige opholdsmuligheder i forskellige niveauer ved vandet med mulighed for fiskeri og afslapning.

Ved Budget 2013 blev der afsat 15,5 mio. kr. til etablering af adgange til vandet og nye opholdsmuligheder på Enghave Brygge. Af bevillingen blev 0,5 mio. kr. stjernemarkeret og dermed frigivet ved budgetvedtagelsen. Forvaltningen har siden udarbejdet en helhedsplan, som indgår som en del af lokalplanen for Enghave Brygge samt et program, der indeholder krav og principper for de to træbrygger på Enghave Brygge. Helhedsplanen og programmet udgør grundlaget for anlæg af træbryggerne.

Anlægsmidler skal anvendes til rådgiverudbud, genopstart af forprojektet og de nødvendige geotekniske undersøgelser. Desuden skal de arkitektoniske, tekniske og miljømæssige forhold afdækkes til anlæg af træbryggerne.

Forvaltningen forelægger primo 2021 forprojekt og indstilling om frigivelse af de resterende anlægsmidler til anlæg af de to træbrygger. De resterende midler udgør 15,0 mio. kr. (2013 p/l svarer til 17,0 (2020 p/l).

Kommunens forpligtelse til anlæg af træbryggerne

København Kommune har den 23. maj 2013 indgået en byudviklingsaftale med By & Havn og ejendomsudviklere på Enghave Brygge jf. bilag 3. Ifølge byudviklingsaftalen forpligtiger København Kommune sig til at afholde omkostninger for anlæg af de to træbrygger på Myrholm og Tangholm.

Et udkast til en aftale om anlæg af to træbrygger mellem Københavns Kommune og ejendomsudviklere, hvor ejendomsudviklerne skulle anlægge de to træbrygger, blev ikke indgået, da projektet blev sat i bero i 2019. København Kommune skal jf. byudviklingsaftalens punkt 9, (bilag 3) anlægge de to træbrygger samtidigt og senest to år efter, at øerne med opfyld og havnepromenade er anlagt.

De to træbrygger forventes ibrugtaget ultimo 2021. Myrholm var færdiganlagt november 2018 og Tangholm i november 2019, begge med tilhørende kajkant og promenade. København Kommune opfylder forpligtigelsen om, at anlægget på Tangholm er færdigetableret ved udgangen af 2021, mens forpligtelsen ikke overholdes i forbindelse med anlæg af træbryggen på Myrholm. Overskridelse af tidsplanen har dog ikke økonomiske eller andre konsekvenser for projektet, da kommunen afholder omkostningerne for anlæg af træbryggerne.

Økonomi

I Budget 2013 (BR 4. oktober 2012) (A, B, F, I og Ø) blev der afsat 15,5 mio. kr. (2013 p/l) til anlæg af to træbrygger på Myrholm og Tangholm. Heraf blev 0,5 mio. kr. (2013 p/l) stjernemarkeret og blev dermed frigivet i forbindelse med vedtagelsen af Budget 2013. Af den oprindelige bevilling på 15,5 mio. kr. (2013 p/l) resterer der 15,5 mio. kr. i 2020 p/l.

Med denne indstilling skal der frigives yderligere 1,5 mio. kr. (2020 p/l) til igangsættelse af forprojekt og geotekniske undersøgelser af to træbrygger langs havneløbet på Myrholm og Tangholm jf. tabel 1.

Tabel 1. Anlægsbevillinger – frigivelse af anlægsmidler

Udvalg

Aktivitet / projekt

Bevilling (nr. og navn)

Funktion

Beløb i 1.000 kr. (2020 p/l)

2020

2021

I alt

TMU

Enghave Brygge

2000 - Ordinær anlæg

0.28.20.3

500

1.000

1.500

I alt

 

 

 

500

1.000

1.500

Forvaltningen vil efter ibrugtagning af projektet stå for den fremtidige drift og vedligeholdelse af de to træbrygger. Der er ikke afsat midler til dette i Budget 2013. Driftsmidler søges dækket ved kommende budgetforhandlinger. Der er afsat måltal på projektet i 2020 og 2021.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, igangsætter Teknik- og Miljøforvaltningen rådgiverudbud, forprojektet og geotekniske undersøgelser i efteråret 2020.

Forvaltningen vil gå i dialog med Vesterbro Lokaludvalg samt beboerforeninger og grundejerforeningen parallelt med processen om forprojektet. Forvaltningen vil primo 2021 fremlægge forprojekt og indstilling om frigivelse af de resterende anlægsmidler. Ibrugtagning forventes ultimo 2021.

 

Søren Wille

                                                        /Lone Byskov

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 28. september 2020 

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning. 

Til top