Medlemsforslag om bevarende lokalplan for Wesselsgade 17, Nørrebro
Medlemsforslag
Det foreslås,
- at Teknik- og Miljøudvalget pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen at udarbejde et forslag til bevarende lokalplan, som forbyder nedrivning af bygningen på Wesselsgade 17, 2200 København N.
(Stillet af Socialdemokratiet)
Motivering
Det fine, gamle byhus Wesselsgade 17 er et af de efterhånden få byhuse, vi har tilbage i det københavnske bybillede, men det er i fare for at blive revet ned til fordel for et nyt etagebyggeri. Huset, som er med til at give lokalmiljøet en særlig karakter, er en del af fortællingen om København og vores bys udvikling, som vi skal passe på. Ligeledes har flere beboere i området også udtalt sig om, at huset er af bevaringsværdig karakter og bør blive stående, som det er.
Foruden husets flotte ydre og ikonisk gavlmaleri med budskabet om en atomvåbenfri zone i Norden, har huset sin egen historie, og har blandt andet været hjem for Danmarks første socialdemokratiske statsminister, Thorvald Stauning, ligesom huset i mange år var hjemsted for Murerarbejdsmændenes Fagforening. Derfor mener vi, at huset har kulturhistorisk status, og ønsker derfor, at der udarbejdes en bevarende lokalplan for huset og den umiddelbare kontekst, så huset ikke kan rives ned, og vi kan bevare det særlige lokalmiljø.
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 28. september 2020
Medlemsforslaget blev godkendt med 8 stemmer mod 1. 1 undlod at stemme.
For stemte: A, B, F, Ø og Å.
Imod stemte: C.
Undlod at stemme: V.
Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Venstre støtter bevarende lokalplan for Wesselsgade 17.”