Mødedato: 28.08.2023, kl. 12:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Skybrudssikring og byrumsforbedringer i Hans Tavsens Park og Hans Tavsens Gade, Nørrebro (udsat sag)

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget sendte 27. marts 2023 projektforslag for Hans Tavsens Park tilbage til forvaltningen med henblik på at afholde flere dialogmøder med lokale interessenter og for at undersøge om yderligere ønsker kan imødekommes inden for projektets økonomiske ramme. Projektet stammer fra den nordiske arkitektkonkurrence Nordic Built Cities Challenge i 2016, hvor konkurrenceforslaget ”Nørrebrosjælen” vandt. Projektet er forsinket ad flere omgange pga. omprojektering ifm. tilførsel af en 5v5 kunstgræsbane, ændrede hydrauliske rammer og behov for omfattende arkæologi. Der har været omverdensinddragelse fra starten og løbende via en følgegruppe. Det lange projektforløb har resulteret i udskiftning af de inddragede og deraf ændrede behov og ønsker. Der er derfor undersøgt, hvilke forslag til justeringer forvaltningen kan imødekomme i et tilpasset projektforslag.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at justeret projektforslag for Hans Tavsens Park og Hans Tavsens Gade, der imødekommer udvalgte tilpasninger fra lokale interessenter efter dialogmøder, danner grundlag for videre projektering og anlæg af projektet.

    Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
     
  2. at der frigives en anlægsbevilling på 28,5 mio. kr. til anlæg af byrumsforbedringer på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, jf. økonomiafsnittet og bilag 3.
  3. at rådighedsbeløbet på 55,0 mio. kr. til skybrudsprojektet Hans Tavsens Park (Skybrudssikring) forhøjes med 23,1 mio. kr. pga. arkæologi. Der skal på den baggrund gives en udgiftsbevilling på 23,1 mio. kr. samt frigives en anlægsbevilling på 23,1 mio. kr. på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Klima anlæg. Rådighedsbevilling en på 23,1 mio. kr. mellemfinansieres via byggekredit, jf. økonomiafsnittet og bilag 3.
  4. at der omdisponeres 4,1 mio. kr. fra rådighedsbevilling Korsgade og Hans Tavsens Gade, skybrudssikring til rådighedsbevilling Hans Tavsens Park, skybrudssikring på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Klima anlæg, jf. økonomiafsnittet og bilag 3.

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget sendte 27. marts 2023 projektforslag for Hans Tavsens Park tilbage til forvaltningen for at gennemføre dialogmøder med de lokale interessenter. Formålet var at konkretisere mulige justeringer, så projektforslaget imødekommer den seneste høring af lokale behov og ønsker. Desuden skulle konsekvenserne omkring en alternativ skybrudsløsning med minimal påvirkning af parken undersøges (minimumsløsning).

Projektet har været undervejs siden 2016 og haft løbende borgerinddragelse fra start. På grund af den lange projekttid er flere lokale interessenters stemmer udskiftet, og behovene har ændret sig. Efter dialogmøder i foråret 2023 med de lokale interessenter fremlægges et justeret projektforslag, der er inden for konkurrenceforslagets rammer, imødekommer kommunens strategier samt den tidligere og den aktuelle omverdensinddragelse. Se bilag 9 for visualisering af eksisterende projektforslag uden justeringer, samt billede af den nuværende park.

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til det justerede projektforslag.

Løsning

Efter drøftelse med lokale interessenter, rådgiver og HOFOR, foreslår Teknik- og Miljøforvaltningen at imødekomme udvalgte forslag fra lokale interessenter for at understøtte lokale behov bedre. Ændringerne er valgt ud fra et kompromis mellem, hvad der er muligt indenfor udbudslovens regler, jf. bilag 4, et politisk ønske om økonomisk omkostningsneutrale ændringer, og samtidig respektere den tidligere proces og omverdensinddragelse, samt Københavns Kommunes politikker og strategier indenfor bl.a. Biodiversitet, Bynatur og Miljømetropolen.

Hovedgrebet i det reviderede projektforslag er fortsat et naturpræget, lettere kuperet landskab, der understøtter parkens forskellige funktioner, herunder håndtering af skybrudsvand, og det lokale behov for nye bylivsmuligheder. De to bemandede legepladser sammenlægges fortsat til ét bemandet legepladstilbud i den østlige del af parken, og i Hans Tavsens Gade udvides skolegårdene ud i det bilfri gaderum.

Forslag fra interessenter til ændringer:

  1. Flere asfalterede områder ved den vestlige legeplads (Nørrebro Park Skole)
  2. Usynlig, om end, tydelig afgrænsning af ”skolegården” i vest (Nørrebro Park Skole)
  3. Tilpasning af indretning på den østlige legeplads (De Bemandede Legepladser)
  4. Forsøg på justeringer, der kan bevare flere eksisterende træer (Hurtiggruppen, Miljøpunkt, Nørrebro Lokaludvalg, De Bemandede Legepladser)
  5. Tilpasninger for øget tryghed i parken i form af fx flere højstammede træer (Hurtiggruppen, Skolerne, Nørrebro Lokaludvalg)

Se bilag 8 for skitsering af justeringerne. For at konkretisere ovenstående ændringer vil forvaltningen inddrage væsentlige interessenter i den næste fase. Der er en række ønsker, som ikke kan imødekommes ud fra juridiske, hydrauliske og økonomiske betragtninger. For yderligere uddybning, jf. tabel 2 i bilag 2.

Høring og inddragelse

Projektet er udviklet med inddragelse af lokalområdet siden 2014, først i forbindelse med områdefornyelsen, senere under arkitektkonkurrencen Nordic BuiltCities Challenge i 2016, og udarbejdelse af dispositionsforslag og projektforslag i perioden 2018-2021. Den forhenværende borgerproces er uddybet i bilag 5.

Projektforslaget har været i høring igen i april-maj 2023, hvor der blev afholdt dialogmøder med de lokale interessenter; Nørrebro Lokaludvalg, Hurtiggruppen, Miljøpunkt, Nørrebro United, De bemandede legepladser, Det Frie Gymnasium, Nørrebro Park skole samt Blågårds Skole.

Høringssvar fremgår af bilag 2, som også indeholder forvaltningens særskilte bemærkninger dertil.

Alle ovenstående interessenter ønsker at gennemføre de dele af projektforslaget, som omtales som Mellemrummet, Kirkehaven, Kirkepladsen og Hans Tavsens Gade, jf. bilag 7.

Nørrebro Lokaludvalg ønsker fortsat, at selve Hans Tavsens Park bevares, som den er i dag. De føler ikke, at projektforslaget for parken afspejler de lokales behov. De ønsker at bibeholde de øvrige delområder i projektforslaget; Mellemrum, Kirkehaven og forpladsen samt renovering af HTØ-legepladsen. De ønsker at støtte skolerne og deres behov, men også implementering af kunstgræsbanen til skolens brug.

Hurtiggruppen (fokusgruppe bestående af interesserede borgere og andre væsentlige aktører) er tilfredse med projektforslaget, og ser det som det bedste kompromis for den fremtidige park i forhold til at kunne etablere skybrudssikring.

Nørrebro Park Skole og Blågårds Skole ønsker store overskuelige arealer, der sikre overblik til aktiviteter med mange børn. De ønsker både asfalt og græsarealer, der ligner de eksisterende forhold, og de er skeptiske overfor kunstgræs. Begge skoler er pressede på ude- og indendørsarealer.

Det Frie Gymnasium er positive overfor projektet, da der vil være flere forskellige typer opholdsmuligheder samt øget biodiversitet, som eleverne går op i.

De ansatte hos de bemandede legepladser ønsker gode, overskuelige og sikre forhold på legepladsen HTØ. De har konkrete forslag til indretning af legepladsen og ønsker at være involveret i den endelig indretning. De er nervøse for sammenlægningen af de to legepladser HTØ/HTV, og hvorvidt HTV kan styres fra HTØ. De synes, at parken fungerer godt, som den er i dag.

Nørrebro United ønsker gode forhold for foreningslivet. De er lydhøre overfor lokale behov og ser muligheder for godt samarbejde med skolerne. De anerkender, at kunstgræsbanen vil fungere som skolebane indtil kl.17 på hverdage.

Miljøpunkt ser projektet som et skole- og kulturprojekt. De ønsker mere bæredygtige vandhåndtering og forøget biodiversitet. De foreslår tilbageholdelse af skybrudsvand i Assistens Kirkegård.

Forvaltningens bemærkninger
Samlet set har bemærkningerne givet anledning til ændringer i projektforslaget ved at indarbejde de ovenstående forslag, som de lokale interessenter har foreslået, jf. hhv. bilag 2 og bilag 8.

Politisk handlerum

Teknik- og Miljøudvalget kan alternativt beslutte, at forvaltningen skal lave et andet projekt, der tager udgangspunkt i en minimumsløsning som skitseret i bilag 4. Teknik- og Miljøudvalget kan henvise finansiering af udarbejdelse af et nyt projekt til forhandlingerne om Budget 2024 ved at vedtage et ændringsforslag herom. Hvis Teknik- og Miljøudvalget vælger dette, vil der være tabte omkostninger til nuværende forbrug på ca. 21 mio. kr.

Kultur- og Fritidsudvalget har den 24. februar 2023 i forbindelse med behandling af en sag vedrørende placering af en kunstgræsbane i Mimersparken bestilt et budgetnotat til Budget 2024 på en udvidelse af 5v5 kunstgræsbanen til en 8v8 bane i Hans Tavsens Park. Denne bane vil være knap tre gange større end den nuværende i projektet, og imødekommelse heraf vil medføre en større omprojektering af projektforslaget.

Økonomi

Med denne indstilling frigives resten af midlerne til videre projektering og anlæg af byrumsforbedringer. Derudover forhøjes og frigives en anlægsbevilling til skybrudsprojektet Hans Tavsens Park. Endvidereomdisponeres midler fra Korsgade og Hans Tavsens Gade, skybrudssikring til Hans Tavsens Park, skybrudssikring, jf. bilag 3. Omdisponeringen skyldes justering af grænsen mellem de to projekter, da der ikke er synergi mellem Hans Tavsens Gade øst og Korsgade.

Byrumsmidler disponeret til Korsgade og Askovsgårdens Plads på 8,7 mio. kr. (2018 p/l) frigives ikke i dette projekt. Byrumsmidler for denne del søges frigivet separat, når projektet for Korsgade fremlægges politisk.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, igangsættes en tilpasning af eksisterende projektforslag med inddragelse af relevante lokale interessenter. Efter tilpasset projektforslag, igangsættes udbudsprojektfasen. Det fysiske anlægsarbejde forventes igangsat i foråret 2025. Ibrugtagningstidspunktet forventes at være i 2028.

         Søren Wille

/ Peter Højer

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 28. august 2023

 

Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti og Enhedslisten stillede følgende ændringsforslag som tilføjelse til 1. at-punkt:

”dog således, at der udover asfaltering af de grusbelagte stier og områder ved den vestlige legeplads jf. bilag 2, også, i dialog med skolen, findes yderligere arealer, der kan etableres med asfalt og at antallet af nye træer i skolegårdsområdet mindskes.”

 

Ændringsforslaget blev vedtaget uden afstemning.

 

Den således ændrede indstillings 1. at-punkt blev godkendt uden afstemning.

Indstillingens 2.-4. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Venstre, Enhedslisten og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:

 

”Socialdemokratiet og Enhedslisten stemmer for det justerede projektforslag for Hans Tavsens Park og Hans Tavsens Gade men ønsker for i højere grad at imødekomme Nørrebro Park Skoles ønsker om et mere åbent og overskueligt skolegårdsområde med fast belægning, at der udover asfaltering af de grusbelagte stier og områder ved den vestlige legeplads jf. bilag 2, også, i dialog med skolen, findes yderligere arealer, der kan etableres med asfalt, og at antallet af nye træer i skolegårdsområdet mindskes.”

 

Socialistisk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

 

"Det er ærgerligt, at det ikke er muligt at undersøge en minimumsløsning uden at pådrage kommunen et tocifret millionbeløb af ekstraudgifter til sagen. For Nørrebros skyld havde det været en fordel tidligere i processen at skifte til en model, der undgik at en velfungerende park skulle udgraves og ombygges. Det er afgørende, at projektets faser bliver løbende tilpasset skolernes behov, så der altid er fungerende udearealer."

Til top