Mødedato: 28.08.2023, kl. 12:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Teknik- og Miljøudvalget studietur om mobilitet, byudvikling og grøn teknologi i Boston

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget har tradition for at tage på to studieture i en valgperiode. Udvalget har afholdt den ene studietur om mobilitet og cirkulær økonomi til Amsterdam i juni 2022. Teknik-og Miljøudvalget skal tage stilling til program for studietur om mobilitet, byudvikling og grøn teknologi i Boston/Cambridge i november 2023.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at udkast til program og budget danner baggrund for studietur om mobilitet, byudvikling og grøn teknologi Boston/Cambridge i perioden fra den 12.-17. november 2023, jf. bilag 2.

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 8. maj 2023 at foretage studietur med tema om mobilitet, byudvikling og grøn teknologi med Boston/Cambridge som destination i uge 46.

Teknik- og Miljøudvalget skal på den baggrund tage stilling til udkast til program og budget for studieturen.

Løsning

Teknik- og Miljøudvalget kan benytte studieturen til at indhente læring og erfaring til brug i forbindelse med udvalgets arbejde med  bl.a. udvikling af mobilitet i byen, byen og grøn teknologi samt høringssvar til den kommende Kommuneplan 2024.

Selve programmet for studieturen om ”mobilitet, byudvikling og grøn teknologi til Boston/Cambridge forventes at være fire til fem dage alt efter de endelige rejsetider.

Mobilitet, byudvikling og grøn teknologi i Boston og Cambridge

En studietur til Boston vil have fokus på mobilitet med bl.a. arbejdet med cykelruter og større trafikprojekter, jf. bilag 2. Derudover er det muligt at se eksempler på byudvikling langs havnen, hvor kystsikring vil være en stor del af indsatsen. Boston og Cambridge (forstad til Boston) har desuden igangsat en række initiativer for at forbedre byrum i forhold til at håndtere, at byerne oplever stigende temperaturer. Initiativerne drejer sig om bl.a. træer i byrum og etablering af køle-centre. Endelig vil det være muligt at have et tema om udvikling af grøn teknologi med fokus på forskning og start ups.  

Besigtigelsesdag i København

Den 28. august 2023 har Teknik- og Miljøudvalget besigtigelsestur inden behandlingen af denne sag (TMU 19.12.2022). Besigtigelsesturen benyttes til, at udvalget kan få indsigt og viden om status i København på nogle af de emner, der berøres på studieturen, jf. bilag 3. Fokus vil være byrum langs havnen, stormflodssikring og Lynetteholm.

Praktiske oplysninger

Såfremt der er udvalgsmedlemmer, der ønsker at forlænge rejsen af private årsager, afholder medlemmet selv alle udgifter forbundet hermed, herunder til hotel, ombooking samt eventuelle forøgede rejseudgifter, jf. Rejseregler for Borgerrepræsentationens medlemmer (BR 1. december 2022).

Politisk handlerum

  • Udkast til program for studieturen kan justeres inden for de emner, der er præsenteret, hvis der er ønsker til mere fokus på udvalgte områder og temaer.

Økonomi

Udgifterne til Teknik- og Miljøudvalgets studietur afholdes inden for udvalgets budgetramme. Teknik- og Miljøforvaltningen har estimeret nedenstående foreløbige budget for studieturen (15 deltagere).

Udgift

Kr.

Transport

110.000 kr.

Hotel

120.000 kr.

Forplejning

75.000 kr.

Gaver o.lign.

5.000 kr.

Lokal transport, lokaler m.v.

75.000 kr.

Planlægning af program

125.000 kr.

I alt

510.000 kr.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, fortsætter Teknik- og Miljøforvaltningen planlægning af studieturen. Borgerrepræsentationen forelægges inden turens afvikling indstilling om erstatning af tabt arbejdsfortjeneste.

Søren Wille

/ Morten Rixen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 28. august 2023

 

Indstillingen blev godkendt med 9 stemmer mod 0. 1 undlod at stemme.

For stemte: A, B, C, F, V, Ø

Undlod at stemme: Å

Til top