Mødedato: 28.05.2008, kl. 15:00

Indførelse af en forbudszone for lastbiler over 18 tons i København, samt omlægning af tung trafik til og fra Nordhavn ad Ring O2 mod nord

Indførelse af en forbudszone for lastbiler over 18 tons i København, samt omlægning af tung trafik til og fra Nordhavn ad Ring O2 mod nord

Teknik- og Miljøudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde onsdag den 28. maj 2008

 

 

Sager til beslutning

 

19.      Indførelse af en forbudszone for lastbiler over 18 tons i København, samt omlægning af tung trafik til og fra Nordhavn ad Ring O2 mod nord

TMU 375/2008  J.nr. 2008-54945

 

 

København skal være verdens bedste cykelby, hvor trygheden og sikkerheden for de bløde trafikanter er i højsædet. Med oprettelsen af en tung trafik forbudszone i de indre byområder, og en flytning af den tunge gennemkørende trafik til og fra Nordhavn reduceres antallet af store lastbiler i de indre bydele markant til gavn for byens mange fodgængere og cyklister.

 

INDSTILLING OG Beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler

 

1.                  at den i indstillingen beskrevne forbudszone mod tung trafik over 18 tons omkring de indre byområder som afgrænset på kortbilag 1 sendes i høring, jf. punkt 9

 

2.                  at Overborgmesteren og Teknik- og Miljøborgmesteren henvender sig til Justitsministeren med henblik på skabe lovgrundlag for krav til lastbilers fysiske indretning til fremme af sikkerheden for cyklister og fodgængere (webbilag 1)

 

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller overfor Teknik- og Miljøudvalget 

 

3.                  at tung trafik over 18 tons til og fra Nordhavn føres ad Ring O2 mod Nord ud til Lyngbyvej

 

4.                  at pålægge forvaltningen at udarbejde en detaljeret plan for håndtering af arbejdskørsel til og fra større bygge- og anlægsprojekter inden for zonen

 

5.                  at pålægge forvaltningen at gennemføre en trafiksikkerhedsrevision af planen for indførelse af forbudszonen for tung trafik over 18 tons omkring Indre By

 

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler

 

6.                  at Teknik- og Miljøforvaltningen i 2009 gives en anlægsbevilling på 0,2 mio. kr. (2008 P/L) på bevilling ordinær anlæg, , funktion 2.22.01.3 (Standardforbedringer af færdselsarealer) til med skiltning at lede den tunge trafik over 18 tons til og fra Nordhavn mod nord ad Ring O2. Anlægsbevillingen finansieres af miljøzonepuljen, der blev vedtaget i Budget 2005.

 

7.                  at Teknik- og Miljøforvaltningen i 2009 gives en anlægsbevilling på 2,0 mio. kr. (2008 P/L) på bevilling ordinær anlæg, , funktion 2.22.01.3 til etablering af støjdæmpende asfalt samt variabel hastighedsskiltning på den støjmæssigt mest belastede strækning af Strandvænget og Strandvejen. Anlægsbevillingen finansieres af miljøzonepuljen, der blev vedtaget i Budget 2005. 

 

8.                  at Teknik- og Miljøforvaltningen i 2009 gives en anlægsbevilling på 1,65 mio. kr. (2008 P/L) på bevilling ordinær anlæg, funktion 2.22.01.3. Anlægsbevillingen finansieres af uforbrugte midler fra anlægspuljen til busfremkommelighedsprojekter bevilling ordinær anlæg, funktion 2.28.23.3standardforbedringer af færdselsarealer til skiltning af forbudszone.

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler

 

9.                  at forslag til kommuneplantillæg om forbudszone for tung trafik vedtages til offentliggørelse i 2 måneder (ekskl. juli måned) (webbilag 2)

 

10.             at dialogstrategien for forslaget til kommuneplantillæg omfatter annoncering i lokale og udvalgte landsdækkede aviser, en hjemmeside for planen samt borgermøder om planforslaget i offentlighedsperioden

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 28. maj 2008
Der blev stemt om indstillingen.

For stemte syv udvalgsmedlemmer: Morten Kabell (Ø), Bjarne Fey (F), Johannes Nymark (A), Susan Hedlund (A), Anne Vang (A), Klaus Bondam (B) og Monica Thon (B).

 

Imod stemte 2 udvalgsmedlemmer: Lars Dueholm (V) og Karin Storgaard (O).

 

Indstillingen blev tiltrådt.

Teknik- og Miljøudvalget havde dermed godkendt 3., 4. og 5. at-punkt, samt anbefalet 1., 2., 6., Goodbye. og 8. at-punkt overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

 

 

Protokolbemærkning fra Karin Storgaard (O): Dansk Folkeparti har stemt imod dette forslag, da vi er af den opfattelse, at indstillingen ikke løser problemerne:

der vil komme flere mindre lastbiler / varevogne, hvilket giver yderligere trafik

problemerne med højresvingende cyklister er heller ikke løst

der vil være problemer med vareaflevering.

Dansk Folkeparti er af den opfattelse, at en havnetunnel er en god løsning."

 

Protokolbemærkning fra Anne Vang (A), Susan Hedlund (A), Johannes Nymark (A), Klaus Bondam (B) og Monica Thon (B): "Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre ser også gerne en løsning via en østlig omfartsvej, men anerkender at en sådan først vil være en realitet om en årrække. Vi ønsker ikke at vente med at løse alvorlige trafiksikkerhedsproblemer."

 

 

Problemstilling

Gennem de seneste 10 år er antallet af dræbte og alvorligt til skadekomne i trafikken i København mere end halveret. Desværre er antallet af dræbte og alvorligt tilskadekomne nu steget for andet år i træk.

 

I 2007 kom 281 alvorligt til skade eller blev dræbt (19) i trafikken. Det er en markant stigning i forhold til 2005, hvor 242 kom alvorligt til skade eller blev dræbt (11). Der var også en markant stigning i antallet af alvorlige ulykker med lastbiler i 2007. I perioden 2002-2006 blev 15 personer dræbt i trafikken af lastbiler. Heraf blev de 12 dræbt af lastbiler over 18 tons.

 

Borgerrepræsentationen vedtog den 24. januar 2008 en række initiativer for at øge sikkerheden og trygheden for bløde trafikanter i forhold til den tunge trafik i København (BR 48/08). Af de 4 initiativer i forslaget omhandler denne indstilling to af initiativerne: Forslag til regulering af lastbilkørsel til og fra Nordhavn samt forslag til indførsel af en forbudszone mod tung trafik i København.

 

De to øvrige initiativer omhandler kampagner og plan for trafiksikring af farlige lyskryds. Teknik- og Miljøudvalget godkendte den 12. marts 2008 plan for højresvingskampagne. Kampagnen lanceres i juni 2008. Med hensyn til plan for trafiksikring af lyskryds har Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejdet et oplæg til budget 2009.

 

Løsning

Denne indstillings anbefalinger til forbedring af sikkerhed og trygheden for de bløde trafikanter er følgende:

1)     Oprettelse af tung trafik forbudszone

2)     Regulering af Nordhavnstrafikken

3)     Plan for håndtering af kørsel i forbindelse med større bygge- og anlægsprojekter inden for zonen samt

4)     Henvendelse til Justitsministeriet med henblik på fremadrettet at kunne stille krav til lastbilers fysiske indretning til fremme af sikkerheden for bløde trafikanter

Anbefalingerne og konsekvenserne heraf er detaljeret beskrevet i bilag 2

 

ad 1. Forbudszone mod tung trafik

Forvaltningerne anbefaler, at der oprettes en zone omkring de indre byområder. (se kortbilag 1). Inden for denne zone vil gælde et forbud mod at køre med lastbiler med en totalvægt over 18 tons. Det er forvaltningernes vurdering, at en 18 tons vægtgrænse af hensyn til trafiksikkerhed, miljø og trafikafvikling er den mest hensigtsmæssige løsning. (Se i øvrigt webbilag 4)

 

Teknik- og Miljøforvaltningens analyse af trafikulykker indenfor zonen har vist, at de store lastbiler (over 18 tons) er involveret i uforholdsmæssigt mange ulykker med alvorlig personskade. Forvaltningen forventer derfor, at antallet af alvorlige trafikulykker reduceres indenfor forbudszonen.

 

Det er forvaltningens vurdering, at zonen vil flytte lastbiler over 18 tons fra den indre del af byen til de store omfartsveje, og dermed øge trygheden på de mindre veje for cyklister og gående. I undersøgelsen af de københavnske cyklisters antal, ulykker tryghed mv. (Cykelregnskab 2006) fremgår det, at cyklisternes tryghed generelt er faldende. Trygheden toppede i 1996, hvor 60 pct. angav at være trygge. Dette tal var i den seneste undersøgelse i 2006 faldet til 53 pct.

 

De trafikale konsekvenser af forbudszonen er følgende:

·        Samlet set vil kørslen med tung trafik i Københavns Kommune falde med 1,1 mio. kørte kilometer om året. Tallet dækker over et fald inden for forbudszonen på 1,5 mio. kørte kilometer, og en vækst udenfor zonen på 0,4 mio. kilometer.

·        Udenfor kommunen - fortrinsvis på motorvejsnettet - vil lastbiltrafikken vokse. Og samlet set vil der være en vækst på 2,8 mio. kørte kilometer.

 

Hovedkonklusionen er således, at den tunge trafik flyttes fra følsomme byområder med mange cykler og fodgængere til det overordnede vejnet, der er bedre egnet til at afvikle lastbiltrafik.

 

I forhold til miljøkonsekvenser af forslaget vurderer forvaltningen, at støjbelastningen på visse strækninger indenfor zonen vil falde med 1 - 2 dB(A), og på visse strækninger udenfor zonen vokse med et tilsvarende niveau. I begge tilfælde er det næppe hørbart for det menneskelige øre.

 

Partikelforureningen vil formindskes i de følsomme områder af byen med mange mennesker, men vokse omkring det overordnede motorvejssystem.

 

Den samlede trafikstigning på 2,8 mio. kørte kilometer vil på kort sigt føre til en vækst i CO2  udslippet. På længere sigt er perspektivet, at den øgede tryghed får flere til at bruge cykel i stedet for bil og dermed givet et positivt bidrag til klimaindsatserne.

 

Med oprettelsen af zonen vil der være en risiko for flere ulykker i kryds og på strækninger, som den tunge trafik flyttes til. Forvaltningen foreslår derfor at  gennemføre en trafiksikkerhedsrevision af forbudszonen. Revisionen kan føre til, at der iværksættes yderligere foranstaltninger til fremme af sikkerheden. Formålet med en trafiksikkerhedsrevision er at skabe de mest trafiksikre løsninger med den eksisterende viden og ressourcer. Såfremt trafiksikkerhedsrevisionen mod forventning vurderer, at forbudszonen vil medføre en reduceret sikkerhed, vil disse oplysninger skulle forelægges offentligheden. Dette vil forlænge høringsperioden. Oplysningerne vil indgå i forvaltningens endelige indstilling om zonens indførelse til efteråret.

Politiet har givet principiel godkendelse af etablering af en zone for tung trafik. Politiet skal desuden godkende den konkrete skilteplan.

 

Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen har uformelt orienteret lokaludvalgene om forbudszonen ved et møde den 13. maj 2008. Lokaludvalgene er generelt positive overfor planerne, dog med bekymring for konsekvenser for varelevering . Ligeledes er Dansk Cyklistforbund blevet orienteret om sagen på møde d. 14. maj 2008, og forbundet ser også positivt på tiltaget. Teknik- og Miljøborgmesteren har afholdt møde med transportbranchen fredag den 23. maj for at drøfte dette initiativ. Branchen udtrykte på mødet skepsis overfor forslaget under henvisning til at forslaget ikke vil give øget sikkerhed, men i stedet medføre merkørsel med øget forurening og stigende omkostninger til følge. Branchen udtrykte også utilfredshed med at investeringer i renere køretøjer som var gennemført som følge af kommunens plan om at indføre miljøzonen ikke kunne anvendes i forbudszonen om den Indre By.  

 

Forslag til kommuneplantillæg samt forudgående høring

Oprettelsen af en tung trafik zone kræver ændring af hovedstrukturen i Københavns Kommuneplan 2005. Forslaget til kommuneplantillæg er vedlagt som webbilag 2. I perioden 5. -31. marts har der været afholdt en forudgående høring om en zone for tung trafik. Der indkom i alt 33 høringssvar. Hovedtemaerne var sikkerhed, merkørsel, miljømæssige konsekvenser og lokale hensyn. Der er udarbejdet hvidbog over alle høringssvarene, som er vedlagt som webbilag 3. De høringssvar, der er at betragte som indsigelser mod forslaget vil blive vurderet og kommenteret på lige fod md de eventuelle høringssvar, der komme i forbindelse med offentliggørelse af selve forslaget til kommuneplantillæg. Borgerrepræsentationen vil få forelagt resultatet af høringen sammen med det endelige forslag til kommuneplantillæg i efteråret 2008. 

 

Ifølge gældende lovgivning har nabokommuner ret til at blive hørt og komme med indsigelser mod en anden kommunes planer, og kan gøre indsigelse, hvis de bliver berørt som følge af forslaget. På embedsmandsniveau er forvaltningen i kontakt med Gentofte og Frederiksberg kommuner om sagen.

 

2. Nordhavnstrafikken

Teknik- og Miljøforvaltningen foreslår, at vægtgrænsen for trafikken til og fra Nordhavn skal være 18 tons for at skabe sammenhæng med grænsen gældende for zonen. Reguleringen af Nordhavnstrafikken i kombination med forbudszonen vil give en væsentlig aflastning af de indre og meget befærdede byområder - især Nørre Voldgade. Til gengæld forventes den tunge trafik på Ring O2 mod nord at stige fra 1.100 køretøjer til 2.000 om dagen ( kl. 6-18 trafik).

 

I lyset heraf foreslår forvaltningen, at der etableres støjdæmpende belægning samt variabel hastighedsbegrænsning (30 km/t) om natten og i skolernes mødetid på den mest kritiske strækning af Strandvænget og Strandvejen.

 

Forvaltningen har koordineret dette initiativ med projekt Nordhavnsvej.

 

Krydset Strandvejen/ Strandvænget/ Ryvangs Allé er eneste reelle forbindelsesvej i skoledistriktet for skolebørn til Strandvejsskolen. Krydsets udformning blev reguleret i forbindelse med omlægning af tung trafik på O2 fra Strandøre til Strandvænget i 2006. En mulig konsekvens af projekt Nordhavnsvej kan blive, at byggepladsen vil påvirke krydset. Dette vil dog tidligst ske i 2010. Afhængig af den løsning, som Borgerrepræsentationen vælger for Nordhavnsvejen kan Strandvejen og Strandøre påvirkes af arbejdskørsel. Dette forhold bliver belyst i den igangværende VVM-undersøgelse for Nordhavnsvejen. 

 

Teknik- og Miljøforvaltningen vil sideløbende med kommuneplantillægget gennemføre en VVM-screening af forslaget til at afvikle den tunge trafik til og fra Nordhavn mod nord ad Ring O2.

 

 

3. Plan for håndtering af større bygge- og anlægsprojekter samt dispensationer generelt

Forvaltningerne anbefaler, at der via dispensationer gives mulighed for kørsel til og fra bygge- og anlægsarbejder inden for zonen med lastbiler på over 18 t. Eksempler på kendte projekter er byggeriet af Metro Cityringen og projektet for Nørreport Station. 

 

Dispensationer skal udstedes og administreres af kommunen som vejmyndighed. Forvaltningerne foreslår, at der udarbejdes en indstilling med en plan for, hvordan kørslen kan håndteres bedst muligt, herunder med fokus på god information til andre trafikanter i berørte områder. Denne indstilling vil blive forelagt samtidig med endelig politisk behandling af kommuneplantillægget vedr. forbudszone for tung trafik i efteråret 2008.

Forvaltningen vil sammen med politiet drøfte dispensationspraksis i øvrigt - herunder muligheden for at undtage lastbiler med lavtsiddende førerhuse eller lave sideruder der har en gavnlig effekt på sikkerheden ved lastbilers højresving

 

4. Henvendelse til Justitsministeren vedr. regler for fysisk indretning af lastbiler

Havarikommissionen for Vejtrafikulykker anbefaler, at lastbiler, der anvendes til bykørsel, udstyres med lavt førerhus eller lave for- og sideruder. Hermed forbedres chaufførens udsyn væsentligt, hvilket forbedrer sikkerheden. Forvaltningerne anbefaler, at Overborgmesteren og Teknik- og Miljøborgmesteren retter henvendelse til Justitsministeren for at tilvejebringe lovgrundlag for at kunne stille krav til lastbilers indretning i byzone. 

 

Økonomi

Den samlede løsning beløber sig til 3.850.000 kr. Heraf finansieres 2,2 mio. kr. fra uforbrugte midler fra Miljøzonen, og 1,65 mio. kr. fra uforbrugte midler fra anlægspuljen til busfremkommelighedsprojekter.

 

Videre proces

·        Indstillingen behandles på møde i Økonomiudvalget d. 3. juni 2008, og i Borgerrepræsentationen 11. juni 2008

·        Når høringsprocessen vedrørende kommunepl antillægget om forbudszone mod tung trafik er gennemfør vil forvaltningen fremsætte indstilling om endelig vedtagelse af kommuneplantillægget.

·        Ca.  ½ år efter implementering vil forvaltningen fremlægge evaluering af tiltagets effekter på sikkerhed, tryghed, miljø og trafikafvikling.

 

Bilag

1.      Kort over tung trafik zone

2.      Notat: Pakke til forbedring af sikkerhed og tryghed for de bløde trafikanter i de Indre Byområder

 

Webbilag:

1.      Udkast til brev til justitsministeren fra overborgmesteren og teknik- og miljøborgmesteren

2.      Forslag til Kommuneplantillæg vedr. tung trafik zone

3.      Hvidbog vedr. forudgående høring om forbudszone for tung trafik

4.      Rapport fra Tetraplan inkl. notat om kørsel og miljøeffekter

5.      Uheldskort - Personskadeuheld med lastbiler i København 2002-2006

 

 

 

Hjalte Aaberg                                                               Claus Juhl

 

 

 

Til top