Klimaborgertingets anbefalinger 2025
Københavnernes Klimaborgerting har afgivet anbefalinger fra sin anden sæson 2024-2025 om, hvordan der gennem fællesskaber kan skabes en hverdag i København, der mindsker klimaaftrykket fra forbrug. Borgerrepræsentationen skal tage stilling til, at anbefalingerne indgår i forbindelse med den endelige vedtagelse af Klimastrategi 2035 og Klimahandleplan 2026-2028. Anbefalingerne ligger i tråd med de delmål, der indgår i udkast til Klimastrategi 2035.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at anbefalingerne fra Københavnernes Klimaborgertings anden sæson 2024-2025 indgår i forvaltningens opfølgning på den kommende offentlige høring om Klimastrategi 2035 og Klimahandleplan 2026-2028, som beskrevet i afsnittet Løsning.
Problemstilling
Med Budget 2023 (BR 6. oktober 2022) (B, C, D, I, O, V, Ø og Å) blev der afsat midler til etablering af et klimaborgerting til at bidrage til udviklingen af Københavns kommende Klimastrategi 2035. Københavnernes Klimaborgerting skal hvert år i perioden 2024-2026 komme med anbefalinger til Borgerrepræsentationen i forbindelse med Klimastrategi 2035.
Københavnernes Klimaborgerting har i anden sæson (november 2024 – januar 2025) udarbejdet anbefalinger til, hvordan der gennem fællesskaber kan skabe en hverdag i København, der mindsker klimaaftrykket fra forbrug. Borgerrepræsentationen skal tage stilling til, hvordan anbefalingerne indgår i arbejdet med Klimastrategi 2035 og Klimahandleplan 2026-2028.
Løsning
Klimaborgertingets anbefalinger tager afsæt i kernespørgsmålet ”Hvordan kan vi gennem fællesskaber opnå et nyt hverdagsliv i København, der kan nedbringe klimaaftrykket fra forbrug?”. Det var ledsaget af underspørgsmålet: ”Hvad kan vi sætte i gang for at øge motivation, muligheder og færdigheder til et nyt hverdagsliv, der særligt kan nedbringe udledninger fra bolig, transport og mad?” (BR 20. juni 2024).
Anbefalingerne fra Københavnernes Klimaborgertings anden sæson blev lanceret den 30. januar 2025 og består af seks anbefalinger om fællesskabers rolle og fem anbefalinger med forslag til pilotprojekter (se også bilag 2).
De seks anbefalinger om fællesskaber er:
- Der er kamp om storbyens tid og tilbud
- Fællesskabet skal hjælpes frem i byen
- Aktiver eksisterende fællesskaber
- Giv rum til byens fællesskaber
- Vi skal arbejde med barriererne, for at kunne deltage i byens fællesskaber
- Det kræver færdigheder at deltage i fællesskaber, som vi skal træne
Overordnet konkluderer Klimaborgertinget at: ”Vi tror på, at fællesskaber er vejen til det gode liv, og vejen til at hjælpe hinanden i mål med at træffe beslutninger og handle på dagsordenen om at sammen få et mere bæredygtigt forbrug” (Bilag 2).
Klimaborgertinget peger på, at københavnerne ønsker at bidrage til den grønne omstilling, og at fællesskaber kan være en vej til at motivere og lette ændringerne til en mere klimavenlig hverdag. Samtidig peger Klimaborgertinget på en række barrierer i hverdagen i det moderne storbyliv, der kan indgå i overvejelserne om, hvad Københavns Kommune i samarbejde med borgerne og byens aktører kan gøre for en mere klimavenlig hverdag.
De fem anbefalinger med forslag til pilotprojekter er:
- Pilotprojekt om VENLIGMAD: Fællesspisning som vi skaber sammen
- Pilotprojekt om Det Grønne Fyrtårn: Oplysende genbrugscentraler
- Pilotprojekt: Fælles om gaden
- Pilotprojekt: Fra spild til måltid
- Pilotprojekt om transformative arealer: Byens ekstra stue
Pilotprojekterne er Klimaborgertingets bud på at få flere engageret i den grønne omstilling vel vidende, at de ikke udgør den endelige løsning på alle udfordringer med at nedbringe klimaaftrykket fra forbrug.
Integration
af anbefalingerne i Københavns kommende Klimastrategi 2035
Anbefalingerne ligger fint i
tråd med strategiens delmål og kan på forskellig vis helt eller delvist indgå i
det videre arbejde med Klimastrategi 2035 og Klimahandleplan 2026-2028. Alt
efter udformningen kan pilotprojekterne understøtte de tværgående indsatser.
Klimaborgertingets anbefalinger håndteres i forbindelse med opsamlingen på den offentlige høring og i arbejdet med at færdiggøre Klimastrategi 2035. Teknik- og Miljøforvaltningen vil i forbindelse med den endelige godkendelse af Klimastrategi 2035 og Klimahandleplan 2026-2028 udarbejde et bilag, der viser, hvordan anbefalingerne er indarbejdet.
Borgerrepræsentationen har forpligtet sig til at modtage og behandle anbefalingerne i forbindelse med Klimastrategi 2035. Borgerrepræsentationen er ikke forpligtet til politisk at følge eller vedtage anbefalingerne (BR 1. juni 2023).
Følgegruppens
kommentarer
Der er
etableret en følgegruppe for Københavnernes Klimaborgerting (TMU den 6.
november 2023) med deltagelse fra erhvervsliv, klima- og
forbrugerorganisationer samt politikere fra Teknik- og Miljøudvalget.
Følgegruppen har haft mulighed for at give kommentarer til Klimaborgertingets
anbefalinger i perioden 26. februar – 14. marts 2025, og der er indkommet
skriftlige kommentarer fra fire medlemmer af følgegruppen (se bilag 3).
Følgegruppen understreger, at kernespørgsmålet og fokus på fællesskaber anses for
vigtigt, at klimahandlinger kræver støtte, sparring og undervisning for at være
effektiv, at borgerne efterspørger hjælp til en mere klimavenlig levevis, at
der mangler fokus på kommunale tiltag til at fjerne barrierer for grønne
fællesskaber, og at de anbefalede pilotprojekter kan udarbejdes som
budgetforslag i kommende budgetforhandlinger. Forvaltningen tager kommentarerne
fra følgegruppen med i det videre arbejde med Klimaborgertingets anbefalinger.
Evaluering
af Klimaborgertinget 2024-2025
Der er gennemført en
evaluering blandt deltagerne i klimaborgertinget (se bilag 4). Evalueringens
konklusioner vil indgå i Teknik- og Miljøforvaltningens planlægning af
klimaborgertingets tredje sæson 2026.
Politisk handlerum
Der
kan fremhæves anbefalinger, som forvaltningen skal prioritere eller fravælge i
det videre arbejde.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, vil Teknik- og Miljøforvaltningen følge op på anbefalingerne fra anden sæson i forbindelse med opfølgning på den kommende offentlige høring om Klimastrategi 2035.
Kernespørgsmålet og rammerne for klimaborgertingets tredje samling i 2026 vil blive forelagt til politisk behandling, når mål og indsatser i den kommende Klimastrategi 2035 og Klimahandleplan 2026-2028 er endelig vedtaget.
Søren Wille
/ Karsten Biering Nielsen