Mødedato: 28.04.2025, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Resultat af foranalyse af anvendelse af grundvand fra Carlsbergforkastningen, Bispebjerg

Se alle bilag

I Budget 2024 indgik midler til en foranalyse vedr. anvendelse af grundvand til at forbedre vandkvalitet i Utterslev Mose fra den såkaldte Carlsbergforkastningen. Foranalysen viser, at det er muligt at indvinde grundvand fra Carlsbergforkastningen, men i mindre mængder end forventet og i en så dårlig kvalitet, at det vil kræve et avanceret anlæg til at rense vandet til en kvalitet, der kan udledes til og have en positiv effekt i Utterslev Mose. Teknik- og Miljøforvaltningen anbefaler på den baggrund, at planerne om at indvinde og udlede grundvand til mosen opgives, da omkostningerne vurderes ikke at stå mål med gevinsten. Teknik- og Miljøudvalget skal på baggrund af foranalysen tage stilling til løsningsforslaget, hvortil forvaltningen udarbejder budgetnotat til forhandlingerne om Budget 2026.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at Teknik- og Miljøforvaltningens løsningsforslag om ikke at gå videre med indvinding af grundvand fra Carlsbergforkastningen med henblik på at forbedre vandkvaliteten i Utterslev Mose indgår i forhandlingerne om Budget 2026, jf. løsningsafsnit.

 

Problemstilling

I Budget 2024 (BR den 5. oktober2023) (A, B, C, F, I, O og V) blev der afsat 1,5 mio. kr. til en foranalyse af muligheden for, hvorvidt og hvordan grundvandet fra Carlsbergforkastningen kunne udnyttes som tilgængelig vandressource for at forbedre tilstanden af mosen.

Utterslev Mose er omfattet af Vandområdeplan 2021-2027. I planen er der fastsat bindende krav om at nedbringe fosforbelastningen fra kloakoverløb til mosen, så målet om en god miljøtilstand kan nås.

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om forvaltningens anbefalede løsningsforslag skal danne baggrund for budgetnotat, der skal indgå i forhandlingerne om Budget 2026.

 

Løsning

Foranalyse viser, at der kan oppumpes op til op til ca. 40 m3/timen (40.000 liter pr. time) fra Carlsbergforkastningen ved Utterslev Mose, hvilket ikke er tilstrækkeligt til at påvirke mosen positivt. Carlsbergforkastningen er en brudzone som løber gennem Københavns Kommune, hvor der normalt er gunstige forhold til oppumpning af grundvand.   

Formålet og intentionen med foranalysen var at vise, om der var tilstrækkelige mængder grundvand til stede i en god kvalitet til udledning til Utterslev Mose for at forbedre tilstanden i mosen. Lokaliteten i forkastningszonen til Carlsbergforkastningen blev valgt, da der normalt er optimale forhold i knusningszonen for en høj ydelse af grundvand.

Foranalysen har imidlertid vist, at betingelserne for en optimal udnyttelse af grundvandsressourcen ikke er til stede. Grundvandsmagasinet er ikke så højt ydende som forventet, og kvaliteten af grundvandet er af dårlig kvalitet med overskridelse af grænseværdien for flere stoffer, herunder især fosfor og PFAS-forbindelser. Selv med en forudgående rensning af grundvandet, vil der ikke kunne opnås en betydende positiv effekt på mosen med de grundvandsmængder, som er til rådighed.

Det er overraskende, at kalkmagasinet leverer mindre vand end forventet, da de geofysiske undersøgelser ellers viser, at boringen er placeret optimalt i forhold til Carlsbergforkastningen, hvor forholdene burde have været gunstige. Den konstaterede forurening vil kræve avancerede rensemetoder med et vandbehandlingsanlæg. Omkostningerne ved en indvinding af grundvand på 40.000 liter i timen estimeres dermed at være kr. 4,35 mio. kr. i anlægsomkostninger og ca. kr. 750.000 kr. i årlige driftsomkostninger. Indvending i denne størrelsesorden vil kun have en begrænset effekt på tilstanden i mosen. Forvaltningen vurderer derfor, at omkostningerne ved indvindingen ikke står mål med den forventede effekt. Resultaterne fra foranalysen er gengivet i bilag 2.

På grundlag af resultaterne fra foranalysen anbefaler forvaltningen, at planerne om en fremtidig indvinding opgives. De to udførte boringer vil blive bevaret og indgå som en del af Københavns Kommunes årlige synkronpejlerunde.

Teknik- og Miljøforvaltningen har et løbende samarbejde med de øvrige kommuner og forsyningsselskaber ved Utterslev Mose om at gennemføre tiltag for at opnå god miljøtilstand. Det er forvaltningens vurdering, at den største miljømæssige gevinst opnås ved at nedbringe den eksterne fosforbelastning til et acceptabelt niveau, og at dette først og fremmest skal ske ved at nedbringe overløbene fra kloakken i overensstemmelse med kravene i statens vandområdeplaner. Forsyningsselskaberne er i gang med tiltag, der skal sikre dette.

Desuden planlægger Gladsaxe Kommune og Københavns Kommune separatkloakering, som på den længere bane kan bidrage med renset overfladevand til mosen. Forvaltningen vurderer løbende, sammen med de relevante parter, om der kan iværksættes yderligere tiltag, men for nuværende er hovedfokus på de nødvendige tiltag overfor kloaksystemet. 

Høring

Sagen har ikke været i høring.

Parkering og træer

Sagen involverer ikke nedlæggelse af parkeringspladser eller fældning af træer.

Politisk handlerum

Teknik- og Miljøudvalget kan beslutte,

  • et ændringsforslag om, at budgetnotatet til forhandlingerne om Budget 2026 skal indeholde en etablering af en indvinding af grundvand, som skal lede det til Utterslev Mose efter en forudgående rensning, jf. løsningsafsnit. Såfremt Teknik- og Miljøudvalget ønsker at gennemføre projektet, vil gennemførelse af projektet afhænge af, at Borgerrepræsentationen afsætter finansiering i den kommende budgetaftale.
  • at bestille et budgetnotat til forhandlingerne om Budget 2026 på en mere detaljeret undersøgelse af en større grundvandsindvindings påvirkning af omgivelserne og nærmere effekt på mosen. Omkostningerne til en indvinding i denne størrelsesordning estimeres at være kr. 13,1 mio. i anlægsomkostninger og ca. kr. 3 mio. i årlige driftsomkostninger. Omkostninger til en rådgiver estimeres at være på ca. 1 mio. kr.

 

Økonomi

Denne indstilling har, jf. løsningsafsnittet, ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

 

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen udarbejde et budgetnotat uden finansieringsbehov til forhandlingerne om Budget 2026. Teknik- og Miljøforvaltningen er forpligtet til at udarbejde budgetnotat jf. Økonomiforvaltningens årlige indkaldelsescirkulære.

 

 

Søren Wille

/ Lena Kongsbach

 

Til top