Mødedato: 28.04.2014, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Optimering af trafiksignaler på Gasværkvej og Skelbækgade

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal godkende en signaloptimering på Gasværksvej og Skelbækgade.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender
  1. at forvaltningen foretager en optimering af signaler på Gasværksvej og i Skelbækgade svarende til løsning 1
  2. at signaloptimeringen finansieres under ITS-programmets bevilling for 2013-2014 forankret i Teknik- og Miljøforvaltningen
  3. at der med denne indstilling er gjort endeligt op med SFs medlemsforslag fra Teknik- og Udvalgsmødet 16. december 2013

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget godkendte den 16. december 2013 en ombygning af Gasværksvej med etablering af cykelstier og delvis ensretning.  I den forbindelse fremsatte SF følgende ændringsforslag:
”At forvaltningen i tilknytning til projektet forelægger et forslag til hvorledes, man kan reducere kølængder og hyppighed ved at bruge styring af lyssignalerne i Skelbækgade. Opgaven løses som pilotprojekt under ITS programmet”.

Løsning

Teknik- og Miljøforvaltningen har vurderet de trafikale forhold på Gasværksvej og har observeret, at der på nogle tidspunkter af dagen, dannes kø. Om morgenen holder biler i kø fra Istedgade et godt stykke nede ad Gasværksvej mod Sønder Boulevard, men når der bliver grønt, afvikles bilerne i køen i langt de fleste tilfælde. Om eftermiddagen ses en længere kø, hvor trafikken ikke altid kommer med over, når signalet ved Gasværksvej/Istedgade skifter til grønt. Det generelle billede er, at der er en forholdsvis god trafikafvikling, men at det vil være muligt at mindske kødannelsen ved at optimere signalerne i krydsene Gasværksvej/Istedgade og Skelbækgade/Sønder Boulevard (se kort bilag 1).
Der er umiddelbart to løsninger til at optimere trafiksignalerne.

Løsning 1) Avanceret løsning med sensorer til måling af kølængde og luftforurening på Gasværksvej
I denne løsning skabes et dynamisk samarbejde mellem de to trafiksignaler i henholdsvis Skelbækgade og Gasværksvej. Når kølængden på Gasværksvej overstiger det antal biler, der kan nå at komme over for grønt, kommunikerer trafiksignalet til signalet i Skelbækgade, som reducerer grøntid for biler mod Gasværksvej. På den måde kan signalet i Skelbækgade styre, hvor mange biler, der sendes ned mod Gasværksvej.
Fordelen ved denne løsning er, at signalernes grøntider kun ændres i de situationer, hvor der er behov for det.
Der opsættes en sensor til at måle kø. Derudover testes en helt nyudviklet sensorenhed, der både kan tælle trafik og måle støj- og luftforurening.
Løsning 1 er ikke tidligere set i byen, og projektet kan derfor ses som et udviklingsprojekt i forhold til at opnå erfaringer med ny sensorteknologi til måling af kø og miljøeffekter samt erfaringer med kommunikation mellem trafiksignaler.
Ulempen er, at det er en bekostelig løsning, da der skal graves kabler til sensorer og sikres en kommunikationsforbindelse mellem de to trafiksignaler.

Løsning 2) Simpel løsning - ændring af grøntider
Denne løsning handler om, at trafiksignalerne på Gasværksvej og i Skelbækgade manuelt ændres, så de bliver tilpasset hinandens grøntider. Det betyder, at når trafikken fra Skelbækgade ankommer til krydset Gasværksvej/Istedgade, bliver der grønt. Det er også muligt manuelt at ændre grøntiden i signalet i Skelbækgade, så det kun doserer den trafik, der kan afvikles på Gasværksvej. Signalerne ændres kun i morgen- og eftermiddagstimerne, hvor der er observeret kø.
Fordelen ved denne løsning er, at den er enkel og økonomisk.
Ulempen er, at signalet ikke reagerer på den aktuelle trafiksituation men på forudgående observationer. Det kan betyde, at trafikken i Skelbækgade i visse situationer kan blive holdt unødigt tilbage. 

Økonomi

Løsning 1 vurderes at koste ca. 400.000 kr. (inkl. gravearbejde og rådgivning). Driftsomkostninger afholdes under den eksisterende driftskontrakt med signalleverandøren.
Løsning 2 vurderes at koste ca. 50.000 kr. (inklusiv rådgivning).
Uanset om løsning 1 eller 2 vælges, finansieres projektet via ITS programmets bevilling for 2014, der allerede er frigivet. Projektet finansieres under programmets indsats, der hedder ”Signaloptimering”.

Videre proces

Tidsplan løsning 1
Forvaltningen vil hurtigst muligt opsætte sensorer til opsamling af data for trafikken samt støj og luftforurening. Dette skal bruges til at sikre, at løsningen målrettes den aktuelle situation. Desuden skal det bruges til en senere evaluering af projektet. 
Løsning 1 kræver, at styreapparaterne (computeren) i de to kryds bliver udskiftet til moderne teknologi. Dette sker i genopretningsplanen inden 1. juli 2014. Herefter kan udviklingsarbejdet gå i gang og løsningen forventes at kunne etableres i efteråret 2014 og kan evalueres ultimo 2014, hvorefter Teknik- og Miljøudvalget orienteres om resultaterne.
Tidsplan løsning 2
Forvaltningen vil i maj 2014 foretage yderligere observationer af trafikken, så løsningen tilpasses dette. I juni 2014 uarbejder forvaltningen dokumentation for ændringerne i signalerne. I juli/august 2014 vil ændringerne blive implementeret. Der vil i oktober 2014 blive fortaget en evaluering og i november 2014 vil Teknik- og Miljøudvalget blive orienteret om resultaterne.

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 28. april 2014

C stillede ændringsforslag om at vælge løsning 2. Ændringsforslaget faldt med ni stemmer mod en. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: C.
Imod stemte: A, Ø, F, I og V.
Undlod at stemme: Ingen.

Indstillingen blev godkendt med ni stemmer. Et medlem undlod at stemme.

For stemte: A, Ø, F, I og V.
Imod stemte: Ingen.
Undlod at stemme: C.

Til top