Mødedato: 28.04.2014, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

2. behandling af Teknik- og Miljøudvalgets budgetbidrag 2015

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal 2. behandle udvalgets overordnede budgetrammer for 2015 og budgetoverslag fra 2016 til og med 2018. Desuden skal udvalget godkende takstoversigten, enhedspriskatalog samt Teknik- og Miljøforvaltningens finansposter.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller overfor Teknik- og Miljøudvalget
  1. at de overordnede budgetrammer for 2015 og budgetoverslag fra 2016 til og med 2018 godkendes jf. bilag 2 og 3 
  2. at takstoversigten, enhedspriskataloget og finansposterne godkendes jf. bilag 4, 5 og 6. 
  3. at Teknik- og Miljøforvaltningen bemyndiges til i samarbejde med Økonomiforvaltningen at foretage tekniske og redaktionelle ændringer i det fremlagte budgetmateriale.

Problemstilling

I forbindelse med behandlingen af ”Indkaldelsescirkulærer til Budget 2015” godkendte Økonomiudvalget den 28. januar 2014 udvalgenes budgetrammer for 2015. Teknik- og Miljøforvaltningen skal med de udmeldte rammer og retningslinjer udarbejde Teknik- og Miljøudvalgets budgetbidrag for 2015.

Ifølge tidsplanen skal udvalgenes budgetbidrag afleveres senest den 5. maj 2014 til Økonomiforvaltningen. Budgetbidraget vil herefter indgå i Københavns Kommunes samlede budgetforslag for 2015.

Løsning

Teknik- og Miljøudvalget skal ved denne 2. behandling af budgetbidrag 2015 godkende udvalgets overordnede budgetrammer, godkende takstoversigten samt godkende enhedspriskataloget og finansposterne, så Teknik- og Miljøforvaltningen kan aflevere Teknik- og Miljøudvalgets samlede budgetbidrag til Økonomiforvaltningen senest den 5. maj 2014. De forvaltningsspecifikke effektiviseringer er håndteret i forbindelse med Teknik- og Miljøudvalgets 1. behandling af budgetbidraget den 4. marts 2014.

De økonomiske rammer
Beregningen af Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme for 2015 er foretaget på baggrund af de korrektioner, som er godkendt af Borgerrepræsentationen siden vedtagelsen af Budget 2014 og tillagt den forventede pris- og lønfremskrivning fra 2014 til 2015. I tabellen nedenfor fremgår beløbet på de samlede korrektioner og pris- og lønfremskrivningen for Teknik- og Miljøudvalgets tre styringsområder Service, Anlæg og Overførsler mv.

Udgifter på Service, Anlæg og Overførsler mv. i 2015
Alle beløb er i mio. kr. Vedtaget Budget 2014 Korrektioner Pris- og løn-fremskriving Budgetforslag 2015
Service 821,2 -61,5 13,0 772,7
Anlæg 1.066,4 581,6 15,6 1.663,6
Overførsler mv. 3,2 -0,2 0,0 3,0


Serviceområdet

Under styringsområdet Service findes Teknik- og Miljøudvalgets bevillinger Ordinær drift, Byfornyelse ydelsesstøtte og Parkering. Styringsområdet nedskrives med 61,5 mio. kr. fra 2014 til 2015, hvilket primært skyldes ændringer under Ordinær drift.

Det drejer sig blandt andet om flytningen af Københavns Erhvervsservice til Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen. Herudover falder bevillingen vedrørende øget tilsyn i forbindelse med udvidet arbejdstid ved anlæg af ”Cityringen” bort i 2015. Der vil i forbindelse med forhandlingerne for Budget 2015 lægges et budgetønske op om forlængelse af denne bevilling. Dette gælder også for driftsbevillingen til den samlede plan for et CO2-neutralt København i 2025 (KBH 2025 Klimaplanen), som også falder bort i 2015. Desuden falder en pulje til graffitiafrensning bort. I bilag 1, side 5, er disse bevillingsophør nærmere beskrevet, herunder vurdering af behov for opretholdelse af bevillingerne.

Teknik- og Miljøforvaltningen er desuden pålagt en stigende energi- og driftsbesparelse i 2015 vedrørende udskiftningen af gadebelysningen i forbindelse med vedtagelsen af Budget 2013. Under Parkering falder bevillingerne til leje af Borgergade 24 (lejemålet er fraflyttet) og til leje af private P-pladser afsat i P-strategien 2011-2014 bort.


Anlægsområde

Under styringsområdet Anlæg findes Teknik- og Miljøudvalgets bevillinger Ordinær anlæg, Byfornyelse anlæg Takstfinansieret anlæg og Klima anlæg. Anlægsområdet opskrives med 581,6 mio. kr. fra Budget 2014 til Budget 2015. På baggrund af den fjerde og sidste anlægsperiodisering i 2013 skyldes opskrivningen, at der forventes et stort forbrug i 2015 på en lang række anlægsprojekter relateret til anlæg af veje, broer og pladser heriblandt Nordhavnsvejen, fremkommelighedsprojekter for busser samt genopretning af gadebelysningen i København.


Området for Overførsler mv.

Under styringsområdet Overførsler mv. findes Teknik- og Miljøudvalgets bevillinger Byfornyelse efterspørgselsstyrede overførsler og Takstfinansieret (Jorddeponi og Affaldsområdet) drift. Styringsområdet nedskrives med 0,2 mio. kr. fra 2014 til 2015, hvilket skyldes, at der forventes en lavere udbetaling vedr. indfasningsstøtte i 2015. Indfasningsstøtte er den støtte, som kommunen yder til lejere af en beboelseslejlighed, der har ret til at få anvist en erstatningsbolig. Det første år udgør indfasningsstøtten to tredjedele af forskellen mellem den hidtidige leje og lejen i den anviste erstatningsbolig. Efter det første år nedsættes indfasningsstøtten hvert år med lige store andele, indtil støtten ophører efter 10 år.
Styringsområdet Overførsler mv. pris- og lønfremskrives ikke, da det er efterspørgselsstyret.


Takstoversigten
Forvaltningen er i gang med at udarbejde forslag til nye gebyrbestemmelser og en instruks for, hvordan gebyrerne for byggesager i 2015 efter Energistyrelsens gebyrvejledning kan opkræves ved byggeansøgninger modtaget efter 1. januar 2015. Forslag til gebyrbestemmelser, instruks og takstberegning fremlægges til beslutning for Teknik- og Miljøudvalget medio 2014. Affaldsgebyrerne fremlægges også medio 2014. Dette skyldes den nye ordning vedrørende indsamling af organisk affald, som Teknik- og Miljøudvalget behandlede på mødet den 17. marts 2014, udskydning af udbud, og at regnskabsresultatet på affaldsområdet i 2013 var mere positivt end forventet. Forvaltningen indstiller med denne sag, at udvalget godkender de takster (se bilag 4), der skal være gældende i 2015 på det foreløbige grundlag, så forvaltningen kan videresende taksterne til Økonomiforvaltningen med henblik på godkendelse i Borgerrepræsentationen.


Enhedspriskatalog
Enhedspriskataloget (se også bilag 5) viser en oversigt over prisen per ydelse. For eksempel hvor meget det koster at vedligeholde én kvadratmeter kørebane. I kataloget for enhedspriser er der taget udgangspunkt i de enhedspriser, der blev afleveret i forbindelse med Budget 2014.


Finansposter

Finansposterne er beskrevet i bilag 6. Økonomiforvaltningen vil vurdere de budgetterede finansposter og forudsætningerne i forbindelse med Økonomiudvalgets behandling af de indberettede budgetbidrag.

Økonomi

Teknik- og Miljøudvalgets økonomiske budgetramme i 2015 er med de indarbejdede korrektioner og den givne pris- og lønfremskrivning på 2.410,1 mio. kr. fordelt med 773,8 mio. kr. på Service, 1.633,3 mio. kr. på Anlæg og 3,0 mio. kr. på Overførsler mv. Budgettet for 2015 og budgetoverslag fra 2016 til og med 2018 fordelt på Service, Anlæg og Overførsler mv. fremgår af tabellen nedenfor.


De økonomiske rammer fra 2015 til og med 2018
Alle beløb er skrevet i mio. kr. 2015 2016 2017 2018
Service 772,7 773,1 787,4 756,9
Anlæg 1.663,6 425,7 327,7 296,1
Overførsler mv. 3,0 2,8 2,7 2,5
I alt 2.439,3 1.201,6 1.117,8 1.055,5

De økonomiske rammer fremgår af bilag 2 (Bevillingsoversigten). Herudover er udgifterne på Anlæg udspecificeret på anlægsprojekter i bilag 3 (Investeringsoversigten).

Videre proces

Den videre proces er som følger:

·         5. maj: Frist for indsendelse af budgetbidrag til Økonomiforvaltningen

·         8. juni: Afslutning på forhandlinger mellem Staten og KL (kommuneaftalen)

·         10. juni: Økonomiudvalget behandler de indberettede budgetbidrag

·         25. juni: Frist for aflevering af tilrettede budgetbidrag til Økonomiforvaltningen

·         20. august: Økonomiudvalget 1. behandler budgetforslag 2015

·         28. august: Borgerrepræsentationen 1. behandler budgetforslag 2015

·         23. september: Økonomiudvalget 2. behandler budgetforslag 2015

·         2. oktober: Borgerrepræsentationen 2. behandler budgetforslag 2015.

 

Pernille Andersen

                                                                  /Signe Skovgaard

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 28. april 2014

Indstillingen blev godkendt.

Udvalget afgav følgende protokolbemærkning:
”Partierne tager forbehold for den videre budgetproces.”
Til top