Mødedato: 28.02.2007, kl. 15:00

Forslag til generelle retningslinier for miljøfestival 2007

Forslag til generelle retningslinier for miljøfestival 2007

Teknik- og Miljøudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde onsdag den 28. februar 2007

 

 

Sager til beslutning

 

21.      Forslag til generelle retningslinier for miljøfestival 2007 

 

TMU 110/2007  J.nr. 21512.0019/07

 

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Teknik- og Miljøudvalget skal træffe beslutning om retningslinierne for Miljøfestival 2007.

 

BESLUTNING

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller,

1.      at Teknik- og Miljøudvalget godkender Miljøkontrollens forslag til generelle retningslinier for Miljøfestival 2007

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 28. februar 2007

Godkendt, at Miljøfestivalen afholdes den 10.-16. september 2007. Forvaltningens oplæg til et mere detaljeret fagligt festivalkoncept afventes.

 

 

PROBLEMSTILLING

 

Miljøkontrollen foreslår, at Miljøfestival 2007 ligesom de foregående år justerer sit festivalkoncept. Justeringen i år består bl.a. i, at der arbejdes med faste temaer, økologi og livsstil samt klima og bæredygtigt byggeri. En anden del af justeringen består i at nedlægge de centrale teltpladser og i stedet rykke Miljøfestivalen inden døre i f.eks. Kulturhuset på Islands Brygge og i fx "Pressen", Politikens trykkehal. Endvidere tilbydes skolebørn i alderen 0.-3. klasse en teaterforestilling om miljø. 

LØSNING

Miljøkontrollen foreslår, at Miljøfestival 2007 ligger i perioden fra den 10.- 16. september. Miljøkontrollen har været uklar på, hvordan konceptet for 2007 skulle være, og har derfor ikke fået igangsat planlægningen af Miljøfestivalen i tide. Miljøfestivalen kan derfor ikke afholdes i tiden maj/juni. Det beklager vi, ligesom vi beklager, at selvom der har været kontakt til Agendacentrene og satellitterne, så har dialogen ikke været tilstrækkelig. Der afholdes møde mellem Miljøkontrollen, centrene og satellitterne den 28. februar 2007.

Ved Miljøfestival 2006 prøvede vi bl.a. i Politikens trykkehal, Pressen, at iscenesætte aktiviteter, der havde fokus på "persontyper", som er storforbrugere og meget materialistiske i deres indkøbsvaner med interesse for nye trends og livsstilsprodukter,  kvalitets- og mærkevarer. Argumentet for dette fokus var, at denne type københavner er mest "miljøbelastende" i sin livsstil.

På baggrund af erfaringerne fra sidste års Miljøfestival forslår Miljøkontrollen, at Miljøfestival 2007 endnu mere fokuserer festivalen efter den "storforbrugende" målgruppe. Dette gøres ved at flytte Miljøfestivalens aktiviteter inden døre i fx Pressen og i fx Islands Brygge Kulturhus og nedlægge teltpladserne rundt om i bydelene.

For at få den størst mulige miljøeffekt ud af Miljøfestivalen vælger Miljøkontrollen altid en relativ snæver målgruppe for de centrale aktiviteter.  I 2005 valgte vi eksempelvis, at fokusere på det traditionelle segment, børnefamilier i alderen 35-45 års alderen. Baggrunden var en analyse, der viste, at denne målgruppe var modtagelig overfor miljøargumenter, men havde meget lidt tid til at beskæftige sig med spørgsmålet i praksis. Siden da er byens demografiske sammensætning imidlertid ændret ganske markant og det moderne, storforbrugende segment er i stor vækst. Miljøkontrollen forslår derfor, at vi i 2007 forsøger, at nå denne målgruppe.

Vi foreslår, at årets Miljøfestival sætter fokus på temaerne økologi og livsstil samt klima og bæredygtig byggeri. D.v.s. emner, der har vores målgruppes interesse. Miljøkontrollen mener fortsat, at børn er en vigtig målgruppe for festivalen, og foreslår derfor som noget nyt, at ét af byens små børneteatre laver en miljøforestilling, som vi kan tilbyde de københavnske skoler og fritidshjem. Forestillingen skal omhandle én eller flere af årets fire temaer.

 

Kulturhuset på Islands Brygge

Miljøkontrollen foreslår, at den del af Miljøfestivalens aktiviteter, der omhandler økologi og livsstil, fx lægges i Kulturhuset på Islands Brygge. Vi foreslår, at den røde tråd i aktiviteterne bliver at inspirere "storforbrugerne," til at blive mere bevidste om økologi og sundhed. Storforbrugerne er ofte midt i et karriereliv, hvor tid er en mangelvare. Alligevel kører de gerne derhen, hvor de føler, de kan få den rigtige vare.

 

Her er tre eksempler på de ideer, vi arbejder med:

 

A) Workshops med kendte kokke, hvor man selv skal tage forklædet på og finde ud af, hvordan der kan laves sund økologisk mad i hverdagen, uden at det koster dig for meget tid.

 

B) Man møder en "Life-stylist", der kan introducere til lækre produkter inden for paletten mad, kosmetik og tøj og give et indblik i, hvilke af de københavnske detailbutikker der sælger de udvalgte produkter. Samtidig kan man få information om, hvilke sundheds- og miljømæssige fordele der fås ved at vælge de økologiske produkter.

 

C) Man møder en personlig træner, der giver inspiration til, hvordan man kan leve sundt i hverdagen, uden at det koster for meget tid. Rådene kan være enkle. Fx : Vælg en god cykel og brug den til og fra arbejde. Vi ser også en oplagt mulighed for at samarbejde om konkrete events med Københavns Madhus. Medieaftaler med relevante livsstilsblade kunne være en nærliggende idé.

 

Pressen – Politikens gamle trykkehal

Miljøkontrollen foreslår, at vi planlægger en række aktiviteter  i fx Pressen, som har klima og bæredygtigt byggeri som overordnet tema. Vi foreslår "gå-hjem" møder henvendt til de københavnere, der gerne vil have en mere intellektuel tilgang til miljø, og som er særlig interesseret i, hvordan de selv kan være med til at gøre en forskel. Her vil et mediesamarbejde med Politiken være helt oplagt. Foredragene kan understøttes af en udstilling.

 

Miljøteater for børn

Vi foreslår en teaterforestilling om miljø for de københavnske børn i alderen 0. – 3. klasse. Forestillingen kan enten turnere rundt på skolerne og fritidshjemmene, eller skolerne kan møde op på en af byens børneteatre. Teater er et medie, der virkelig kan sætte tanker i gang hos børnene og skabe den helt rette læringssituation for børnene. Vi kunne eventuelt tage fat i Jytte Abildsstrøm, som vi i forvejen samarbejder med i Det Økologiske Inspirationshus. 

 

Miljøkontrollen foreslår endvidere, at de agendacentre, der måtte have lyst, kan iscenesætte deres egne lokale festivaler parallelt med Miljøkontrollens aktiviteter. Miljøkontrollen anbefaler centrene, at de målretter deres lokale festivaler til den eller de persongrupper i nærmiljøet, hvor de kan opnå den største miljøgevinst, og overvejer om det er en teltplads, der skaber de rigtige rammer.

Miljøkontrollen vil løbende holde tæt kontakt til samarbejdspartnere om projektets fremdrift – herunder også agendacentrene. Mødet med centrene den 28. februar 2007 omhandler Miljøfestivalens status og samarbejdet i forhold til Miljøfestivalen 2007.

ØKONOMI

Forvaltningens budget for Miljøfestival 2007 er sat til ca. 970.000 kr. Der arbejdes med muligheden for at indgå sponsoraftaler på op til 600.000 kr.

 

VIDERE PROCES

Miljøkontrollen planlægger events og foredrag, samt sikrer at projektet bliver markedsført. 

 

BILAG

-

 

 

Jørgen Lund Madsen


 

Til top