Øresundsvej - midler
Øresundsvej - midler
Teknik- og Miljøudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 28. februar 2007
Sager til beslutning
11. Øresundsvej - midler
TMU 89/2007 J.nr. 2111.0043/07
Teknik- og Miljøudvalget (TMU) skal træffe
beslutning om en anlægsbevilling på netto 3 mio. kr. til projektudvikling og
hovedprojektering af Øresundsvejens omlægning, på strækningen mellem
Amagerbrogade og Amager Strandvej.
BESLUTNING
Teknik og
Miljøforvaltningen (TMF) indstiller, at TMU over for Økonomiudvalget (ØU) og
Borgerrepræsentationen (BR) anbefaler, 1) at der
gives en anlægsbevilling på 3 mio. kr. i 2007 på Vej & Parks anlægsramme,
konto 2.28.23.3 (Standard forbedringer af færdselsarealer) til udvikling og
projektering af et renoveringsprojekt for Øresundsvej mellem Amagerbrogade og
Amager strandvej. Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 28.
februar 2007 Godkendt |
PROBLEMSTILLING
Øresundsvej - en vigtig
forbindelse mellem de indre dele af Amager og den nye Amager strandpark - er i
en utidssvarende stand. Der er i 2006
bevilliget en særlig pulje (35 mio. kr.) reserveret til cykelstier,
vejvedligeholdelse og støjdæmpning (BR 343/06). Dele heraf skal anvendes til
Øresundsvej, som mangler cykelstier i begge retninger og som har en
vejbelægning, der er i dårlig stand. Eksisterende forhold er vist på bilag 1.
I kvarterplan for
Øresundskvarteret beskrives strækningen som nedslidt, butikslivet er spredt og
gadebilledet vidner om en del sociale problemer. Der mangler således også
kvalitet i byrummene.
Målet med en renovering af Øresundsvej er at skabe et mere sammenhængende
udtryk visuelt ved forskønnelse og at skabe mere trygge forhold for cyklister
og gående ved en trafiksanering. Strækningen kan eksempelvis indrettes med
cykelstier, inventar, beplantning og opholdsmuligheder, hvor det er passende.
Gadeprofilet er forholdsvist bredt så vejbanen kan på steder indsnævres for at
skabe plads til opholdsrum.
Projektudvikling og hovedprojektering søges tidsmæssigt optimeret ved
parallelle arbejdsforløb. Derfor planlægges indstilling med henblik på at
udløse anlægsbevillingen først forelagt TMU i slutningen af
hovedprojekteringen. Herved optimeres også vurderingen af projektøkonomien og
indholdet, som bliver mere præcist.
ØKONOMI
Den planlagte udvikling og projektering af projektet vurderes at koste i
størrelsesorden 3 mio. kr.
Eventuelt overskydende midler vil indgå i
finansieringen af de efterfølgende arbejder med udarbejdelse af
udbudsmateriale, licitation, byggeledelse ect.
Den samlede udgift til projektets realisering er
vurderet til 25 mio. kr. Udgiften er finansieret som følger:
* 3,0 mio. kr. fra Vej & Parks
investeringsplan, øremærket til
* 3,5 mio. kr. fra "Pulje for cykelfremkommelighed,
vejvedligeholdelse og støjdæmpning", 35 mio. kr. puljen (BR 343/06).
* 13,4 mio. kr. disponeret på Vej & Parks
investeringsplan (TMU 845/2006).
* 3,5 mio. kr. fra "Pulje til
cykelfremkommelighed", 25 mio. kr. pulje afsat i budgetaftale 2007. Forslaget er pt. i offentlig høring.
Reservationen er således under forudsætning af efterfølgende politisk
godkendelse.
* 1,6 mio. kr. fra Vej & Parks driftsramme.
VIDERE PROCES
Såfremt TMU beslutter, at
anbefale indstillingen, vil sagen blive forelagt ØU og BR. Rådgiveropgaven
planlægges udbudt i EU i et begrænset udbud med henblik på projektudvikling og
hovedprojektering i første halvdel af 2007. Efter sommerferien 2007 forventes
et projektforslag at danne grundlag for en TMU godkendelse af projektet. I
slutningen af året forelægges sagen med henblik på frigivelse af en
anlægsbevilling til entreprenørydelsen og til realisering af anlægsarbejderne.
Anlægsarbejderne forventes påbegyndt ultimo 2007 og afsluttet inden udgangen af
2008.
BILAG
Øvrige bilag.
Bilag 1:
Øresundsvej mellem Amagerbrogade og Amager Strandvej, oversigtskort -
eksisterende forhold
Ole Bach