Nyt vejnavn til Tingbjerg, Brønshøj-Husum
Teknik- og Miljøudvalget skal på baggrund af en indstilling fra Vejnavnenævnet tage stilling til et vejnavn i Tingbjerg, Brønshøj-Husum.
Indstilling
Vejnavnenævnet indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at en ny intern vej i Tingbjerg navngives Bygården pr. 1. februar 2019.
Problemstilling
Med Lokalplan 556 ”Lille Torv” omdannes et butikscenter i Brønshøj-Husum til et blandet bolig- og butiksområde med beboerhus og værested. De eksisterende forhold fremgår af bilag 2, hvor lokalplanområdet er markeret med rødt. Adgangen til de nye boliger og fællesfaciliteter skal ske via et privat internt areal med vej, parkering og gårdanlæg.
Bygherren og boligselskabet, der skal udvikle området, har ansøgt Vejnavnenævnet om, at det interne areal navngives med navnet Bygården. De begrunder bl.a. navneforslaget med, at det refererer til områdets historie, og at det harmonerer med navnene på de omkringliggende veje. De forventede fremtidige forhold og navneforslaget fremgår af kortet i bilag 3. Arealet, som foreslås navngivet Bygården, er markeret med lyseblåt i bilaget.
Løsning
Vejnavnenævnet indstiller navnet Bygården. Vejnavnenævnet finder, at det vil passe godt til områdets øvrige vejnavne - Ved Bygården, og til Bygårdsstræde. Vejnavnenævnet finder desuden, at nyt selvstændigt vejnavn kan være med til at karakterisere det nye område og gøre det lettere at finde vej, da navnefællesskabet bidrager til en entydig orientering i bydelen.
Ifølge § 2, stk. 2, i bekendtgørelse om vejnavne og adresser kan der fastsættes vejnavne for private veje og andre interne færdselsarealer som bl.a. private torve og pladser. Adressebekendtgørelsen giver således mulighed for at navngive det aktuelle areal, der skal give adgang til de nye boliger og fællesfaciliteter.
Høring
Navneforslaget har været i høring hos ni berørte parter - dvs. fire butikserhverv, Københavns Kommune, Boligselskaberne KAB og SAB, Bygherren Innovator, og Brønshøj-Husum Lokaludvalg. Der er indkommet tre høringssvar fra Boligselskabet SAB og (via KAB) fra ejendomsudvikleren NREP samt fra Brønshøj-Husum Lokaludvalg (bilag 4). Alle svar er positive.
Adressemæssige konsekvenser
Navngives det interne areal, vil en del af den nye bebyggelse få adresser til Bygården. Det drejer sig om de adresser, der kommer til at vende direkte ud mod det interne areal. Navngives det ikke, vil samtlige adresser i den nye bebyggelse få adresser til Ruten.
Da der er tale om et privat internt færdselsareal, har bygherren udgiften til vejnavneskiltningen.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når indstillingen er godkendt, vil navnet blive offentliggjort. Ikrafttrædelsen vil i overensstemmelse med beslutningen ske den 1. februar 2019.
Formand for Vejnavnenævnet
Ninna Hedeager Olsen
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 28. januar 2019
Indstillingen blev godkendt.