Mødedato: 27.11.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Finansiering og igangsættelse af områdefornyelse i Bavnehøj, Kgs. Enghave

Se alle bilag
Der skal tages stilling til, hvorvidt og hvor Københavns Kommune skal igangsætte en områdefornyelse i 2018.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at Bavnehøj udvælges til områdefornyelse i 2018-2024, jf. bilag 1.


    Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  2. at der afsættes en rådighedsbevilling på 44,0 mio. kr. til områdefornyelse i det udpegede område, finansieret med 44,0 mio. kr. fra Teknik- og Miljøudvalgets byfornyelsesramme, jf. bilag 2.
  3. at der frigives en anlægsbevilling på 0,8 mio. kr. til udarbejdelse af en kvarterplan sammen med kvarterets borgere, jf. bilag 2.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen vedtog den 30. marts 2017 de økonomiske rammer for det samlede byfornyelsesområde (bygnings-, gård- og områdefornyelser), jf. bilag 2. Her blev det besluttet, at der hvert år frem til 2021 skal igangsættes en dobbelt områdefornyelse. Et lovforslag til en ny byfornyelseslov betyder, at det ikke længere er nødvendigt at skelne mellem dobbelte og enkelte områdefornyelser, da denne praksis havde baggrund i statens tildelingskriterier.

Teknik- og Miljøudvalget skal derfor tage stilling til, om der i 2018 skal igangsættes en områdefornyelse i Bavnehøj. Borgerrepræsentationen skal endvidere tage stilling til reservation af midler til gennemførsel af den valgte områdefornyelse og frigivelse af midler til udarbejdelse af en kvarterplan.

Løsning

Københavns Kommune har siden 1997 igangsat 23 områdefornyelser som et greb til at løfte udsatte byområder. Denne praksis er formaliseret i hovedaftalen med Boligselskabernes Landsforenings 1. kreds, hvor kommunen forpligter sig til at arbejde for, at der årligt igangsættes to områdefornyelser.

Borgerrepræsentationen vedtog den 22. juni 2017 en ny Politik for Udsatte Byområder. Politikken udpeger 16 byområder som udsatte, jf. bilag 1. For at identificere det område, hvor en kommende områdefornyelse vil have størst effekt, har Teknik- og Miljøforvaltningen i dialog med kommunens øvrige forvaltninger suppleret den databaserede screening, der er i Politik for Udsatte Byområder, med en kortlægning af boligformer, byfornyelsesbehov, eksisterende og kommende investeringer, vurdering af områdernes fysiske tilstand, tilstedeværelsen af netværk og fritidstilbud m.v.

Nedenstående tabel giver et overblik over de tre områder: Bavnehøj, Ryparken og Bellahøj, som forvaltningen vurderer, vil have størst gavn af en områdefornyelse i 2018-2024. De tre områders udfordringer varierer, men fælles er, at de er præget af markante og komplekse problemstillinger. Afgrænsningen af områderne og beskrivelse af udfordringer og potentialer fremgår af bilag 1.

Socioøkonomisk data om de tre områder*

Område

Bavnehøj

Ryparken

Bellahøj

København

Antal beboere

4.143

4.914

5.700

570.138

Antal boliger

2.581

2.559

2.654

287.077

Almene boliger (%)

39,3 %

69,0 %

80,9 %

20,2 %

Areal (km2)

1,11 km2

1,26 km2

1,0 km2

-

Boligareal pr. beboer (m2)**

33,3 m2

36,8 m2

39,6 m2

41,9 m2

Beboere uden for arbejdsmarkedet (%)**

21,2 %

25,1 %

26,5 %

15,2 %

Beboere med lav indkomst (%)**

47,7 %

37,2 %

33,8 %

33,9 %

Beboere uden uddannelse (%)**

25,7 %

32,3 %

32,2 %

20,5 %

Beboere med ikke-vestlig herkomst (%)**

17,6 %

36,4 %

35,1 %

14,7 %

*Data bygger på tal fra 2015 fra kk-kort. ** Udpegningskriterier i Politik for Udsatte Byområder 2017.                                                                                                               

Forvaltningen indstiller, at den næste områdefornyelse igangsættes i Bavnehøj. Områdefornyelsen skal medvirke til, at den mest udsatte del af Sydhavnen i de kommende år ikke yderligere afsondres og isoleres fra resten af byen. En områdefornyelse vil binde Bavnehøj sammen med resten af Sydhavnen, hvor en positiv udvikling er igangsat med metrobyggeri, den igangværende områdefornyelse Sydhavnen og de skybruds- og byrumsløft, der allerede er besluttet.

Med en områdefornyelse igangsættes en 6-årig helhedsorienteret indsats. Der afsættes 44 mio. kr. til denne. Indsatsen gennemføres af en lokalt forankret styregruppe og et sekretariat, der sammen med områdets borgere, foreninger, netværk, kommunale og private aktører udvikler og implementerer de projekter, som samme gruppe har udpeget i kvarterplanen. Kvarterplanen og frigivelsen af midler til områdefornyelsen vedtages af Borgerrepræsentationen. Normalt afsættes 10 mio. kr. til drift og aflønning af tre medarbejdere, der står for implementering af kvarterplanen. Det vurderes, at et samarbejde mellem områdefornyelsen Sydhavnen og en kommende områdefornyelse Bavnehøj vil kunne reducere sekretariatsudgifterne med ca. 10 %, da der fx i forbindelse med kvarterplansprocessen og områdefornyelsens første år vil kunne trækkes på personalet fra Sydhavnen. Disse midler vil kunne anvendes til de konkrete projekter, jf. bilag 2.

Områdefornyelsens indsatser og projekter fastlægges først i kvarterplanen, men kan fx omfatte åbning af Bavnehøj Skoles skolegård, klimasikring af Sjælør Boulevard og udvikling af grønne byrum, der henvender sig til børn og unge. Der er også et stort potentiale i et samarbejde mellem en områdefornyelse i Bavnehøj og Sikker By om en tryghedsindsats, der også omfatter resten af Sydhavnen og nærområderne i Valby.

I Bavnehøj er der et stort byfornyelsesbehov: 700 lejligheder er støjplagede, 47 boliger mangler basale installationer som badeværelser og der er mange af områdets boliger, som har et stort behov for energirenovering – udfordringer, der kan ydes almindelig byfornyelsesstøtte til, hvorved kvarterets nedslidte boliger gøres mere tidssvarende.

Teknik- og Miljøudvalget udpegede den 16. december 2013 Bavnehøj som en del af områdefornyelse Sydhavnen, men området levede ikke op til de daværende kriterier fra staten og opnåede ikke statslig støtte. Dette skyldes, at antallet af almene boliger oversteg Ministeriets retningslinjer. De statslige kriterier gør sig ikke gældende denne gang, og Teknik- og Miljøudvalget har nu mulighed for at igangsætte en områdefornyelse i Bavnehøj. Forvaltningen har indstillet Bavnehøj som alternativ til det anbefalede område tre gange tidligere: I 2016, hvor Folehaven blev valgt, i 2015 hvor Sundby blev valgt, og i 2014 hvor Nordvest blev valgt.

Økonomi

Københavns Kommune har hidtil søgt staten om støtte til igangsættelse af to områdefornyelser årligt. Teknik- og Miljøudvalget blev i byfornyelsesredegørelsen den 9. oktober 2017 orienteret om konsekvenserne af et forslag til en ny byfornyelseslov, som i øjeblikket er i høring. Såfremt loven som ventet vedtages, vil byfornyelsesmidlerne fremover blive tildelt kommunerne som et samlet tilskud til byfornyelsesområdet. Kommunerne skal herefter selv fordele midlerne på de tre indsatser. Samtidig er midlerne blevet kraftigt reduceret.

Københavns Kommune kan derfor fremover selv beslutte i hvilke områder, der skal gennemføres områdefornyelser. Vedtages lovforslaget, kan områdefornyelsen gennemføres uden statslig medfinansiering. Dette scenarie er lagt til grund for indstillingen, idet de fulde omkostninger på 44 mio. kr. forudsættes gennemført ved kommunal finansiering. Ved en eventuel statslig medfinansiering vil den kommunale andel blive nedskrevet tilsvarende således, at den samlede økonomi på 44 mio. kr. vil være uændret. Budget for områdefornyelsen, kategorisering af anlægsmidler samt overblik over disponeringer og restbeløb indenfor byfornyelsens samlede rammer for 2018 er vist i bilag 2.

Videre proces

Når indstillingen er godkendt, vil Teknik- og Miljøforvaltningen i tæt dialog med borgerne i Bavnehøj, lokaludvalget, de relevante kommunale forvaltninger og øvrige aktører udarbejde en kvarterplan, der sendes til godkendelse hos Teknik- og Miljøudvalget og Borgerrepræsentationen i efteråret 2018.

Hvis den nye byfornyelseslov mod forventning ikke vedtages af Folketinget, udarbejder forvaltningen en ansøgning om områdefornyelse til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen med ansøgningsfrist den 8. januar 2018 og forventet svar i april 2018.

 

Pernille Andersen

/Jane Snog

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 27. november 2017

Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt med otte stemmer mod to. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, B, F, I og Ø.
Imod stemte: C og V.

Indstillingens 2. og 3. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med otte stemmer mod to. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, B, F, I og Ø.
Imod stemte: C og V.

Til top