Dispensation fra lokalplan nr. 483 "Marmorkirken metrostationsplads"
Indstilling og beslutning
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,- at der meddeles dispensation fra § 4, stk. 5 i lokalplan nr. 483 ”Marmorkirken metrostationsplads” til at undlade etablering af den planlagte cykelforbindelse fra Marmorkirken til St. Kongensgade
Problemstilling
I forbindelse med vedtagelsen af lokalplan nr. 483 ”Marmorkirken metrostationsplads” (bilag 1) vedtog Teknik- og Miljøudvalget i mødet den 23. januar 2012 et ændringsforslag, der bestemmer, at der skal etableres en cykelforbindelse fra Marmorkirken til St. Kongensgade. Cykelforbindelsen skal tage hensyn til fodgængere og være med cykelvenlig belægning.
Realdania har efterfølgende givet en bevilling på op til 8 mio. kr. til en opgradering af den kommende forplads ved Marmorkirken metrostation. Realdania vurderer, at det fastlagte forløb af cykelforbindelsen i midten af pladsen mellem de to trappenedgange er uforeneligt med ønsket om at udnytte det sparsomme pladsrum til ophold. Realdania har derfor udarbejdet et skitseforslag for pladsen, som ikke indeholder en cykelsti (bilag 3).
Realisering af projektet forudsætter således, at der meddeles dispensation efter forudgående naboorientering. Forvaltningen har gennemført naboorienteringen og modtaget 11 indsigelser.
Da projektet ikke er foreneligt med udvalgets ønske om en cykelsti fra Marmorkirken til St. Kongensgade, forelægges sagen for Teknik- og Miljøudvalget.
Løsning
Realdania har i forbindelse med bevillingen udarbejdet et skitseforslag til pladsen, hvor der i stedet for en egentlig anlagt cykelforbindelse laves et forsøg med "shared space" på stedet, hvor ophold og færdsel på pladsen forenes, uden at der på forhånd er defineret en specifik cykelsti med forret for cyklister.
Forvaltningen har flere gange drøftet problemstillingen omkring cykelsti og en ”shared space” løsning med politiet, som anbefaler, at der ikke etableres ”shared space”. Det er politiets holdning, at det er vigtigt at sikre, at der på dette sted ikke er tvivl om, hvem der skal vige for hvem. Ved etablering af cykelsti vil cyklisterne skulle trække over fortovet langs Store Kongensgade for at komme ind på cykelstien på pladsen.
På baggrund af Realdanias skitseforslag og drøftelserne med politiet kan forvaltningen ikke anbefale en ”shared space” løsning. Forvaltningen vurderer samtidig, at en plads med en sammenhængende belægning uden en cykelsti vil danne de bedste rammer for at skabe et fredeligt byrum med caféliv og mulighed for længere ophold og byliv. En cykelsti vil begrænse dette areal forholdsmæssigt meget.
Det er forvaltningens vurdering, at den gene, cyklisterne udsættes for ved ikke at kunne cykle de ca. 25 m over pladsen, opvejes af de kvaliteter, projektet medfører. Samtidigt vurderer forvaltningen på baggrund af trafikmønstret i området, at en cykelsti på pladsen kun vil være til gavn for et mindre antal cyklister.
Forvaltningen indstiller derfor, at Teknik- og Miljøudvalget beslutter at give en dispensation trods udvalgets tidligere ønske om cykelsti ved behandlingen af lokalplanen.
Ifølge planlovens § 19 kan kommunen dispensere fra bestemmelserne i en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med principperne i planen. Videregående fravigelser kan kun foretages ved tilvejebringelse af en ny lokalplan.
Høring
Ansøgningen om dispensation har i overensstemmelse med planlovens § 20 været i naboorientering (bilag 4). Forvaltningen har i den forbindelse modtaget 11 henvendelser, herunder fra Indre by Lokaludvalg. Syv indsigelser er for en dispensation, fire er imod.
Indre By lokaludvalg kan tilslutte sig, at der gives den ønskede dispensation. Lokaludvalget anbefaler, at man ikke tillader udeservering på pladsen omkring metrotrapperne, som vist på tegningen i bilag 3.
Hovedsynspunkterne i de øvrige indsigelser er:
- tilfredshed med et byrum med plads til ophold
- enig i, at der ikke er plads til en cykelsti i det smalle rum
- utilfredshed med, at muligheden for at cykle igennem pladsen fjernes permanent
Indsigere, som er for at undlade cykelsti, er generelt enige med forvaltningens vurdering af begrænsningerne i det smalle byrum til både cykler, fodgængere og byliv. Indsigere, der er for cykelstien, henviser til, at det er en begrænsning af muligheden for at bevæge sig frit på cykel. Forvaltningen har vurderet, at når cyklister alligevel skal trække over et fortov ved St. Kongensgade, så er det en begrænset gene at trække yderligere 25 m.
Resumé af de modtagne henvendelser med forvaltningens bemærkninger fremgår af bilag 5.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for kommunen.
Videre proces
Hvis Teknik- og Miljøudvalget godkender indstillingen, meddeler forvaltningen de ønskede dispensationer og orienterer alle indsigere om afgørelsen.
Pernille Andersen
/Simon Kjær Hansen
Beslutning
Der blev stillet ændringsforslag om, at indstillingen suppleres med et 2. at-punkt:
”at udvalget forelægges en evaluering af trafikløsningen to år efter, at den er ibrugtaget.”
Ændringsforslaget blev godkendt uden afstemning.
Den således ændrede indstilling blev godkendt med 10 stemmer mod 1.
For stemte: A, B, F, I, V og Ø
Imod stemte: C
Ingen undlod at stemme.