Mødedato: 27.10.2014, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Endelig vedtagelse af lokalplan "PF. Kongelund"

Se alle bilag
Efter høringsperioden skal Borgerrepræsentationen vedtage lokalplan ”PF. Kongelund”. Lokalplanen skal muliggøre, at kolonihaveområdet kan overgå til helårsbeboelse.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,  
  1. at lokalplan ”Pf. Kongelund” vedtages endeligt uden ændringer.

Problemstilling

Lokalplanforslaget omfatter den private haveforening Parcelforeningen Kongelunds område mellem Kongelundsvej og Tårnby Kommune. Det er udarbejdet efter ønske fra haveforeningen med henblik på at lovliggøre helårsbeboelse i det oprindelige kolonihaveområde. 


Lokalplanforslaget blev vedtaget i Borgerrepræsentationen den 27. marts 2014 og har været i høring fra 14. maj 2014 til 13. august 2014. Forvaltningen har modtaget 14 henvendelser. Lokalplanforslaget er i overensstemmelse med kommuneplan 2011.

Løsning

Lokalplanen fastlægger området til helårsboliger i form af enfamiliehuse. Derudover kan der opføres fælleshuse på tilsammen maksimalt 200 m², herunder en dagligvarebutik på maksimalt 100 m2.  

Den nødvendige brandsikring af områdets bebyggelse er gennemført og godkendt i august 2014.
 
Området skal kloakeres senest den 1. januar 2015 i henhold til Tillæg nr. 3 til Spildevandsplan 2008. HOFOR skal lægge et stik frem til grundgrænsen, mens grundejeren har ansvar for at kloakere inde på grunden. Efter forhandling mellem HOFOR og haveforeningen er der fundet en ordning for opkrævning af et reduceret tilslutningsbidrag.

Mod Kongelundsvej opretholdes den eksisterende vejlinje. De interne adgangsstier, der fastlægges i lokalplanen, kan udlægges som private fællesveje
.

Der henvises i øvrigt til faktaarket i bilag 4.

Høring
Modtagne henvendelser i høringsperioden:
De modtagne henvendelser vedlægges som bilag 2. I bilag 3 er henvendelserne refereret med forvaltningens bemærkninger. Borgernes hovedsynspunkter i henvendelserne er anført nedenfor.

Bemærkninger fra Amager Vest Lokaludvalg – bilag 2, henvendelse nr. 3.
Udvalget er overordnet positiv over for lokalplanen, men forundres over at der skal etableres et tostrenget kloaksystem, der efter udvalgets opfattelse er i strid med princippet om håndtering af regnvand på egen grund. Derudover rejses der kritik af, at haveforeningen selv skal betale for kloakeringen, når andre er sluppet herfor. Udvalget efterlyser oplysninger om ændringer i lovgrundlaget og anmoder om, at foreningen kompenseres i en overgangsløsning for den ændrede praksis.

Bemærkninger fra Københavns Museum – bilag 2, henvendelse nr. 1.
Museet oplyser, at der på denne del af Amager er mange oplysninger om arkæologiske fund, men at det aktuelle område gennem tiden er indgået som marker mv. og har ligget ubebygget hen til første halvdel af 1900-tallet. Ved eventuelle fund i forbindelse med anlægsarbejder skal museet kontaktes.

Hovedsynspunkter i borgernes henvendelser

  • Utilfredshed med restriktionerne for bebyggelsen på de parceller, der ligger ovenpå HOFOR's hovedkloak gennem området.
  • Kritik af at området nedlægges som kolonihaveområde og ændres til helårsbeboelse.
  • Indvendinger i forhold til, at der er sket byggearbejder i høringsperioden.

Forvaltningens bemærkninger
Et tostrenget kloaksystem betyder alene, at regnvandet skal separeres fra spildevandet, og udelukker ikke anvendelsen af LAR-løsninger (lokal afledning af regnvand). Angående betalingen for kloakeringen er lovgrundlaget ændret, således at HOFOR alene må føre stikket frem til grundgrænsen. HOFOR har indgået aftale med foreningen om reduktion af tilslutningsafgiften.

Restriktionerne for bebyggelsen ovenpå HOFOR’s hovedkloak er baseret på den tinglyste servitut og gælder også for den eksisterende bebyggelse. Såfremt HOFOR i konkrete tilfælde måtte tillade andet, kan der dispenseres fra lokalplanens bestemmelse. Forvaltningen har anmodet HOFOR om kommentarer til de indsigelser, der vedrører kloakledningen. Kommentarerne er medtaget i bilag 3, sammen med forvaltningens bemærkninger, hvortil der henvises.

Lokalplanen er udarbejdet i overensstemmelse med Kommuneplan 2011, der fastlægger området til haveboligområde (helårsbeboelse). Pf. Kongelund er et af de 11 områder, der i 2002 blev besluttet tilladt til helårsbeboelse, når foreningerne anmodede om det. Pf. Kongelund har med baggrund i en generalforsamlingsbeslutning ønsket at overgå til helårsbeboelse. Der henvises i øvrigt til forvaltningens bemærkninger i bilag 3. Der er ikke i høringsperioden givet tilladelse til egentlige byggearbejder, men der har pågået arbejde med brandsikring af den eksisterende bebyggelse, som er en forudsætning for, at lokalplanen kan vedtages endeligt. 

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for kommunen.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har vedtaget lokalplanen, bekendtgør forvaltningen denne i henhold til reglerne i planloven. 


                     Pernille Andersen                                    
                                                                                                     /Simon Kjær Hansen

Beslutning

Indstillingen blev anbefalet overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Teknik- og Miljøudvalget afgav protokolbemærkning:
”Det er væsentligt for Teknik- og Miljøudvalget, at byggerier opført i PF. Kongelunden i lokalplanens høringsperiode så vidt muligt bringes i overensstemmelse med lokalplanens formål og krav. ”

Til top