Ansøgning til statslig cykelpulje for supercykelstier og cykelparkering
Indstilling og beslutning
Teknik og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,Problemstilling
Ifølge den politiske aftale af 12. juni 2014 mellem Folketingets partier (A, B, F, O, Ø) om metro, letbane, nærbane og cykler, er der afsat en pulje på 180 mio. kr. til supercykelstier og cykelparkering. Der er afsat 40 mio. kr. i 2014 og 140 mio. kr. i 2015. Tilskudsandelen fra staten udgør 40 % af et samlet projekt.
Pulje til Supercykelstier og Cykelparkering blev åbnet for ansøgninger den 2. september 2014 af Trafikstyrelsen (cykelparkering) og Vejdirektoratet (supercykelstier). Ansøgningsfrist var den 8. oktober 2014. Det er oplyst, at op til 40 mio. kr. udmøntes i denne runde.
På grund af den korte ansøgningsperiode beskriver denne indstilling ansøgninger, der allerede er fremsendt fra Teknik- og Miljøforvaltningens side. Såfremt indstillingen godkendes fastholdes ansøgningerne, såfremt indstillingen afvises trækkes ansøgningerne tilbage af forvaltningen.
Løsning
Der er ansøgt om midler til projekter, der berører kendte temaer: Supercykelstier og cykelparkering.
Nedenfor beskrives de tre projekter, der er søgt støtte til:
1. Farumruten - Supercykelsti
Der ansøges om støtte til forbedringer af strækningen på Farumruten fra Mosesvinget i Bispebjerg til kommunegrænsen (se bilag 1). Hovedelementer i ansøgningen er en bredere cykelsti på strækningen, der primært forløber langs Hillerød Motorvejen samt lys på strækningen. Farumrutens 1. etape fra Bellahøj til Farum blev indviet i april 2013 i samarbejde med Gladsaxe og Furesø Kommune. Der søges således her om støtte til opgraderinger på en eksisterende rute.
2. Ørestadsruten - Supercykelsti
Der er søgt om støtte til punktvise forbedringer af Ørestadsruten, der går fra den sydligste del af Ørestaden til Amager Boulevard, det meste af vejen parallelt med metroen (se bilag 1). Projektet har sin hovedtyngde på krydsforbedringer, bl.a. krydsninger af Vejlands Alle, Grønjordsvej og Njalsgade. Projektet indeholder desuden skiltning og understøttende aktiviteter, der fastlægges i dialog med virksomheder og uddannelsesinstitutioner i Ørestad.
3. Cykelhåndtering A/S
Der er søgt støtte til at udvikle et organisatorisk set up i hovedstadsregionen, der sikrer bedre og mere effektiv håndtering af efterladte cykler, herunder også at flere stjålne cykler kan komme retur til deres ejer. Interessenter/samarbejdspartnere er Politi, DSB, Metro, boligforeninger, handelsstandsforeninger, socioøkonomiske virksomheder mv. Ansøgningen er identisk med en tidligere fremsendt ansøgning til Den statslige Cykelpulje, der administreres af Vejdirektoratet. Ansøgningen til Den statslige cykelpulje blev godkendt på Teknik- og Miljøudvalgets møde 17. marts 2014, men projektet modtog ikke støtte. Ansøgningen bliver fremsendt til Pulje til Supercykelstier og Cykelparkering efter dialog med Trafikstyrelsen, og er nu støttet af hensigtserklæringer fra Region Hovedstaden og en række omegnskommuner. Her bruges der i dag også betydelige resurser på at håndtere stjålne og efterladte cykler, der fylder op i byrummet.
Økonomi
Puljen til Supercykelstier og Cykelparkering giver typisk 40 % i støtte til de ansøgte projekter, hvorfor kommunen selv skal tilvejebringe 60 %. Det er ikke muligt at opnå støtte til projekter, som allerede er finansieret. Kommunens egenfinansiering skal tilvejebringes i kommende budgetter.
Ansøgningerne har på nuværende tidspunkt i sig selv ikke økonomiske konsekvenser for kommunen, og kommunen forpligtiger sig således ikke til at modtage eventuelt tildelt støtte. Hvis eventuelt tildelt støtte fra staten skal udmøntes, skal kommunen kunne anvise den nødvendige egenfinansiering. Alternativt kan kommunen vælge at takke helt eller delvist nej til støtten.
Tabel 1. Oversigt over cykelprojekter, der søges støtte til.
Projekt (Titel) |
Statslig støtte (mio. kr. og procent)
|
Københavns egenfinansiering for at udløse støtte (mio. kr.) |
Støtte og egenfinansiering i alt (mio. kr.) |
Farumruten |
7,4 (40 %) |
11,1 |
18,5 |
Ørestadsruten
|
2,9 (40 %) |
4,35 |
7,25 |
Cykelhåndtering A/S |
1,06 (40 %) |
1,59 |
2,65 |
I alt |
11,36 |
17,04 |
28,4 |
Videre proces
Afgørelsen om hvilke ansøgninger, der er tildelt støtte, forventes primo 2015. Såfremt der bevilges statslig støtte til et eller flere af ovennævnte projekter, vil Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejde budgetnotater til Budget 2016, således at den nødvendige egenfinansiering kan tilvejebringes, forudsat dette besluttes politisk. Forudsat, at egenfinansiering kan anvises, vil Teknik- og Miljøudvalget blive forelagt en indstilling om at godkende indtægtsbevilling og derefter på linje med andre anlægsprojekter en indstilling om de konkrete projekter.
Pernille Andersen
/ Simon Kjær Hansen