Mødedato: 27.08.2012, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Navngivning af ny vej ved Rovsingsgade

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal godkende, at en ny vej ved Rovsingsgade navngives Emblasgade.

Indstilling og beslutning

Vejnavnenævnet indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

1.    at en ny vej ved Rovsingsgade navngives Emblasgade pr. 1. december 2012.

Problemstilling

Ifølge lokalplan 423 ”Ragnhildgade Vest” opføres der boligbebyggelse og gives mulighed for serviceerhverv på kommunens tidligere areal ved Rovsingsgade. Lokalplanen muliggør ved fuld udnyttelse, at der kan indrettes op til 2.000 m² serviceerhverv og op til ca. 460 boliger.
 
Der er taget hul på 1. etape, der omfatter 27 almene plejeboliger og 113 almene familieboliger med forventet indflytning i de første boliger marts/april 2013. Til at betjene den nye bebyggelse skal der med adgang fra Rovsingsgade anlægges en ny vej, som skal navngives (se bilag).

Løsning

Navnesystematikken i området er blandt andet nordisk mytologi. Vejnavnenævnet indstiller derfor et vejnavn, der har reference til den nordiske mytologi og har besluttet at indstille navnet Emblasgade til godkendelse.

Embla, - i skabelsesmytologien det første menneske af hunkøn. (Kilde: Den Store Danske, Gyldendals Store Encyklopædi).

Forslaget har været i høring hos de berørte parter. Der er indkommet høringssvar fra alle adspurgte.

Nørrebro Lokaludvalg, Københavns Ejendomme og Økonomiforvaltningen svarer, at de ikke har bemærkninger til forslaget.

Boligselskabet Domea finder ikke navnet velegnet. De begrunder det med, at navnet er svært at udtale, og at det ikke har relation til Ragnhildgade og Haraldsgade. Boligselskabet ønsker i stedet vejen navngivet Haddinggade. De begrunder forslaget med, at Hadding var en dansk sagnkonge, som ægtede en kongedatter ved navn Ragnhild.

Økonomi

Der er kun mindre økonomiske konsekvenser i forbindelse med opsætning af vejnavneskilte, som udføres under driftsbudgettet.

Videre proces

Når navnet bliver godkendt i Teknik- og Miljøudvalget, vil det blive offentliggjort. Ikrafttræden vil i overensstemmelse med beslutningen ske den 1. december 2012.  

 

Ayfer Baykal

Formand for Vejnavnenævnet

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i møde den 27. august 2012

Indstillingen blev godkendt.
Til top