Medlemsforslag om genbehandling af forslag til lokalplan Wilders Plads 9-11, Indre By
Det foreslås,
- at Teknik- og Miljøudvalget pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen at genforelægge "Forslag til lokalplan Wilders Plads 9-11, Indre By”, der blev behandlet på Teknik- og Miljøudvalgsmødet den 19.12.2022.
(Stillet af Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Venstre og Alternativet)
Motivering
Familien, der ejer og driver Wilders Plads i nu 6. generation, har længe arbejdet på udviklingen af Wilders Plads 11 samt med en vision om at bibeholde byens sjæl samtidig med at området fik tilført nyt med en ny bygning. Den eksisterende bygning på grunden står ikke til at redde, hvis det byliv som bygningen før husede skal genetableres. Bygherres og dermed familiens forslag om en ny bygning på Wilders Plads 9-11 sikrer blandt andet, at det særegne og kulturmiljøet for bygningerne på Wilders Plads videreføres ved at videreføre de særegne gule facader kendt fra Wilders Plads. Bygherre ønsker også at skabe rammerne for, at der i stueetagen kan genetableres det liv herunder muligheden for restauration og café som bygningen blandt andet blev kendt for at huse, før den lukkede. Endeligt ønsker bygherre at bygge en bygning der er DGNB-guld certificeret samt har en levetid på 200 år, hvilket er langt over gennemsnittet for den type bygninger.
Derfor ønskes en genbehandling af forslaget til lokalplanen for Wilders Plads 9-11 med henblik på at tilvejebringe de nødvendige rammer, så familien – og dermed bygherre, der har drevet og udviklet Wilders Plads i 6 generationer – får de nødvendige godkendelser til at udvikle Wilders Plads 9-11. Derved sikres rammerne om byens sjæl på Wilders Plads fremfor at det står hen og forfalder som tilfældet er I dag grundet bygningens stand.
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 27. maj 2024
Medlemsforslaget bortfaldt ved mødets start.