Bedre parkeringsforhold for hjemmepleje i Københavns Kommune
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at køretøjer med hjemmeplejelicens får adgang til at parkere i den kommende parkeringsforbudszone i Middelalderbyen.
- at køretøjer med hjemmeplejelicens får adgang til at parkere på delebilpladser.
- at det pålægges forvaltningen at undersøge muligheden for, at ambassadepladser gøres tilgængelige for køretøjer med hjemmeplejelicens.
- at Teknik- og Miljøforvaltningens løsningsforslag, om at fritage køretøjer med hjemmeplejelicens fra betalingsparkering i betalingsområdet fra 1. januar 2025, indgår i forhandlingerne om Budget 2025, jf. løsningsafsnit og økonomiafsnit.
Problemstilling
Hjemmeplejen oplever, at uforudsigeligheden på parkeringsområdet har negativ indflydelse på deres arbejdsvilkår. Den tid, som hjemmeplejen bruger på at søge efter parkering, er tid der tages fra at imødekomme borgernes plejebehov og ønsker om mere social interaktion. Ved indførsel af den kommende parkeringsforbudszone i Middelalderbyen, som er vedtaget med Byrums- og Trafikplan for Middelalderbyen 2022, skabes nye komplikationer for hjemmeplejens arbejde. I forbindelse med borgerbesøg er der jævnligt behov for at medbringe tungt udstyr, hvorfor ikke alle hjemmeplejens besøg kan foregå på cykel.
For at afhjælpe udfordringerne, kan køretøjer, som Sundheds- og Omsorgs- samt Socialforvaltningen benytter til hjemmeplejeopgaver, gives adgang til flere typer af reserverede parkeringspladser, og/eller fritages for betaling på offentlige veje. Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, hvilke typer af reserverede pladser, hjemmeplejen kan få adgang til i aftentimerne, samt om hjemmeplejens køretøjer skal fritages for det kommende parkeringsforbud i Middelalderbyen.
Løsning
Forvaltningen vurderer, at følgende ordninger vil kunne bidrage til at lette parkeringsforholdene for hjemmeplejen.
1. Adgang til at parkere i den kommende parkeringsforbudszone i Middelalderbyen
Ved indførsel af den kommende parkeringsforbudszone i Middelalderbyen, som er vedtaget med Byrums- og trafikplan for Middelalderbyen 2022, skabes komplikationer for hjemmeplejens arbejde. For at understøtte hjemmeplejens arbejde hos borgere i den berørte bydel, kan Teknik- og Miljøudvalget beslutte, at hjemmeplejens køretøjer skal fritages for det kommende parkeringsforbud i Middelalderbyen.
2. Adgang til reserverede parkeringspladser
Teknik- og Miljøforvaltningen har i samarbejde med Sundheds- og Omsorgsforvaltningen gennemført en undersøgelse, mhp. at kortlægge og tydeliggøre de parkeringsudfordringer, hjemmeplejen oplever i forbindelse med borgerbesøg i aftentimerne (bilag 2). Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har fået resultatet af undersøgelsen.
Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 8. juni 2020, at hjemmeplejens køretøjer skulle have adgang til 220 erhvervsparkeringspladser på hverdage i tidsrummet kl. 17-07. Teknik- og Miljøforvaltningen vurderede, at det kunne afhjælpe en del af hjemmeplejens parkeringsudfordringer i aftentimerne, særligt i brokvarterene, som er tæt befolkede.
For yderligere at forbedre parkeringsforholdene for hjemmeplejen, foreslår Teknik- og Miljøforvaltningen at give hjemmeplejens køretøjer adgang til parkeringspladser, der er reserveret til delebiler. Hjemmeplejens parkeringer i forbindelse med borgerbesøg i aftentimerne er kortvarige. Derfor vurderer Teknik- og Miljøforvaltningen, at parkeringerne ikke vil være til gene på pladser reserveret til delebiler.
3. Ambassadepladser gøres tilgængelige for køretøjer med hjemmeplejelicens
Derudover vil forvaltningen undersøge muligheden for, at hjemmeplejen kan benytte p-pladser som er reserveret til køretøjer med ærinder på ambassader (herefter ambassadepladser). Det skal dog være let for hjemmeplejens medarbejdere at afkode, om de må benytte specifikke ambassadepladser eller ej. Forvaltningen foreslår derfor, at der i dialog med ambassaderne laves en opgørelse af, hvor mange ambassader der vurderer, at de kan stille deres reserverede p-pladser til rådighed for hjemmeplejen i aften- og nattetimerne. Der kan fx være praktiske eller sikkerhedsmæssige hensyn, der taler imod. Hvis udvalget godkender 3. at-punkt, vil forvaltningen udarbejder en sag om ambassadepladser pba. dialogen med ambassaderne.
Kommunen benytter en licensløsning, hvor køretøjer, der er indregistreret under kommunens cvr-nr. og anvendes i hjemmeplejen (alternativt private leverandører, der leverer hjælp efter servicelovens § 83 og udelukkende benytter køretøjerne til dette formål), får udstedt en gratislicens til at parkere på pladserne i tidsrummet kl. 17-07. Parkeringsvagterne kan så identificere, hvilke køretøjer der må holde på de udvalgte pladser.
4. Fritagelse fra betaling
Som følge af hensigtserklæringen fra Budget 2024 er Teknik- og Miljøudvalget forpligtet til at udarbejde budgetnotat til senere budgetforhandlinger, jf. Økonomiforvaltningens årlige indkaldelsescirkulære. Teknik- og Miljøudvalget skal på den baggrund tage stilling til, om forvaltningens anbefalede løsningsforslag (4. at-punkt) skal danne baggrund for budgetnotat, der skal indgå i forhandlingerne om Budget 2025.
Budgetnotatet kommer til at foreslå, at køretøjer med hjemmeplejelicens (alternativt private leverandører, der leverer hjælp efter servicelovens § 83 og udelukkende benytter køretøjerne til dette formål) fritages for betaling i betalingszonerne fra 1. januar 2025, på baggrund af hjemmeplejens samfundsmæssige almennyttige- og lovbestemte opgave.
Teknik- og Miljøforvaltningen er ved at indhente data om Sundheds- og Omsorgs- samt Socialforvaltningens parkeringer, mhp. at kunne udregne de økonomiske omkostninger, som er forbundet med løsningsforslaget. Finansieringsbehovet vil fremgå af det budgetnotat, der skal indgå i forhandlingerne om Budget 2025.
Oplysning
Teknik- og Miljøforvaltningens undersøgelse viser, at hjemmeplejens medarbejdere ikke er opmærksomme på muligheden for at parkere på erhvervspladser. Derudover mangler information om, at hjemmeplejens el-køretøjer lovligt kan benytte parkeringspladser, der er reserveret til elbiler. Derfor vil Teknik- og Miljøforvaltningen, i samarbejde med Sundheds- og Omsorgsforvaltningen samt Socialforvaltningen, sætte struktur på vidensdelingen. Dette mhp., at alle hjemmeplejens medarbejdere bliver oplyst om de nuværende og evt. fremtidige parkeringsmuligheder.
Politisk handlerum
Teknik- og Miljøudvalget kan beslutte, at
- der oprettes et antal dedikerede parkeringspladser til køretøjer med hjemmeplejelicens. Dette kan gøres på udvalgte adresser i byen efter hjemmeplejens anvisninger, men vil skulle findes ved at konvertere konventionelle p-pladser. Det vil i praksis betyde færre parkeringspladser til borgerne, der, især i aftentimerne, også oplever udfordringer med at finde parkering tæt ved deres bopæl. Udvalget kan beslutte et ændringsforslag herom, såfremt de vil henvise finansieringen af initiativet til forhandlingerne om Budget 2025.
- fritage køretøjer med hjemmeplejelicens for krav om opladning på elbilspladser med tilknyttet ladeinfrastruktur udenfor tidsrummet kl. 19-08.
Økonomi
Indstillingens 1.-3. at-punkt har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Gennemførelse af 4. at-punkt vil afhænge af, at Borgerrepræsentationen afsætter finansiering i de kommende budgetforhandlinger. Indstillingens 4. at-punkt medfører mindreindtægter fra betalingsparkering på ca. 2-3 mio. kr. årligt fra 1. januar 2025. Mindreindtægten håndteres af budgetmodellen for parkeringsområdet og vil modsvares af tilsvarende mindreudgifter for de berørte udførende forvaltninger. Mindreindtægten påvirker således ikke servicemåltallet.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil 1.– 3. at-punkt implementeres som led i den løbende parkeringskontrol. Når udvalget har godkendt 4. at-punkt, vil fritagelse for betaling på offentlige veje i betalingsområdet fra 1. januar 2025 for køretøjer med hjemmeplejelicens indgå i forhandlingerne om Budget 2025. Fritagelse for betaling på offentlige veje i betalingsområdet vil kun blive realiseret, såfremt Borgerrepræsentationen afsætter finansiering hertil.
Desuden vil forvaltningen initiere en bredere oplysningsproces i samarbejde med relevante forvaltninger.
Søren Wille
/ Lena Kongsbach
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 27. maj 2024
Radikale Venstre, Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti stillede følgende ændringsforslag som nyt at-punkt:
”at fritage køretøjer med hjemmeplejelicens for krav om opladning og tidsbegrænsning på elbils-pladser med tilknyttet ladeinfrastruktur.”
Ændringsforslaget blev vedtaget med 8 stemmer mod 3. Ingen undlod at stemme.
For stemte: A, B, F, Ø og Å
Imod stemte: V
Undlod at stemme: C
Den således ændrede indstilling blev godkendt uden afstemning.
Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Det Konservative Folkeparti støtter indstilling; der mangler parkeringspladser mange steder i København, og det går udover både beboer, plejehjem med flere. Løsningen vil være flere parkeringspladser – indtil da støtter vi gerne, at hjemmeplejen anvender de nævnte ledige parkeringspladser – om end der kun er tale om symptombehandling fremfor løsningen på det reale problem.”