Mødedato: 27.05.2024, kl. 15:00
Mødested: Østbanegade 135, 2100 Kbh Ø (AP Pension)

Ansøgning om støtte fra tilskudsdeklarationsmidlerne til Renden og Guldkysten, Kongens Enghave

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til ansøgning om støtte fra tilskudsdeklarationsmidlerne. Borgerrepræsentationen skal grundet kommunens budget- og regnskabssystem tage stilling til, om kommunen skal bevilge midlerne.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at der bevilges støtte på 0,5 mio.kr. til juridisk rådgivning til Foreningen Renden og Guldkysten.

    Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  2. at der overføres 0,5 mio.kr. af tilskudsdeklarationsmidlerne til juridisk rådgivning til Foreningen Renden og Guldkysten. De 0,5 mio.kr. overføres fra Økonomiudvalgets bevilling Finansposter (kommunekassen) til Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær drift i 2024 jf. økonomiafsnittet.

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen har modtaget ansøgning fra Foreningen Renden og Guldkysten om støtte i form af gave fra tilskudsdeklarationsmidlerne.

Støtten af tilskudsdeklarationsmidlerne skal anvendes til at finansiere juridisk rådgivning i forbindelse med udvikling, bevarelse og lovliggørelse af områderne Renden og Guldkysten med henblik på at give de eksisterende beboere i området mulighed for at blive hørt under processen for lovliggørelsen af området.

Borgerrepræsentationen har den 27. august 1998 delegeret til Teknik- og Miljøudvalget at træffe beslutninger om anvendelse af tilskudsdeklarationsmidlerne. Kommunens opdaterede bevillingsregler, der blev vedtaget af Borgerrepræsentationen den 21. november 2019 betyder, at Borgerrepræsentationen skal tage stilling til det bevillingstekniske i, at midlerne udbetales fra Økonomiudvalgets bevilling Finansposter jf. økonomiafsnittet. 

Løsning

Tilskudsdeklarationsejendommene har mulighed for at frikøbe sig fra tilskudsdeklarationen, hvilket giver kommunen et provenu, der ifølge lovgivningen skal øremærkes boligkulturelle formål til at fremme ny boligproduktion eller til boligfilantropi eller lignende jf. bilag 2.

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller overfor Teknik- og Miljøudvalget, at en del af disse tilskudsdeklarationsmidler anvendes til lovliggørelsen af Renden og Guldkysten i Sydhavnen som led i tilvejebringelse af boliger på sigt, så deklarationsmidlerne fortsat kan opfylde deres oprindelige formål om at stille billige og gode boliger til rådighed for den mindre bemidlede del af befolkningen.

Område Guldkysten og Renden
Guldkysten og Renden er et område i Sydhavnen, der deler matrikel med Haveforeningen Musikbyen. Området har en unik og selvgroet karakter, der gennem mange år har været opholdssted for en del af byens borgere, der har søgt en alternativ måde at bo på.

Københavns Kommune har siden primo 2023 arbejdet intensivt med området, hvor en række problematiske forhold, såsom at området er bebygget og beboet uden tilladelse, og uden der betales leje, jordforurening, bebyggelser inden for strandbeskyttelseslinje og manglende kloakering, gør sig gældende.

En løsning kan være, at der på samme tid værnes om områdets kvaliteter og arbejdes med områdets udfordringer med henblik på at skabe lovlige rammer for den fremtidige brug af området.

Ansøgning fra Foreningen Renden og Guldkysten
Forvaltningen har modtaget ansøgning fra Foreningen Renden og Guldkysten om støtte til finansiering af juridisk bistand til det beskrevne formål. Støtten vil blive givet i form af gave og vil muliggøre, at de ønsker og visioner som beboerne har for området om at bevare den særlige boligkultur og sikre områdets sociale profil vil kunne omsættes til juridisk holdbare forslag. Dette vil bidrage til en kvalificeret dialog med Københavns Kommune om lovliggørelsen herunder løsninger udtænkt af beboerne selv i samarbejde med juridiske rådgivere, der forventes i højere grad at møde støtte i området end løsninger beboerne ikke selv har medvirket til at udforme jf. bilag 3.

Det foreslås at yde støtte i henhold til de konkrete opgaver og forventet tidsforbrug gennem juridisk rådgivning fra Kontra Advokater beskrevet i bilag 4.

I forbindelse med denne støttesagsbehandling stiller Teknik- og Miljøforvaltningen betingelse om, at Kontra Advokater aflægger regnskab over for Københavns Kommune, herunder løbende fremsendelse af faktura til forvaltningen i forbindelse med afregningen af opgaver, der er bevilliget tilskud til jf. bilag 4. Endvidere vil Teknik- og Miljøforvaltningen stille betingelse om, at Foreningen Renden og Guldkysten i forbindelse med hver udbetaling attesterer at have modtaget rådgivning svarende til udbetalingen. På den måde vil Københavns Kommune kunne sikre sig, at midlerne anvendes inden for formålet med bevillingen.

Politisk handlerum

Det kan besluttes at afvise indstillingen om støtte fra tilskudsdeklarationsmidlerne til Foreningen Renden og Guldkysten i Sydhavnen.

Økonomi

De udisponerede tilskudsdeklarationsmidler er placeret under Økonomiudvalgets bevilling Finansposter (kommunekassen) og er øremærket til de i deklarationerne angivne boligsociale formål. Den budgetmæssige dækning findes ved at overføre midler fra Økonomiudvalgets bevilling Finansposter (kommunekassen) til Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær drift, hvor udbetalingen foretages fra. Teknik- og Miljøforvaltningen har fået oplyst af Økonomiforvaltningen, at der efter første sag om forventet regnskab er ledigt servicemåltal på 0,5 mio. kr., som kan udmøntes i denne sag.

De bevillingsmæssige konsekvenser fremgår af tabel 1:

Tabel 1: Bevillingsmæssige konsekvenser

At-punkt

Udvalg

Bevilling

(nr. og navn)

Funktion

Indtægt (I) /
Udgift (U)

Beløb i 1.000 kr.*

(2024 pl)

Varig?
ja/nej

2024

2

TMU

1.000 Ordinær drift

0.25.18.1

U

462

Nej

1 og 2

ØU

Finansposter

8.22.05.5

U

                 - 462

Nej

I alt

 

 

 

 

0

-

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, vil Teknik- og Miljøforvaltningen udbetale støtten, når betingelserne herfor er opfyldt.

                                                     Søren Wille

                                                                      /Karsten Biering Nielsen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 27. maj 2024

 

Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt med 9 stemmer mod 2. Ingen undlod at stemme.

For stemte:  A, B, F, V, Ø og Å

Imod stemte:  C

 

Indstillingens 2. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med 9 stemmer mod 2. Ingen undlod at stemme.

For stemte:  A, B, F, V, Ø og Å

Imod stemte:  C

 

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”Det Konservative Folkeparti er imod den ulovlige bosættelse på den forurenede jord og i strid med strandbeskyttelseslinjen. Det Konservative Folkeparti ønsker et samfund baseret på lov- og orden og ikke et samfund baseret på kleptomani eller den stærkes ret til at tage hvad man vil have, derfor kan vi naturligvis på ingen måde støtte de ulovlige bosættelser.”

Til top