Mødedato: 27.04.2015, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Høringssvar til ”Forslag til behov, mål og krav til kompetencer i forbindelse med ny aftale vedr. højnelse af mad- og måltidskulturen i Københavns Kommune”

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til et høringssvar til Økonomiudvalget om en kommende aftale vedr. højnelse af mad- og måltidskulturen i Københavns Kommune.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at høringssvaret i bilag 1 til ”Forslag til behov, mål og krav til kompetencer i forbindelse med ny aftale vedr. højnelse af mad- og måltidskulturen i Københavns Kommune” sendes til Økonomiudvalget.

Problemstilling

Økonomiudvalget har den 18. marts 2015 sendt udkast til ”Forslag til behov, mål og krav til kompetencer i forbindelse med ny aftale vedr. højnelse af mad- og måltidskulturen i Københavns Kommune” til høring i fagudvalgene (se bilag 2). Forslaget har tidligere været til høring i forvaltningerne.

Baggrunden for høringen er, at den nuværende samarbejdsaftale med den Erhvervsdrivende Fond Københavns Madhus om bistand i forbindelse med at forbedre mad- og måltidskvaliteten i kommunen udløber den 31. maj 2016, og en ny aftale muligvis skal sendes i udbud.

Løsning

En ny aftale om forsat forbedring af mad- og måltidskulturen i Københavns Kommune skal bl.a. sikre et fortsat fokus på økologi i kommunens institutioner. I materialet fremgår det tydeligt, at der fortsat vil være fokus på at sikre en økologiprocent på 90 % i kommunens institutioner, hvilket sikrer en fastholdelse af Miljømetropolens mål om 90 % i kommunens institutioner.

Derudover lægges der op til, at en ny aftale skal underbygge københavnerfortællingen i forhold til vækst og livskvalitet, og at leverandøren skal arbejde med brugerinddragelse og hverdagsdemokrati i forhold til mad og måltider og med udgangspunkt i, at mad og måltider udgør en væsentlig rolle i kommunens tilbud overfor borgerne.

En ny aftale skal muligvis i udbud. Det skyldes, at der i februar 2014 er trådt et nyt udbudsdirektiv i kraft, som kan betyde, at aftalen eller dele af aftalen skal sendes i udbud. Når Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen efter udvalgshøringen får forelagt indstilling vedrørende forslag til fremtidige mål og leverancer på mad- og måltidsområdet, forelægger Økonomiforvaltningen også en juridisk vurdering af processen for indgåelse af ny aftale om mad- og måltidskultur i Københavns Kommune.

Teknik- og Miljøudvalgets høringssvar
Økonomiforvaltningen har haft materialet i intern høring hos Teknik- og Miljøforvaltningen og har indarbejdet de fleste af Teknik- og Miljøforvaltningens ønsker til en eventuel ny aftale. Det fremgår således af materialet, at aftalen skal fastholde Miljømetropolens mål om 90 % økologi samlet i kommunens køkkener.

Det fremgår også af materialet, at der fortsat skal måles på institutionernes økologiprocenter, og at resultaterne skal afrapporteres til Københavns Miljøregnskab årligt, hvilket er nødvendigt for at sikre fortsat fokus på økologi efter 2015.

Samtidig er det positivt, at Teknik- og Miljøforvaltningens forslag om  at indføre sanktioner, såfremt leverandøren ikke er i stand til at opfylde dele af aftalen med Københavns Kommune, vil blive overvejet.

I høringssvaret giver Teknik- og Miljøudvalget således udtryk for tilfredshed med, at ”Forslag til behov, mål og krav til kompetencer i forbindelse med ny aftale vedr. højnelse af mad- og måltidskulturen i Københavns Kommune” fastholder målet om 90 % økologi, og høringssvaret understreger, at afrapporteringen af økologiprocenterne er vigtig. Det nævnes desuden, at Miljømetropolens målsætning om 90 % økologi i kommunens institutioner formentlig ikke bliver nået i 2015, og at det derfor er vigtigt, at alle kommunens forvaltninger fortsat gør en indsats for at øge økologiprocenten; det gælder bl.a. i forhold til kantinedrift, Københavns Madservice a la carte og EAT. De to sidstnævnte er ansvarlige for en stor del af kommunens madforbrug.   

Derudover udtrykkes i høringssvaret tilfredshed med sanktionsmuligheden overfor leverandøren, ligesom det nævnes, at det er vigtigt at have fokus på miljørigtig transport og emballering af fødevarerne. Endelig kvitteres for forvaltningens samarbejde med Københavns Madhus.

Forvaltningens udkast til høringssvar fra Teknik- og Miljøudvalget til Økonomiudvalget fremgår af bilag 1.

Økonomi

Indstillingen har i sig selv ingen økonomiske konsekvenser for kommunen.

Videre proces

Efter politisk behandling oversendes Teknik- og Miljøudvalgets høringssvar til Økonomiudvalget og forventes efterfølgende godkendt af Borgerrepræsentationen inden sommerferien 2015.

        


                              Pernille Andersen

                                                                     / Jakob Møller Nielsen

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 27. april 2015

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Til top