Høringssvar til forslag til Kommuneplan 2015
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til et høringssvar til forslag til Kommuneplan 2015 med tilhørende miljøvurdering. Høringssvaret skal sendes til Økonomiudvalget senest den 8. maj 2015.
Indstilling og beslutning
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,- at høringssvaret i bilag 1 vedr. forslag til Kommuneplan 2015 med tilhørende miljøvurdering sendes til Økonomiudvalget.
Problemstilling
Teknik- og Miljøudvalget har på sit møde den 13. april 2015 drøftet forslag til Kommuneplan 2015. Teknik- og Miljøforvaltningen har på den baggrund udarbejdet et udkast til høringssvar til Økonomiudvalget (bilag 1).
Kommuneplanen fastlægger for en periode på 12 år de overordnede mål for arealanvendelse, bebyggelsesforhold, trafik, byformål, de rekreative områder samt beskyttelse af areal- og naturressourcer i København.Løsning
Vedlagte udkast til høringssvar indeholder Teknik- og Miljøudvalgets anbefalinger til Økonomiudvalget om justeringer og tilføjelser til kommuneplanforslaget med tilhørende miljøvurdering inden udsendelse i offentlig høring.Friarealer
Byens friarealer vil komme under stigende pres som følge af den øgede befolkningstilvækst. Nedsatte friarealskrav synes ikke forenelige med at udvikle København til grøn boligby. Friarealprocenten for boliger i B3, C1 og S1-rammeområder bør derfor fastholdes på 60 %.
Cykelparkering
En udvikling mod en højere andel cykler i trafikken og et øget ejerskab med op til flere cykler pr. person påvirker behovet for cykelparkering. Cykelparkeringsnormen bør derfor sættes op til 3,0 cykelparkeringspladser pr. 100 m2 etageareal således, at der også i fremtiden er plads til cykler ved boligerne. Samtidig bør kommuneplanens retningslinjer for cykelparkering indeholde mere uddybende beskrivelser af hensigtsmæssig placering - så blandt andet tilfældigt fritstående cykler foran indgangspartier undgås - samt uddybende beskrivelser af tilgængelighed og kvalitet af den anlagte cykelparkering.
Trafikudvikling
De nuværende mål for fordeling på transportformer kan fastholdes i Kommuneplan 2015, men bør revurderes i perioden frem mod den næste kommuneplanrevision. ”Gang” bør i det videre arbejde indgå som transportform på linje med cykling og kollektiv trafik, hvor der bl.a. i forbindelse med brugen af den kollektive trafik og andre transportformer ofte er længere afstande, som tilbagelægges til fods. Den velplanlagte, funktionsblandede og kompakte by udmærker sig desuden ved, at mange af dagligdagens gøremål kan nås i gåafstand til boligen eller arbejdspladsen. Der bør i den kommende planperiode arbejdes med en revision af målsætningen, samt udarbejdes mål for andelen af gående.
Deponering af overskudsjord
Idet kapaciteten til jorddeponi inden for kommunegrænsen er begrænset og ifølge de seneste prognoser udløber inden for planperioden, bør der i kommuneplanens hovedstruktur og retningslinjer tilføjes en tilkendegivelse af behovet for at få løst kommunens kapacitetsproblemer ved at se på mulighederne for at finde mere deponeringsareal, eventuelt også udenfor kommunegrænsen. Herudover bør der i hovedstruktur og retningslinjer tilføjes en hensigtserklæring om at overskudsjord kan anvendes til yderligere byudvikling og anlæg til sikring af byen mod havvandsstigninger og stormflod.
Et grønt København
’Det grønne København’ bør i Kommuneplan 2015 styrkes med flere målsætninger om arealreservationer til parker m.m., grønne friarealer og kvaliteten af dem. Der bør i hovedstruktur og retningslinjer gives mere tydelige hensigtserklæringer om, at der i København skal være god og let adgang til blå og grønne rekreative områder af høj kvalitet snarere end et mål om, at det er minimumsafstande, der skal være bestemmende for en fortsat grøn udvikling af byen.
Effektiv drift
Driften har i forvaltningens input til kommuneplanen været et vigtigt emne. Det vil fremover være hensigtsmæssigt at indtænke drift på alle niveauer i den videre udvikling af byen, så forskellige driftsfunktioner kan samtænkes med nye offentlige anlæg, såsom skoler, institutioner, idrætsanlæg og byrum. Derfor bør der indskrives en hensigtserklæring i kommuneplanens retningslinjer om, at effektiv og rationel drift skal indtænkes på et tidligt tidspunkt i planlægningsprocessen.
Den tætte by
Udvalget ønsker en analyse af rummeligheden tæt på stationerne, særligt omkring de nye metrostationer, så der sikres en høj og effektiv udnyttelse af de stationsnære arealer.
Fleksible rammer
I forhold til boligstørrelser, hvor der ses et behov for både ungdomsboliger, men også meget store familieboliger, er udvalget tilfreds med, at der inden for de revidere boligstørrelsesbestemmelser er indbygget en frihedsgrad udover den krævede gennemsnitsstørrelse på 95 m2, som muliggør både en andel af meget små boliger og samtidig en andel meget store familieegnede boliger.
I forhold til parkeringsnormerne – hvor udgangspunktet er en lempelse af normerne for C- og S-områder - har udvalget bemærket, at der umiddelbart kan komme flere parkeringspladser i byen. Udvalget er dog tilfreds med, at rammerne samtidig indeholder en fleksibilitet, der muliggør differentierede krav til antallet af p-pladser i lokalplaner.
Anbefaling til ændringer af teknisk karakter
Her nævnes enkelte anbefalinger til ændringsforslag til rammerne vedrørende en konkret plansag.
Miljøvurderingen gennemgår de vigtigste ændringer i den nye Kommuneplan 2015, set i forhold til Kommuneplan 2011. Der er ingen kommentarer til miljøvurderingen.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Teknik- og Miljøudvalgets høringssvar vil blive fremsendt til Økonomiudvalget inden den 8. maj 2015, som er fastsat som frist for fagudvalgenes bemærkninger til forslaget til Kommuneplan 2015.
Den 9. og den 18. juni forelægges en opsamling af høringssvar fra fagudvalgene for henholdsvis Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. Herefter sendes forslaget til offentlig høring i 8 uger fra den 18. august til 14. oktober. Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen forventes at behandle en hvidbog og endeligt vedtage forslag til Kommuneplan 2015 til december 2015.
Pernille Andersen
/Jakob Møller Nielsen
Beslutning
C fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1) til den samlede indstilling:
”Høringssvaret suppleres med ønske om, at cykelparkeringsnormen ændres til 5 pladser pr 100 m2 bolig, parkeringsnormen for nyt boligbyggeri øges og at der fastlægges plads til større infrastrukturanlæg, herunder en havnetunnel.”
Ændringsforslaget (ÆF1) blev ikke godkendt med tre stemmer mod otte. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: C, I og V
Imod stemte: A, B, F og Ø.
A fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF2) til den samlede indstilling:
”I høringsvaret slettes anbefalingen om at fastholde et friarealkrav for boliger på 60 % for henholdsvis B3, C1 og S1-rammeområder”
Ændringsforslaget (ÆF2) blev ikke godkendt med fem stemme mod seks. Ingen medlemmer undlod at stemme
For stemte: A, B og I
Imod stemte: C, F, V og Ø.
Indstillingen blev godkendt med ni stemmer mod to. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, B. F, I og Ø
Imod stemte: C og V