Mødedato: 27.04.2015, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Parkeringszoner med 2-timers parkering i Vanløse og ved Lergravsvej

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til oprettelse af 2-timers parkeringszoner ved Lergravsparken Metrostation og om parkeringszonen i Vanløse skal udvides.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
  1. at forslag om oprettelse af en ny parkeringszone med 2-timersrestriktion ved Lergravsparken Metrostation ikke gennemføres.
  2. at Teknik- og Miljøforvaltningen ikke arbejder videre med en udvidelse af den eksisterende parkeringszone med 2-timersrestriktion i Vanløse.

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen har, på baggrund af henvendelser fra borgere og lokaludvalg i henholdsvis Vanløse og ved Lergravsparken Metrostation, udarbejdet konkrete forslag til en geografisk afgrænsning af to parkeringszoner med 2-timers restriktion, jf. kommunens principper herfor - dvs.:
  • maks. to timers parkering i tidsrummet 8-19 på hverdage
  • det gælder ikke køretøjer med licens til zonen
  • der tildeles gratis licens til beboere og erhverv med adresse i zonen
  • at licensen gælder til alle veje (både private og kommunale)
  • at der ikke udstedes gæstelicenser, dagsbilletter eller lignende.
Forslagene har efterfølgende været i høring på kommunens høringsportal, ligesom der har været afholdt borgermøde om 2-timers zonen ved Lergravsparken Metrostation.

På baggrund af høringssvarene og sammenholdt med belægningsprocenterne vurderer forvaltningen, at der ikke er grundlag for at arbejde videre med at indføre zoner med 2-timersrestriktion ved Lergravsparken Metrostation eller at udvide den eksisterende parkeringszone i Vanløse.

Løsning

Ved Lergravsparken Metrostation
Forvaltningen har vedlagt hvidbog for høring om oprettelse af zone med 2-timersrestriktion ved Lergravsparken Metrostation. Det fremgår af høringen, at 36 af de 63 indkomne høringssvar er negativt stemt over for en zone med 2-timersrestriktion. 20 svar er positive tilkendegivelser og syv er hverken positive eller negative.

Amager Øst Lokaludvalg anbefaler i sit høringssvar, at der etableres en zone med 2-timersrestriktion i området, men har ligeledes en række forbehold. Bl.a. at der tages højde for udfordringerne vedr. erhvervslicenser, delebiler og gæstebilletter. Derudover anbefaler lokaludvalget, at forvaltningen – evt. i samarbejde med Tårnby Kommune – udarbejder en helhedsløsning for parkering på den østlige del af Amager. Lokaludvalget ønsker desuden, at ordningen implementeres som et forsøg og evalueres efter 1-2 år.

Det er udsigten til lettere at kunne finde en parkeringsplads, der skinner igennem i de 20 positivt stemte høringssvar fra beboerne. Beboerne håber på færre parkerede erhvervskøretøjer og færre rejsende, der parkerer deres bil ved Lergravsparken og tager metroen til lufthavnen.

Til gengæld er 36 indkomne høringssvar overvejende imod zonen. Argumenterne går på forskydning af parkeringspres, uhensigtsmæssige forhold for gæster og håndværkere, samt generel mangel på parkeringspladser. Derudover vil mange borgere foretrække en udvidelse af betalingsområdet, så der kommer mere ensartede forhold samt bedre forhold for gæsteparkering.

Belægningsprocenten omkring Lergravsparkens Metrostation er højest om aftenen (96 %) og der kan derfor være behov for at håndtere randzoneproblematikken samlet set. Forvaltningen vurderer dog ikke, at en zone med 2-timersrestriktion er den rigtige løsning. Det er forvaltningens faglige vurdering, at en udvidelse af betalingsområdet, så det også dækker Lergravsparken Metrostation, på sigt vil være en mere naturlig og gennemskuelig løsning med færre udfordringer for erhvervsdrivende, besøgende, håndværkere o.lign.

Vanløse
Lokaludvalget har, på opfordring fra lokale grundejerforeninger i området, ønsket en udvidelse af den eksisterende zone med 2-timersrestriktion. Der er i forbindelse med høringsprocessen indsendt 38 høringssvar, hvoraf 15 er positivt stemte, 15 er negativt stemte og 8 er ikke entydigt positive eller negative.

De positivt stemte borgere ønsker zonen for at slippe af med pendlerparkering, der optager pladserne ved deres boliger, institutioner mv. Lokaludvalget er også positivt stemt for zonen, men har desuden en række særlige ønsker til tidsbegrænsninger, gæsteparkering og erhvervsparkering, som forvaltningen ikke har mulighed for at imødekomme.

Borgernes væsentligste bekymringer er i lighed med høringen fra Legravsparken:
  • at problemerne forskydes til zonens grænseområde
  • at der mangler parkeringsmulighed for gæster og håndværkere
  • at der generelt er for få parkeringspladser i Vanløse

I tillæg til ønsket om flere pladser mener mange, at meningen med metroen burde være, at den tiltrækker udefrakommende bilister, som derved undgår at bringe deres bil med til de centrale dele af byen.

Teknik- og Miljøforvaltningen har undersøgt belægningsprocenten på p-pladserne i området, og inden for en gåafstand af 500 m. fra Flintholm Station i Vanløse er belægningsprocenten 73 % kl. 17 og 68 % kl. 22. Et sådant niveau anses normalt ikke for problematisk. Der skal som udgangspunkt være lige adgang for borgere til de offentlige veje, og derfor skal der være tungtvejende argumenter for at udvide en zone med 2-timers tidsbegrænsning, som der her ønskes. De tungtvejende argumenter vurderes ikke at være til stede i dette tilfælde, og derfor kan forvaltningen ikke anbefale, at zonen med 2-timersrestriktion udvides.

Ønsker Teknik- og Miljøudvalget alligevel, at der skal arbejde videre med en løsning, der sikrer begrænset parkering i det pågældende område i Vanløse, anbefaler forvaltningen, at der i stedet skal ses på en alternativ løsning, som inddrager et mindre område end oprindelig tænkt. Til gengæld inddrages de mest belastede veje, der støder op til den eksisterende zone med 2-timersrestriktion (bilag 5).

Økonomi

Indstillingen har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for kommunen, da der ikke lægges op til ændringer.

Ønskes oprettelse af alternativ løsning jf. bilag 5 kan den etableres med driftsmidler til parkeringsskiltning afsat i Budget 2015, og der vurderes ikke at være yderligere driftsomkostninger af betydning. Etablering af skiltning anslås at koste ca. 60.000 kr.

Videre proces

Forvaltningen vil give lokaludvalg og borgere besked om, at forslagene til udvidelse af zonerne ikke besluttes. Derudover vil forvaltningen i de fremtidige årlige parkeringsredegørelser være opmærksom på de udfordringer, der er i randzonerne til betalingsområdet og satellitzoner, som den i Vanløse. De vil blive behandlet i sammenhæng med parkeringsredegørelserne.

Hvis det besluttes, at der skal arbejdes videre med udvidelse af eksisterende zone i Vanløse, vil forvaltningen arbejde med det alternative forslag, som fremgår af bilag 5.
                                         Pernille Andersen
                                                                                / Lis Napstjert

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 27. april 2015

A, B, C, F, V og Ø fremsatte følgende ændringsforslag:
”1. at forvaltningen fremlægger en indstilling der muliggør, at der laves 3-timers parkering ved Vanløse Station og Lergravsparken Station

2. at forvaltningen går i dialog med de lokale grundejerforeninger ved metrostationerne Lergravsparken, Øresund, Amager Strand og Femøren med henblik på eventuel udvidelse af 3-timerszonen.”

Ændringsforslaget blev godkendt med ti stemmer mod en. Ingen medlemmer undlod at stemme:

For stemte: A, B, C, F, V og Ø.
Imod stemte: I

I fremsatte følgende protokolbemærkning:
”LA mener ikke, der er behov for yderligere regulering af parkeringssituationen i områderne".
Til top