Disponering af TMU's ledige anlægsmidler
Teknik- og Miljøudvalget skal godkende disponeringen af udvalgets anlægsramme i 2015.
Indstilling og beslutning
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
1. at der afsættes rådighedsbeløb for i alt 95 mio. kr. (2011 p/l) i 2015 til udskiftning af gadebelysning
(55,0 mio. kr., funktion 2.28.23.3), Genopretning af veje i kombination med andre projekter
(19,8 mio. kr., funktion 2.28.23.3), sikre skoleveje på Amager (13,4 mio. kr., funktion 2.28.23.3),
renovering af Knippelsbro (5,0 mio. kr., funktion 2.28.23.3) og midler til broåbning
(1,8 mio. kr., funktion 2.22.01.3).
Problemstilling
Som følge af indkaldelsescirkulæret udstikkes udvalgets budgetrammer for indeværende budgetår samt overslagsår. Som konsekvens af dette, findes der udisponerede anlægsmidler i 2015, som skal disponeres til specifikke projekter.
Under Teknik- og Miljøudvalget er der årligt afsat anlægsmidler til større genopretningsarbejder, som udvalget kan disponere over, og i 2015 er der således 95 mio. kr. som endnu ikke er disponeret. Disse anlægsmidler er tiltænkt større genopretningsarbejder, der ikke kan dækkes i den nuværende driftsramme.
Indstillingen ”Disponering af Teknik- og Miljøudvalgets anlægsmidler” blev den 28. februar 2011 udskudt. Udvalget anmodede om yderligere information vedrørende anlægsrammen samt de foreslåede projekter. Yderligere beskrivelse af disse findes i bilag 1 og bilag 2. I bilag 2 er oplistet og beskrevet alternative projekter til de foreslåede.
Projekterne, der er nævnt under punktet løsning, er Teknik- og Miljøforvaltningens forslag til en prioritering af midlerne. Der er mulighed for at disponere midlerne på de oplistede projekter i bilag 2.
Løsning
I 2015 er der på Teknik- og Miljøudvalgets anlægsramme 95 mio. kr., som endnu ikke er disponeret. Formålet med anlægsrammen er, at der skal kunne gennemføres større genopretningsarbejder som anlægsprojekter, hvorfor der ikke er afsat midler til disse i driftsrammen. En del af midlerne har tidligere været afsat i en række puljer til gennemførelse af projekter under trafiksikkerhedsplanen, hastighedsplanen og andre planer, som har betydning for trafiksikkerheden i byen. Se bilag 1 for yderligere information vedrørende TMUs anlægsramme.
Med henblik på udvalgets prioritering af projekter i sagen har Teknik- og Miljøforvaltningen gennemgået rammen i overensstemmelse med udvalgets anmodning. Derudover har forvaltningen forholdt sig til de projekter, som udvalget på mødet den 28. februar har bedt forvaltningen om at forholde sig til. Forvaltningen vil foreslå, at midlerne ligesom tidligere hovedsageligt afsættes til større genopretningsarbejder, så der fortsat er mulighed for at lave større genopretninger, som der ikke er driftsmidler til. Det er i hovedtræk områder, som er væsentlige for byens fortsatte udvikling, der skal prioriteres, herunder områder der har været berørt af annulleringen af anlægsmidler i budget 2009.
Annulleringen har betydet, at der i en årrække ikke har været midler til de større genopretningsarbejder, og derfor er der et efterslæb på renovering af broer, belysning, bolværker mv. Det betød, at der i budgetaftalen for 2011 måtte afsættes midler til renovering af Sjællandsbroen.
Forvaltningen foreslår på baggrund af dette, at der disponeres midler til følgende projekter.
1. 55 mio. kr. til udskiftning af lysarmaturer. Kommunen skal udskifte armaturer med kviksølvlyskilder til miljøvenlige lyskilder inden 1. januar 2015, da der i 2009 blev gennemført lovgivning i EU (ECO-direktivet), som medfører, at kviksølvlyskilder er ulovlige pr. 1. januar 2015. Forvaltningen foreslår derfor at 55,0 mio. kr. afsættes som rådighedsbeløb til udskiftning af kviksølvlyskildearmaturer. For 55,0 mio. kr. vil alle 11.000 af kommunens tilbageværende kviksølvlyskildearmaturer kunne udskiftes. Midlerne vil i reperiodiseringen af anlægsrammen, som behandles af Borgerrepræsentationen den 16. juni 2011, blive søgt fremrykket, så udskiftningen kan ske inden 1. januar 2015, hvor lovgivningen træder i kraft.
Udskiftning af alle kviksølvlyskildearmaturer til andre lyskilder vil desuden medføre en reduktion i CO2-udledningen fra belysning på 9,5 % i forhold til 2005-niveauet.
2. 19,8 mio. kr. til Genopretning af veje i kombination med andre projekter. En lang række af kommunens veje trænger til renovering af kørebaner og belægninger, men er ikke medtaget i budgettet. På flere af disse strækninger, bl.a. Gammel Kongevej / Ved Vesterport, Roskildevej (mellem Peter Bangs Vej og kommunegrænsen) og Emdrupvej, er der desuden behov for gennemførelse af andre projekter af anlægskarakter, og forvaltningen foreslår derfor, at der laves samlede anlægsprojekter, hvor genopretningen af vejene indgår. Mht. Gammel Kongevej / Ved Vesterport er der behov for trafiksikring af strækningen, Roskildevej er støjplaget samt har behov for øget trafiksikkerhedstiltag, og ift. Emdrupvej er Lokaludvalget fremkommet med en række forslag til mindre forbedringer, som med fordel kunne gennemføres i sammenhæng med genopretningen.
3. 13,4 mio. kr. til sikre skolevej på Amager, så der i forbindelse med sammenlægning af skoledistrikter på Amager kan etableres sikre skoleveje.
Børne- og Ungdomsforvaltningen har besluttet en sammenlægning af fire skoler på Amager gældende fra skoleåret 2011/12. Ændrede skoledistrikter betyder ændret trafikal adfærd hos elever og forældre. Der kan trafikalt kompenseres med bedre krydsningsmuligheder af Amagerbrogade, en 40 km/t hastighedszone i området omkring skolerne, flere små hastighedsdæmpende foranstaltninger, samt cykelparkering og afsætningsmuligheder
4. 5 mio. kr. til renovering af Knippelsbro så renoveringsarbejdet kan gennemføres med tilskud på 3 mio. kr. fra By og Havn, inden driften af broerne i 2012 overdrages til Københavns Kommune.
Det vurderes, at den nødvendige renovering af Knippelsbro vil koste ca. 8 mio. kr.
5. 1,8 mio. kr. til broåbninger i forbindelse med Københavns kommunes overtagelse af broåbninger i Københavns havn.
I forbindelse med Københavns Kommunes overtagelse af driften af Langebro og Knippelsbro fra By & Havn I/S 24. januar 2012, skal Teknik- og Miljøforvaltningen varetage betjeningen af broåbninger for disse samt for de øvrige eksisterende oplukkelige broer i Inderhavnen.
Sagen er yderligere beskrevet i dagsordenpunktet ”Broåbningspolitik - efter høring” på indeværende møde.
Økonomi
Der afsættes følgende rådighedsbeløb på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg:
55,0 mio. kr. på funktion 2.28.23.3 til udskiftning af kviksølvlyskildearmaturer
19,8 mio. kr. på funktion 2.28.23.3 til Genopretning af veje i kombination med andre projekter
13,4 mio. kr. på funktion 2.28.23.3 til sikre skoleveje på Amager
5 mio. kr. på funktion 2.28.23.3 til renovering af Knippelsbro
1,8 mio. kr. på funktion 2.22.01.3 til broåbning
Midlerne søges fremrykket i sagen TMU’s anlægsramme 2011-2015, som behandles af Teknik- og Miljøudvalget 16. maj 2011. I sagen er der mulighed for at reperiodisere budgettet for de enkelt projekter, således at de er i overensstemmelse med processen for anlægsarbejdet. Det betyder, at projekterne, som der afsættes budgetmidler til i 2015, kan fremrykkes. Borgerrepræsentationen behandler den 16. juni 2011 sagen Anlægsoversigt, hvor TMU's anlægsramme 2011-2015 indgår.
Videre proces
Midlerne frigives til de konkrete anlægsprojekter ved særskilt indstilling til Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
Hjalte Aaberg
/Martin Nordrup Andersen
Beslutning
SF, Det Radikale Venstre og Socialdemokraterne ønskede at prioritere trafiksikkerhedsplanen ved at flytte 4 mio. kr. fra ”genopretningen af veje i kombination med andre projekter” til ”trafiksikkerhed” i stedet:
”1. at der afsættes rådighedsbeløb for i alt 95 mio. kr. (2011 p/l) i 2015 til udskiftning af gadebelysning (55,0 mio. kr., funktion 2.28.23.3), Genopretning af veje i kombination med andre projekter (15,8 mio. kr., funktion 2.28.23.3), sikre skoleveje på Amager (13,4 mio. kr., funktion 2.28.23.3), Trafiksikkerhedsplan 2012-15 (4,0 mio. kr., funktion 2.28.23.3), renovering af Knippelsbro (5,0 mio. kr., funktion 2.28.23.3) og midler til broåbning (1,8 mio. kr., funktion 2.22.01.3).”
SF stillede ligeledes ændringsforslag til indstillingen som konsekvens af ændringsforslaget vedrørende DSB-grunden (dagsordenens pkt. 3):
”at beløbet, der afsættes til ”genopretning af veje i kombination med andre projekter” reduceres med 3,2 mio.kr. Det frigjorte beløb på 3,2 mio.kr. afsættes som ekstrabevilling til etablering af 11-mands fodboldbane og park på DSB-grunden på Ydre Nørebro”
Ændringsforslagene blev vedtaget.
Indstillingen blev godkendt.