Dispensation fra lokalplan til midlertidig terrænparkering i Ørestad Syd
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om der skal gives dispensation fra lokalplan i Ørestad til to midlertidige parkeringsanlæg på terræn i Ørestad Syd.
Indstilling og beslutning
1. at der gives en 5-årig dispensation fra lokalplanen, der skal muliggøre forlængelse af en midlertidig tilladelse til parkeringsanlæg på terræn og etablering et nyt parkeringsanlæg på terræn til i alt 400 midlertidige pladser i Ørestad Syd ved 8-tallet.
Problemstilling
By & Havn har ansøgt om en 5-årig dispensation fra lokalplanen til etablering af et nyt midlertidigt parkeringsanlæg på terræn i Ørestad Syd samt udvidelse og forlængelse af tilladelse af et allerede etableret midlertidigt parkeringsanlæg. Begge anlæg ønskes placeret ved 8-tallet og er til i alt 400 biler.
Indstillingen forelægges udvalget til godkendelse på baggrund af Teknik- og Miljøudvalgets behandling af indstilling om etablering af midlertidige parkeringspladser på terræn ved SEB i Ørestad City den 7. juni 2010, hvor udvalget vedtog, at alle tilladelser til midlertidig parkering på terræn i Ørestad skal behandles i udvalget.
Forvaltningen har på baggrund af ansøgning om dispensation sendt sagen i naboorientering fra den 14. marts - 4. april 2011. Vedlagt er som bilag 1 illustrerende folder der viser, hvor i Ørestad Syd parkeringsanlæggene ønskes etableret og hvordan de ønskes udformet og indrettet.
Der er i forbindelse med naboorienteringen ikke indkommet høringssvar.
Løsning
Jævnfør den foreslåede nye strategi for parkering i Ørestad City og Ørestad Syd vurderer forvaltningen, at en midlertidig tilladelse på fem år er i overensstemmelse med strategien for Ørestad Syd.
De to midlertidige parkeringsanlæg på terræn er omkranset af beplantning og der er sikret adgang for alle til anlæggene. På overfladerne er der optegnet grafiske blomstermotiver som kan ses på kort og lang afstand. Der er sikret tryghed i forbindelse med udformningen.
Forvaltningen anbefaler, at der gives midlertidig dispensation til det ansøgte i fem år. Ved at tidsbegrænse dispensationen fastholder kommunen intentionerne i lokalplanerne om, at parkering principielt skal ske i konstruktion, men giver mulighed for en konkret og tidsbegrænset løsning i forhold til, at der etableres tilstrækkeligt med parkeringspladser i udbygningsperioden, og at parkeringspladserne er indrettet hensigtsmæssigt. Perioden på fem år er udtryk for en vurdering af, at der i den kommende periode fortsat vil ske en moderat udvikling i den sydligste del af Ørestad Syd. Det er vigtigt, at parkeringen håndteres hensigtsmæssigt i denne periode frem til parkeringshusene opføres.
Økonomi
Denne indstilling er ikke forbundet med udgifter for Københavns Kommune.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har taget stilling til en eventuel dispensation fra lokalplanen, meddeler forvaltningen dispensation og byggetilladelse.
Hjalte Aaberg
Tina Saaby