Drøftelse af forslag til Kommuneplanstrategi 2023 ”Fremtidens klimavenlige hovedstad"
Teknik- og Miljøudvalget skal drøfte forslag til Kommuneplanstrategi 2023 ”Fremtidens klimavenlige hovedstad” som grundlag for, at forvaltningen udarbejder et forslag til høringssvar til Økonomiudvalget. Teknik- og Miljøudvalget skal beslutte det endelige høringssvar på et efterfølgende møde den 8. maj 2023. Kommuneplanstrategien vedtages endeligt af Borgerrepræsentationen ultimo 2023.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller over for Teknik- og Miljøudvalget,
- at forslag til Kommuneplanstrategi 2023 ”Fremtidens klimavenlige hovedstad” drøftes som grundlag for at udarbejde et høringssvar til Økonomiudvalget.
Problemstilling
Økonomiudvalget besluttede på sit møde den 14. marts 2023 at sende forslag til Kommuneplanstrategi 2023 i intern høring til alle fagudvalg, lokaludvalg og Københavns Kommunes Udsatteråd, Ældreråd, Ungeråd og Handicapråd med frist for bemærkninger medio maj 2023. En kommuneplanstrategi er Borgerrepræsentationens vurdering af byens udvikling og strategi for byomdannelsen de kommende 12 år. Kommuneplanstrategien udstikker rammerne for den efterfølgende revision af kommuneplanen i 2024. Teknik- og Miljøudvalget skal nu drøfte relevante emner til brug for det endelige høringssvar, der forelægges udvalget i maj 2023.
Løsning
Københavns Borgerrepræsentation skal hvert fjerde år vedtage en kommuneplanstrategi. Strategien er Borgerrepræsentationens vurdering af og strategi for byens fysiske udvikling de kommende 12 år. Kommuneplanstrategien skal indeholde de vigtigste temaer, som behandles i den efterfølgende kommuneplan. Kommuneplanstrategien vil udgøre grundlaget for hovedstrukturen i kommuneplanen. Kommuneplanen består af to øvrige dele – rammer og retningslinjer – der bl.a. udgør et vigtigt grundlag for lokalplanarbejdet. Kommuneplanrammerne og retningslinjerne vil blive drøftet og fastlagt i 2024.
Forslaget til Kommuneplanstrategi 2023 indeholder en samlet vision for Københavns udvikling:
”Fremtidens klimavenlige hovedstad – skal udvikles med fokus på de egenskaber, der gør København til en grøn by. Det skal understøtte en udvikling af København, som en by, som mange ønsker at bo i, besøge, studere, arbejde og leve i” (bilag 2).
Visionen udfoldes i fem temaer, som udgør strukturen i både Kommuneplanstrategi 2023 og den kommende Kommuneplan 2024. Hvert tema indledes med en række mål, hvoraf de væsentligste for Teknik- og Miljøudvalgets ressort fremgår nedenfor og af bilag 2:
Kapitel 2: Hovedstadens byudvikling og mobilitet
- At byudviklingen i København møder den lokale efterspørgsel på boliger og arbejdspladser og bidrager til en klimavenlig byudvikling i hovedstadsområdet.
- At byudvikling af regional betydning koordineres med udbygningen af Københavns og hovedstadsområdets overordnede infrastruktur, herunder særligt den kollektive trafik.
- At der i projekter nær Københavns Kommunes kommunegrænser sikres sammenhæng og koordinering med nabokommunen, fx i forhold til skybruds- og stormflodssikring, forsyning, mobilitet og trafik, byrum og grønne arealer.
- At biltrafikken i 2030 maksimalt udgør 25% af alle ture, der foretages i København, samt at antallet af ture fordeler sig på mindst 25% gang, 25% cykling og 25% kollektiv transport.
Kapitel 3: Boliger og sammenhængende by
- At København skal være en mangfoldig by, og kunne rumme dem, der ønsker at bo her.
- At almene boliger udgør minimum 20 % af boligerne i København.
- At København skal være en social, sund og tryg by, som hænger sammen på tværs af områder.
- At der skal sikres boliger til forskellige livsfaser, boformer, familieformer og indkomster.
- At der skal sikres tilstrækkelige arealer til at bygge nye boliger.
Kapitel 4: En by med erhverv og studiemiljø
- At fremme en udvikling af byens erhvervsområder, som sikrer et bredt udvalg af lokaliseringsmuligheder for forskellige virksomhedstyper, såsom kontor, håndværk, mindre produktion, lager- og logistik, samt kreative erhverv.
- At sikre gode lokaliseringsmuligheder for virksomheder med mange ansatte nær de større stationer i byen.
- At fremme bæredygtig turisme, der tager hensyn til lokalmiljø og fordeler sig i hele byen og den øvrige hovedstadsregion.
Kapitel 5: Klimaby med plads til natur, kultur og fritid
- At varmeforsyningen baseres på fjernvarme med mulighed for nye samfundsøkonomisk bæredygtige teknologier som varmepumper, geotermi, el fra solceller og vindmøller m.v.
- At anlæg til klimaneutral energiforsyning kan integreres i byens udvikling.
- At effektiv klimatilpasning integreres med byens udvikling og omdannelse, så skader afværges og muligheder for at bruge klimatilpasningsanlæg til rekreativitet og oplevelser udnyttes.
- At der arbejdes for etablering af nye større grønne områder i nye bydele indenfor maksimalt 500 meter i vejledende gåafstand fra de nye boliger.
- At det sikres, at der i den eksisterende by maksimalt er 300 meter i vejledende gåafstand fra byens boliger til et grønt eller blåt område.
- At udvikling af eksisterende grønne områder og anlæg af nye grønne områder og friarealer styrker borgernes livskvalitet, biodiversiteten og byens tilpasning til fremtidens klima.
- At der skabes rammer for at indpasse faciliteter til sundhedsfremmende aktivitet, samt kultur- og fritidsaktiviteter i både nye og eksisterende byområder.
- At udviklingen af byens rekreative faciliteter og grønne/blå områder følger befolkningsudvikling og -sammensætning.
- At sikre og forbedre kvaliteten og oplevelsen af byens vandområder, samt adgangen til at benytte dem.
- At
investeringer i grønne områder, byggerier og byområder skal bidrage til at
øge biodiversiteten i København.
Kapitel 6: Udvikling med respekt for byens sjæl.
- At den eksisterende by udvikles i en balance mellem bevaring, omdannelse og nybyggeri, så byens arkitektoniske og landskabelige identitet og egenart fastholdes og styrkes.
- At de bærende kulturhistoriske og arkitektoniske værdier i byudviklingsområderne sikres gennem bevaring og omdannelse, så identiteten i de nye bykvarterer bliver historisk forankret.
- At byen udvikles med blik for værdierne i de sjælfulde steder med særlig lokal betydning, som afspejler byens forskellighed og historie.
Forvaltningens
vurdering
Det er Teknik- og Miljøforvaltningens vurdering, at det fremsendte forslag til
Kommuneplanstrategi 2023 samlet set er et godt udgangspunkt for den kommende
kommuneplanrevision. Forvaltningen kan dog pege på følgende områder, det kan
være vigtigt at få med i Teknik- og Miljøudvalgets høringssvar, så der er
sikret det bedst mulige grundlag for at få emnerne indarbejdet i den kommende
kommuneplan:
Drøftelsespunkter
- Klima: Er mål og indsatser i kommuneplanstrategien formuleret tydeligt i forhold til udfordringerne med at planlægge for den fremtidige decentrale forsyning og den fremtidige øgede elektrificering som følge af eksempelvis ladestandere og varmepumper? Vurderer udvalget, at der er behov for mere eksplicitte mål for geografisk placering?
- Blandet by: Hvordan sikrer vi en blandet by med variation af boligtyper og boligstørrelser? Skal kommuneplanen fx regulere boligerne i områder med store koncentration af fx ungdomsboliger?
- Det grønne: Er der overensstemmelse mellem kommuneplanstrategiens forslag til mål og indsatser i forhold til at prioritere grønne og blå arealer, der kan sikre og skabe synergi mellem bynatur, biodiversitet, klimatilpasning samt køling af byen og forebyggelse af varmeø-effekt?
I forlængelse af Teknik- og Miljøudvalgets temamøde den 6. februar 2023 foreslår forvaltningen desuden, at det af høringssvaret til kommuneplanstrategien fremgår, at der er behov for:
- At der i kommuneplanstrategien åbnes op for en forenkling af parkeringsnormerne med Kommuneplan 2024.
- At der i kommuneplanstrategien skabes mulighed for, at der med Kommuneplan 2024 sikres et mere nutidig og forudsigeligt grundlag for at arbejde med bevaringsværdige bygninger.
Politisk handlerum
Der træffes ikke beslutning i drøftelsessager, men forvaltningen vil tage pejling af udvalgets drøftelser og efterfølgende udarbejde et forslag til høringssvar, der besluttes af udvalget på et senere møde.
Den interne høring er Teknik- og Miljøudvalgets mulighed for at drøfte og påvirke indholdet af kommuneplanstrategien ved at stille ændringsforslag.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Teknik- og Miljøudvalget forventes at behandle forvaltningens udkast til høringssvar den 8. maj 2023. Høringssvaret udgør Teknik- og Miljøudvalgets input til den interne høring.
På baggrund af den interne høring vil Økonomiforvaltningen fremlægge et forslag til en revideret Kommuneplanstrategi 2023, sammen med en hvidbog med udvalgenes høringssvar, for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen i juni 2023. Herefter sendes kommuneplanstrategien i offentlig høring i otte uger – forventeligt i august og september 2023.
Det endelige forslag til Kommuneplanstrategi 2023 forelægges Økonomiudvalget i november og Borgerrepræsentationen i december 2023.
Søren Wille
/ Karsten Biering Nielsen
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 27. marts 2023
Indstillingen blev drøftet.