Mødedato: 27.03.2023, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Skybrudssikring og byrumsforbedringer i Hans Tavsens Park og Hans Tavsens Gade, Nørrebro

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen har besluttet, at Hans Tavsens Park og Hans Tavsens Gade skal klimatilpasses og omdannes til et sammenhængende grønt område, der fortsat indbyder til ophold, rekreative aktiviteter, socialt byliv og nye naturoplevelser. Projektet er en videreudvikling af konkurrenceforslaget ”Nørrebrosjælen” (se bilag 8). Der skal foretages arkæologiske undersøgelser, som har vist sig dyrere end forventet, hvorfor rådighedsbeløbet foreslås forhøjet. Derudover skal den resterende anlægsbevilling til byrumsforbedringer frigives. 

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at projektforslaget i bilag 4 danner grundlag for videre projektering og anlæg af projektet i Hans Tavsens Park og Hans Tavsens Gade, således der fældes 60 træer, herunder tre ikoniske træer i Hans Tavsens Park, og således de to bemandede legepladser sammenlægges til én bemandet legeplads.

     

    Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
     

  2. at den resterende anlægsbevilling på 48,6 til anlæg af byrumsforbedringer frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg jf. bilag 7.
  3. at rådighedsbeløbet på 55 mio. kr. til skybrudsprojektet Hans Tavsens Park (Skybrudssikring) forhøjes med 22,5 mio. kr. Der skal på den baggrund gives en udgiftsbevilling på 22,5 mio. kr. samt frigives en anlægsbevilling på 22,5 mio. kr. på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Klima anlæg. Rådighedsbevillingen på 24 mio. kr. mellemfinansieres via byggekredit, jf. bilag 7.

Problemstilling

I Projektpakke 2017 (skybrudsprojekter) (BR 26. maj 2016) blev der afsat 55 mio. kr. til at medfinansiere skybrudssikring i Hans Tavsens Park og 17, 6 mio. kr. til Hans Tavsens Gade og Korsgade. I Overførselssagen 2017-2018 (BR 3. maj 2018) (A, F, O og Ø) blev der desuden afsat 55 mio. kr. (2018 p/l) til at udføre projektet ”Nørrebrosjælen”, som er vinderforslaget fra innovationskonkurrencen Nordic Built Cities Challenge. Det samlede projekt skal afhjælpe oversvømmelser i nærområdet og omdanne området til et sammenhængende grønt byrum.

Parken er tidligere kirkegårdsareal under Assistens Kirkegård og indeholder begravelser fra Koleraepidemien i 1850’erne. Der skal derfor foretages en omfattende arkæologisk undersøgelse, inden anlægget udføres. Omkostningerne til undersøgelsen har vist sig højere end tidligere forventet og kræver derfor en forhøjelse af medfinansieringsøkonomien.

På den baggrund skal der tages stilling til projektforslag for Hans Tavsens Park og Hans Tavsens Gade, frigivelse af den resterende bevilling samt forhøjelse af rådighedsbeløbet til skybrudssikringen i parken.

Løsning

Siden bevillingen til projektet i 2017 har projektudviklingen været påvirket af en række nye forudsætninger, som har forlænget projekteringen. I 2019 og 2020 blev projektet omprojekteret som følge af ændret volumenbehov for håndtering af vand i parken samt indarbejdelse af ny kunstgræsbane i projektet. Derudover har det krævet ekstra tid at afklare omfang og økonomi til den arkæologiske undersøgelse.

Projektområdet omfatter Hans Tavsens Park, Hans Tavsens Gade og Kapelvej ud for Hellig Kors Kirke, jf. bilag 4. Projektet er en bearbejdning af konkurrenceforslaget ”Nørrebrosjælen” (se bilag 8), hvor området klimatilpasses, og delområderne omdannes til et sammenhængende grønt område, der indbyder til ophold, rekreative aktiviteter, socialt byliv og nye naturoplevelser. Hovedgrebet for projektforslaget for Hans Tavsens Park er et naturpræget, lettere kuperet landskab, der understøtter parkens forskellige funktioner, herunder håndtering af skybrudsvand, og det lokale behov for nye bylivsmuligheder, der appellerer til forskellige brugere.

Skybrudssikring og klimatilpasning (finansieres af takstmidler)

For at kunne håndtere skybrudsvand fra Assistens Kirkegård og det lokale opland og afhjælpe oversvømmelser i nærområdet indrettes Hans Tavsens Park med et forsinkelsesvolumen på 7000 m3 på terræn, der kan forsinke vandet, før det ledes videre til kloakken. På sigt planlægger HOFOR, at forsinkelsesbassinet tømmes til den kommende skybrudstunnel i Åboulevarden. Området Hans Tavsens Gade og Kapelvej forberedes til en fremtidig afkobling af fællessystemet med regnbede langs parken, hvori der på sigt kan etableres rensning. Vand fra tag- og vejflader i Hans Tavsens Gade mellem Blågårds Skoles bygninger afkobles til regnbede, som renser vandet inden udledning til en ny regnvandsledning, som etableres af HOFOR. Løsningerne er nødvendige for at hindre, at skybrudsvand fra Assistens Kirkegård oversvømmer lavere liggende dele af Indre Nørrebro og for at aflaste det eksisterende afløbssystem.

Park og byrum (finansieres af skattemidler)
I den landskabelige bearbejdning er der lagt vægt på fortsat at sikre tryghed og tilgængelighed for alle, og at integrere parkens nuværende kvaliteter, så der fortsat er mulighed for fx boldspil og picnic. En række af parkens nuværende faciliteter bevares, fx toiletbygning, springvand, statuer og flere af de eksisterende klatreelementer.

I Hans Tavsens Gade mellem Blågård Skoles bygninger udvides skolegårdene ud i det bilfri gaderum, så eleverne får flere muligheder for ophold og aktiviteter. For at nedsætte farten for gennemkørende cyklister ændres cykelstiens vejprofil, og området skiltes som gågade med cykling tilladt. Gaderummet i Hans Tavsens Gade fra Blågård Skole og ned til Kapelvej åbnes op ind mod kirkehaven med øget begrønning, og kirkeforpladsen på Kapelvej omlægges med ny belægning, træer og bænke. Dermed bindes området fra Hans Tavsens Park til Kapelvej sammen som et sammenhængende grønt byrum.

Legeområder og sammenlægning af to bemandede legepladser (finansieres af skattemidler)

Projektforslaget for omdannelse af parken forudsætter en sammenlægning af de to bemandede legepladser, så der fremover er ét bemandet legepladstilbud med placering i den østlige del af parken. Alle personaleressourcer bevares i det samlede tilbud, og projektforslaget har indarbejdet de lokale aktørers ønsker til udformning af pavillon og legeelementer samt til aktiviteter og partnerskaber. Den sidste større inddragelsesproces med workshops blev afholdt i 2019, men siden da er det forvaltningens oplevelse gennem løbende dialog med de lokale interessenter og personale, at ønsker og visioner for den nye samlede legeplads ikke har ændret sig og stadig vinder bred opbakning, jf. spørgeundersøgelse foretaget af Nørrebro Lokaludvalg medio 2021, hvor 88% tilkendegiver, at de synes ’godt’ eller ’rigtig godt’ om det nye projekt.  

Skybrudsprojektet understøtter et nyt og fremtidssikret legepladstilbud med bedre udnyttelse af de eksisterende ressourcer, et styrket fagligt miljø og med mulighed for udvidede åbningstider. Bemandede Legepladser har en målsætning om at favne en bred aldersgruppe, og med et nyt og tidssvarende tilbud, hvor ressourcerne samles, vil faciliteterne understøtte dette arbejde. På nuværende tidspunkt er de primære brugere elever fra Blågård Skole og Nørrebro Park Skole samt lokale dagplejere, institutioner og børnefamilier med børn i alderen 0-12 år. Med ét bemandet legepladstilbud, der samler de pædagogiske ressourcer, vil behovet hos alle målgrupper af børn i området kunne tilgodeses i og uden for skoletiden.

Bemandede Legepladser arbejder med en byrumspædagogisk tilgang, som i høj grad influeres af de ønsker og behov, som lokalområdet tilkendegiver. Det nye tilbud vil i implementeringen blive udviklet i tæt dialog med lokale foreninger, skoler, klubtilbud, institutioner og københavnere, så de aktuelle ønsker til hvilke aktiviteter, der skal tilbydes på den bemandede legeplads, så vidt muligt imødekommes.

Det nye større hus giver blandt andet mulighed for at lave flere faciliterede indendørs-aktiviteter på samme tid. Med udendørs legeelementer både i den østlige og vestlige del af parken vil det være legepladsmedarbejdernes opgave at benytte disse til at favne både småbørn, unge og voksne. Med multibaner gives mulighed for at afholde turneringer i fx fodbold og basket med de unge i området. Med klatreelementer og bålfaciliteter kan børn og unge samt voksne mødes i bevægelseslege og fællesskaber på tværs.  I den vestlige del af parken anlægges aktivitetsbakke, legeområde og en 5-mands kunstgræsbane (uden gummi-infill). Området i vest vil ligge i åben forbindelse til Nørrebro Park Skole og kan dermed bruges til udeskole med nye lege- og læringsfunktioner.

I mødet med de unge mellem 10 og 16 år arbejder legepladserne aktivt for at bygge bro til de lokale klub- og foreningstilbud gennem relationsdannelse til de unge og stærke lokale partnerskaber.

Arkæologiske undersøgelser (finansieres af dels medfinansieringsmidler, dels skattemidler)

Københavns Museum forventer at omkring 3.000 sløjfede grave skal udgraves, før anlægsprojektet kan udføres. For at imødekomme de lokale ønsker til mindst mulig nedlukning af parken, planlægges anlægsarbejderne i etaper, så de arkæologiske udgravninger løbende udføres samtidig med klima- og byrumsprojektet. De samlede omkostninger til undersøgelsen, herunder udgravning, registreringer og analyser, forventes at være ca. 34 mio. kr. Heraf dækkes ca. 6,5 mio. kr. af midlerne afsat til byrumsforbedringer og ca. 27,5 mio. kr. af medfinansieringsøkonomien.

Omfanget af de arkæologiske arbejder samt den kommende etapeinddeling i anlægsfasen medfører en senere forventet ibrugtagning af det samlede projekt og indebærer en længere periode med anlægsarbejde, som for hele området strækker sig over ca. 2,5 år. Etapeopdelingen gør, at området og parken kun holdes delvist nedlukket under anlægsfasen, fordi byggepladsen rykkes rundt. Området vil i perioden stadig være præget af byggeplads og gravearbejde. Der er fortsat usikkerheder forbundet med økonomi og tidsplan, da omfanget af arkæologiske fund først endeligt kendes, når udgravningen påbegyndes.

Fredninger

Hans Tavsens Park er fredet med henblik på, at arealet bevares som rekreativt grønt område, og at det skal drives som park. Projektet kræver, at Fredningsnævnet dispenserer fra fredningskendelsen bl.a. som følge af ny pavillon på legepladsen og nedlukning under anlægsfasen, men forvaltningen vurderer ikke, at fredningens formål hindres med projektet. Fredningsansøgningen indsendes i foråret 2023, og svartiden forventes at være 4 måneder.

Konsekvenser for træer og parkering
Der er i dag 239 træer i projektområdet. Der skal i alt fældes 60 træer i projektet, hvoraf 14 træer er over 30 år gamle, og tre af dem er ikoniske træer på mellem 35 og 40 år. Der plantes 268 nye træer i projektområdet med fokus på at skabe et bredt træartsvalg, som både vil højne biodiversiteten og skabe en fremtidig robust artssammensætning, jf. bilag 6. De enkelte trævalg fastlægges i udbudsprojektfasen. Det samlede antal træer forøges dermed med 208 til i alt 447. De fældede træer beskrives i bilag 6, og deres placering fremgår af bilag 4. For at skabe plads til skybrudshåndtering og kunstgræsbane er det ikke muligt at bevare alle træer i parken, men projektet er udformet, så færrest mulige træer fældes og med fokus på at bevare de ældste og største træer.

Der er i dag seks parkeringspladser i Hans Tavsens Gade ud for Hellig Kors Kirke. Disse nedlægges og erstattes af seks parkeringspladser i Kapelvej, jf. bilag 4C.

Lokal inddragelse og høring

Projektet er udviklet med inddragelse af lokalområdet. Områdefornyelsen Indre Nørrebro har afholdt borgermøder i forbindelse med konkurrenceforslaget og dispositionsforslaget (det seneste ultimo 2018). Følgegruppen, som består af både beboere og lokale interessenter, herunder de to nærliggende skoler, har sidenhen været involveret i projekteringen, hvor de har givet input og bidraget til kvalificering af løsninger. I en spørgeundersøgelse foretaget af Nørrebro Lokaludvalg medio 2021 tilkendegiver 88% som nævnt ovenfor, at de synes ’godt’ eller ’rigtig godt’ om det nye projekt.

Under projekteringen har henholdsvis Nørrebro Park Skole og Blågård Skole været inddraget og der har været en positiv dialog. Deres input og ønsker er for så vidt muligt indarbejdet i projektet med særlig fokus på udformning af legepladserne.

Blågård Skole har været inddraget i forbindelse med udformningen af Mellemrummet (Hans Tavsens Gade mellem Blågård Skoles bygninger) og parken, herunder legeplads øst i projekteringsfasen. Skolen mangler en skolegård for udskolingseleverne, og der er i projektet derfor fokus på, at Mellemrummet skal kunne fungere som skolegård. Designet af Mellemrummet hænger nøje sammen med designet af Blågård Skoles øvrige skolegård. Derudover er der afholdt diverse møder i forbindelse med koordinering af Blågård Skoles igangværende byggeprojekt og Hans Tavsens Park projekt.

Nørrebro Lokaludvalg havde projektforslaget til høring i perioden 3. juni til 30. august 2021, jf. bilag 5.
Lokaludvalget fremhæver, at parken i dag fungerer godt og opfordrer forvaltningen til at lave en alternativ vandhåndtering til løsningsforslaget i ”Nørrebrosjælen”. Desuden oplister høringssvaret en række forbehold omkring indretning af parken, som er modtaget i forbindelse med spørgeskemaundersøgelsen, fx en bekymring for balancen mellem græsplæne og vild natur i forhold til picnic, rundbold mm., og tæt bevoksning i forhold til tryghed. Desuden er der bl.a. forbehold for basketkurvens placering i Hans Tavsens Gade i forhold til støj.

Forvaltningens bemærkninger: Der vil fortsat være mange arealer, der kan bruges som nu. Høringssvar vedr. konsekvenser ved en alternativ indretning er uddybet i afsnittet Politisk handlerum. Den øgede beplantning omfatter ikke tætte buskplantninger. Basketkurven er placeret i området mellem Blågård Skoles bygninger til gavn for de store skolebørn, hvilket er sket i dialog med Blågård Skole. Høringssvaret har således ikke givet anledning til at ændre projektet.

Forvaltningen orienterer løbende væsentlige interessenter, herunder lokaludvalget og den lokale følgegruppe, om projektets status via nyhedsbrev. Det forventes herudover bl.a., at forvaltningen inviterer følgegruppe og lokaludvalg til et møde om projektets detailløsninger i løbet af sensommer/efteråret 2023.

Politisk handlerum

Det kan besluttes at imødekomme lokaludvalgets ønske om at håndtere vandet på alternativ vis og ”lade så meget som muligt af resten af parken forblive som den er i dag”. En sådan beslutning vil kræve nye hydrauliske beregninger og nye undersøgelser af parkens indretning og design. Afhængig af hvor omfattende ændringerne viser sig at være, og hvor meget der ikke kan videreføres til det nye alternativ, vil der skulle findes skattemidler til at dække de afholdte omkostninger på medfinansieringsdelen (skybrudsdelen). Ændringerne kan også vise sig at være så store, at ”Nørrebrosjælen” ikke længere kan danne grundlag for projekt, og derfor må aflyses.  De afholdt omkostninger på medfinansieringsdelen er ca. kr. 9 mio.  Til dette skal lægges skattemidler til udvikling af byrumsdelen i et nyt projekt.

Økonomi

Frigivelsen af de resterende 48,6 mio. kr. (2023 p/l) til projektet Byrumsforbedringer i Hans Tavsens Park og Hans Tavsens Gade på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling ordinært anlæg, samt forhøjelse og frigivelse af anlægsbevilling på 22,5 mio. kr. (2023 p/l) til skybrudsprojektet Hans Tavsens Park på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Klima anlæg, er beskrevet i bilag 7.

I Overførselssagen 2017/2018 blev der afsat afledte driftsmidler for projektet på 1,4 mio. kr. i 2023, og 3,4 mio. kr. fra 2024 og frem. Midlerne er placeret under Økonomiudvalget og vil i forbindelse med ibrugtagningen blive overført til Teknik- og Miljøudvalget.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, igangsættes udbudsprojektfasen. Det fysiske anlægsarbejde forventes igangsat med første etape af den arkæologiske undersøgelse i sommeren 2024. Ibrugtagningstidspunktet for selve anlægsprojektet forventes at være medio 2027.

 

Søren Wille

                                                                                       /Peter Højer

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 27. marts 2023

 

Enhedslisten stillede følgende ændringsforslag som erstatning af 1.-3. at-punkt:

 

”at sagen sendes tilbage til Teknik- og Miljøforvaltningen med henblik på afholdelse af dialogmøde med de lokale interessenter.”

 

Ændringsforslaget blev vedtaget uden afstemning.
Til top