Mødedato: 27.03.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Vejnavne til Carlsbergområdet, Valby

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal på baggrund af en indstilling fra Vejnavnenævnet tage stilling til fire navne til tre nye veje og en plads på området ved Carlsberg.

Indstilling

Vejnavnenævnet indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at en ny plads på Carlsberg navngives Kedelpladsen pr. 1. maj 2017.
  2. at en ny vej på Carlsberg navngives Paulas Passage pr. 1. maj 2017.
  3. at en ny vej på Carlsberg navngives Kapselgade pr. 1. maj 2017.
  4. at en ny vej på Carlsberg navngives Fadet pr. 1. maj 2017.

Problemstilling

Området ved Carlsberg udvikles i disse år til en ny bydel. Carlsberg Byen har derfor anmodet om fire navne til tre nye veje og en plads.

Løsning

De eksisterende veje på Carlsberg er navngivet inden for fire navnetemaer: Ølbrygning, områdets historie, personer med tilknytning til Carlsberg og kunstmalere, formgivere mv. Vejnavnenævnet foreslår, at de nye navne holdes inden for de samme temaer og indstiller fire nye navne, der også fremgår af kortet i bilag 1:

  1. Paulas Passage – efter en af Carl Jacobsens døtre.
  2. Kedelpladsen – pladsen ligger lige ved siden af den fredede Kedelhal.
  3. Kapselgade – ligger tæt på vejene Flaskegade og Flaskehalsen.
  4. Fadet – refererer til ølbrygning, dvs. ølfad og fadøl.

Høring og indkomne høringssvar

I 2016 besluttede Vejnavnenævnet at sende fire navne i høring: Paulas Passage, Kedelpladsen, Kapselgade og Fadet. Der blev udsendt høringsbreve til henholdsvis Carlsberg Byen og Vesterbro Lokaludvalg.

Carlsberg Byen havde indsigelser mod navnet Fadet. De mente, at navnet giver negative associationer som f.eks. fedtefadet, og at navnet falder uden for den øvrige navngivning på området, der relaterer sig til bl.a. ølbrygning. Som følge heraf besluttede Vejnavnenævnet at ændre navnet Fadet til Ølfadet, således at navnet fik tydeligere reference til ølbrygning. Dette var en så væsentlig ændring af det oprindelige forslag, at det var i fornyet høring jf. bestemmelserne i Forvaltningslovens § 19.

Carlsberg Byen oplyste, at de opfattede navnet Ølfadet som noget ærgerligt i forhold til de boliger, erhvervslejemål m.v., der vil få adresser til vejen. Carlsberg Byen foreslog, at den aktuelle vej i stedet navngives Boblegade. Carlsberg Byen begrundede forslaget med, at navnet Boblegade også har reference til ølbrygning, og at vejen desuden er placeret tæt på den fredede mineralvandsfabrik.

Vejnavnenævnet fik forelagt resultatet af den fornyede høring den 6. februar 2017. Som følge af høringen besluttede Vejnavnenævnet at ændre navnet Ølfadet tilbage til det oprindelige navneforslag Fadet, der allerede havde været i høring.  

Vesterbro Lokaludvalg oplyste i begge høringer, at de ikke havde bemærkninger til navnene.

Forvaltningens bemærkninger

Forvaltningen vurderer, at de indkomne høringssvar ikke giver anledning til at ændre på de indstillede navne. De fire navne holder sig temamæssigt inden for den øvrige navngivning, der findes på Carlsbergområdet. Navnet Fadet refererer til ølbrygning, hvilket også vil fremgå af vejnavneskiltenes undertekst. Lovgivningsmæssigt er der heller ikke noget til hinder for at navngive vejene med de foreslåede navne.

Nævnet fandt, at navnet Boblegade ikke var egnet til området. Navnet kan dog godt anvendes i forhold til gældende regler. Ifølge adressebekendtgørelsens § 7 om vejnavnenes entydighed må der ikke fastsættes et nyt vejnavn, når det samme eller et næsten enslydende vejnavn allerede er fastsat for en anden navngiven vej inden for en radius af 10 km. Navnet Boblegade er ikke i strid med disse regler, da der ikke findes ens eller enslydende vejnavne i nærheden, og navnet kan derfor anvendes.

Økonomi

Der er mindre økonomiske konsekvenser i forhold til opsætningen af vejnavneskilte, der afholdes over forvaltningens driftsbudget.

Videre proces

Når indstillingen er godkendt i Teknik- og Miljøudvalget, vil navnene blive offentliggjort. Ikrafttræden vil i overensstemmelse med beslutningen ske den 1. maj 2017.

 

Formand for Vejnavnenævnet

Morten Kabell

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 27. marts 2017

Radikale Venstre stillede følgende ændringsforslag til erstatning af indstillingens 4. at-punkt:
"At en ny vej på Carlsberg navngives Snabel Allé pr. 1. maj 2017.”

Ændringsforslaget blev ikke godkendt med ni stemmer mod en. Ingen undlod at stemme.

For stemte: B.
Imod stemte: A, C, I, V og Ø.

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.


Til top