Mødedato: 27.03.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Dispensation fra lokalplan 432 "Carlsberg II" til at fælde ni bevaringsværdige træer, Valby

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til ansøgning om dispensation til at fælde ni bevaringsværdige træer, som efter lokalplanen må fældes, når det er påkrævet i forbindelse med nybyggeri.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at Teknik- og Miljøforvaltningen meddeler dispensation fra § 8, stk. 6, punkt b, i lokalplan nr. 432 til at fælde en gruppe med seks bevaringsværdige træer, jf. bilag 1, som efter lokalplanen må fældes, når det er påkrævet i forbindelse med nybyggeri, samt at der stilles vilkår om, at der inden udgangen af 2019 plantes seks erstatningstræer med et stammeomfang på 30-35 cm indenfor lokalplanområdet.
  2. at Teknik- og Miljøforvaltningen meddeler afslag på ansøgning om dispensation fra § 8, stk. 6, punkt b, i lokalplan nr. 432 til at fælde tre bevaringsværdige træer i Kammas Have, jf. bilag 1, som efter lokalplanen må fældes, når det er påkrævet i forbindelse med nybyggeri. 

Problemstilling

Carlsberg Byen P/S har søgt om tilladelse til at fælde ni træer, jf. bilag 1. Træerne er bevaringsværdige efter kommunens kriterier, men kan ikke bevares, hvis lokalplanens bebyggelsesplan skal realiseres. Træerne er dog markerede i lokalplanen som bevaringsværdige, for at forvaltningen i forbindelse med en konkret tilladelse kan stille vilkår om erstatningstræer ved fældning. Teknik- og Miljøudvalget har ved behandling den 28. november 2016 af tillæg 6 til lokalplan 432 ønsket, at udvalget behandler visse ansøgninger om dispensationer fra lokalplanen, herunder blandt andet sager om fældning af bevaringsværdige træer.

Teknik- og Miljøudvalget skal derfor tage stilling til, om forvaltningen kan give dispensation til at fælde disse bevaringsværdige træer, som efter lokalplanen må fældes, når det er påkrævet i forbindelse med nybyggeri.

Løsning

Ansøgningen

Carlsberg Byen P/S har søgt om tilladelse til at fælde ni bevaringsværdige træer, der efter lokalplanen må fældes, når det er påkrævet i forbindelse med nybyggeri. Træerne ønskes fældet i forbindelse med bygge- og anlægsarbejder i området nord for Ny Carlsberg Vej. Området er vist på bilag 2. Der er tale om en gruppe med seks træer samt tre fritstående træer, der er udpegede i lokalplan 432 ”Carlsberg II” som bevaringsværdige træer, der må fældes, hvis det er påkrævet i forbindelse med nybyggeri.

Gruppen med seks træer står delvist indenfor den kommende vejforbindelse mellem byrummet Bag Elefanterne og Constantin Hansens Gade – og delvist indenfor byggefelt til nybyggeri. Carlsberg Byen P/S ønsker at fælde træerne nu for at kunne igangsætte anlæg af forsyningsledninger i vejtracéet. Carlsberg Byen P/S oplyser, at ledningsarbejderne skal være afsluttede, inden de første boliger i etapen Bag Elefanterne ibrugtages september-oktober 2017.

De tre træer i Kammas Have står langs kanten af og delvist indenfor et byggefelt til nybyggeri. Carlsberg Byen P/S forventer at udnytte hele byggefeltet i overensstemmelse med bebyggelsesplanen i tillæg 6, så træerne ikke kan bevares. Der er ikke udarbejdet et konkret projekt for nybyggeri på grunden, men Carlsberg Byen P/S oplyser, at de regner med en byggestart primo januar 2018, det vil sige om ni måneder. Ønsket om at fælde træerne allerede nu er begrundet i aktuelle nedrivningsarbejder, boringer og etablering af skurby mv. på arealet. Det er blandt andet den nuværende skurby i byrummet Bag Elefanterne, der ønskes flyttet, så byrummet kan blive færdiggjort, inden beboerne flytter ind.

Carlsberg Byen P/S oplyser, at der ved undersøgelse i 2016 ikke er konstateret flagermus i træerne.

Carlsberg Byen P/S har i forbindelse med vedtagelse af tillæg 6 til lokalplanen udarbejdet en foreløbig oversigt over, hvor og hvornår der plantes erstatningstræer. Den er fortsat gældende.

Bevaringsværdige træer i lokalplan 432 ”Carlsberg II”

I forbindelse med udarbejdelse af rammelokalplanen for Carlsberg og efterfølgende tillæg er der foretaget en registrering af bevaringsværdige træer i overensstemmelse med kommunens kriterier for udpegning af bevaringsværdige træer i lokalplaner. Træer, som er vurderet bevaringsværdige, er markerede på lokalplanens tegning nr. 7 med henholdsvis grøn og rød signatur.

Det fremgår af lokalplanens bestemmelser, at de grønne bevaringsværdige træer skal bevares. De røde bevaringsværdige træer må derimod efter lokalplanens bestemmelser fældes, hvis det er påkrævet i forbindelse med nybyggeri, og på betingelse af, at der plantes et tilsvarende antal nye, store træer med en stammeomkreds på 30-35 cm indenfor lokalplanens område, jf. bilag 3.

Ingen af de bevaringsværdige træer må fældes uden forvaltningens tilladelse (dispensation).

Anbefaling

Alle ni træer er fastlagt i lokalplanen som bevaringsværdige træer, der må fældes, hvis det er påkrævet i forbindelse med nybyggeri (rød markering).

Forvaltningen vurderer, at lokalplanens betingelser er opfyldt for gruppen med seks træer, som hindrer anlæg af vej og forsyningsledninger til etapen Bag Elefanterne. Anlæg af forsyningsledninger skal være afsluttet inden, de første beboere flytter ind i bebyggelsen i efteråret 2017. Det er således påkrævet at fælde træerne nu af hensyn til nybyggeri.

Forvaltningen vurderer, at lokalplanens betingelser ikke på nuværende tidspunkt er opfyldt for de tre træer i Kammas Have, da ønsket om at fælde træerne er begrundet i nedrivningsarbejder, boringer og etablering af skurby. Til gengæld forventer forvaltningen at kunne anbefale en dispensation i forbindelse med en byggetilladelse til nybyggeri i overensstemmelse med lokalplanens bebyggelsesplan for det aktuelle byggefelt. Carlsberg Byen P/S regner med byggestart primo januar 2018, og forvaltningen forventer derfor at modtage en ansøgning om byggetilladelse ultimo 2017. Hvis der meddeles afslag på ansøgningen om at fælde træerne nu, vil byggepladsmodning (nedrivninger, jordprøver, indhegning mv.) ifølge Carlsberg Byen P/S blive forsinket eller besværliggjort. Endvidere skal der findes en alternativ placering af skurby til byrumsprojektet Bag Elefanterne.

Dispensationen kan meddeles uden naboorientering

Teknik- og Miljøudvalget har bemyndiget Teknik- og Miljøforvaltningen til at dispensere fra lokalplaner, hvis dispensationen ikke er af principiel karakter, eller hvis naboorientering ikke har medført mange eller vægtige indsigelser. Forvaltningen vurderer, at der kan meddeles dispensation til at fælde de røde træer uden naboorientering, da lokalplanen muliggør, at træerne må fældes. Det er således forventeligt for naboerne, at træerne kunne blive fældet i forbindelse med nybyggeri. I den aktuelle sag er naboer og andre i forbindelse med tilvejebringelse af tillæg 6 til lokalplanen gjort bekendt med, at træerne ikke bevares i forbindelse med byudviklingen. Lokalplanforslaget var i offentlig høring juli-september 2016, hvor der kom mange bemærkninger angående fældning af træer på Carlsberg, men ingen bemærkninger specifikt om disse træer.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Hvis Teknik- og Miljøudvalget godkender indstillingen, vil forvaltningen meddele dispensation til fældning af gruppen med seks træer på vilkår om, at der inden udgangen af 2019 plantes seks erstatningstræer. Forvaltningen vil samtidigt meddele afslag på ansøgning om fældning af de tre træer i Kammas Have.

 

Pernille Andersen

/Jakob Møller Nielsen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 27. marts 2017

Indstillingen blev godkendt med seks stemmer mod fire. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, C, I og V.
Imod stemte: B og Ø.

Til top