Endelig vedtagelse af tillæg nr. 2 til lokalplan nr. 410-1 "Artillerivej Syd", Amager Vest
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til endelig vedtagelse af tillæg nr. 2 til lokalplan nr. 410-1 ”Artillerivej Syd”. Lokalplantillægget ændrer områdets anvendelse til et boligområde, justerer det muliggjorte etageareal samt ændrer placering og udformning af flere bygninger i planområdet mv.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at tillæg nr. 2 til lokalplan nr. 410-1 ”Artillerivej Syd” godkendes med ændringer som foreslået i afsnittet Løsning.
Problemstilling
Med Kommuneplan 2015 blev rammen for området ændret fra boliger og serviceerhverv til boliger. Grundejerne har anmodet om et tillæg til lokalplan nr. 410-1 ”Artillerivej Syd”, der ændrer lokalplanen i overensstemmelse hermed samt ændrer bestemmelser for bygningernes udformning. Forslaget til lokalplantillæg blev godkendt af Teknik- og Miljøudvalget den 21. november 2016 og har været i høring fra den 2. december 2016 til den 3. februar 2017. Forvaltningen har modtaget 96 henvendelser, der har givet anledning til enkelte ændringsforslag.
Løsning
Lokalplan nr. 410-1 fastlægger den sydligste del af Islands Brygge til et byområde med en blanding af lavere bebyggelse og høje enkeltstående bygninger. Forslaget til lokalplantillæg (bilag 1) er udarbejdet på baggrund af ønsker fra grundejerne. Med planen bortfalder minimumskravet til etagearealet til serviceerhverv. Samtidig opdateres bestemmelserne om boligstørrelser, herunder krav om mindst 15 % små boliger og krav om 25 % almene boliger for så vidt angår det øgede boligetageareal. Der er lagt vægt på, at kravet til omfanget af udadvendte serviceerhverv mv. i stueetager er det samme som i den oprindelige lokalplan. Planforslaget er i overensstemmelse med Kommuneplan 2015. I bilag 8 er forskellen mellem omfanget af udadvendte funktioner mellem forslag til lokalplantillæg, som blev forelagt udvalget, og forslaget til lokalplantillæg, der blev sendt i offentlig høring beskrevet.
Som følge af høringen og den af bygherrens arkitekt fremsendte designmanual, der er vedlagt som bilag 7, foreslår forvaltningen enkelte mindre ændringer i bestemmelserne i § 5, stk. 2 om den ydre fremtræden af to høje bygninger C og D for at sikre den grønne fremtræden, bl.a. ved krav om plantebede og et centralt styret vandingsanlæg.
Borgermøde
På borgermødet i Njalsgården den 11. januar 2017 deltog 54 borgere, hvor mange gav udtryk for utilfredshed med planforslaget. Utilfredsheden samlede sig stort set om de samme punkter, som høringssvarene beskriver. Referat af borgermødet er vedlagt som bilag 6.
Høring
De modtagne henvendelser er vedlagt, jf. bilag 4. I bilag 5 er henvendelserne refereret med forvaltningens bemærkninger.
Bemærkninger fra Metroselskabet – bilag 4 henvendelse nr. 29
Metroselskabet anfører, at der i 2023 åbner en ny metrostation på Enghave Brygge tæt på Frederiksholmsløbet, og at en ny bro bør lande sydligere på Islands Brygge end i planforslaget for at opnå den kortest mulige forbindelse mellem stationen og det nye byområde på Islands Brygge.
Forvaltningens bemærkninger
Med lokalplanforslagets viste placering af en eventuel stibro er der taget udgangspunkt i, at den lander på Islands Brygge på den centrale plads, hvor der endnu ikke er bygget, og der er ved bestemmelser taget højde for broen og det videre forløb af stier og havnepromenader. På Enghave Brygge lander broen på det sted, hvor den er vist i lokalplanen for dette område. På Islands Brygge vil en sydligere placering være mindre synlig og medføre indgreb i Nokken, der er omfattet af en bevarende lokalplan. Der er ikke med vedtagelsen af lokalplantillægget truffet beslutning om etablering af broen. Det vil kræve en selvstændig proces med hensyn til finansiering, og samtidig skal der tages stilling til, om det vil forudsætte en ny lokalplan og miljøvurdering.
Bemærkninger fra Københavns Museum, Energinet og HOFOR – bilag 4 henvendelse nr. 82, 91 og 93
Museet og selskaberne har bemærkninger, der tilgodeses med lokalplanen, eller er sammenfaldende med borgerhenvendelser, der behandles under dette punkt.
Bemærkninger fra Amager Vest Lokaludvalg – bilag 4 henvendelse nr. 77
Amager Vest Lokaludvalg er tilfredse med at fastholde omfanget af erhvervslokaler i stueetager, men er bekymrede for vindturbulens samt for øget utryghed for gående og cyklende. Endelig ønsker udvalget anløbsplads til havnebussen og mere plads til husbåde. Generelt er det udvalgets opfattelse, at der er taget alt for stort hensyn til bygningsvolumen på bekostning af arkitektur samt områdets historie og beliggenhed.
Forvaltningens bemærkninger
Lokaludvalgets synspunkter er sammenfaldende med borgernes henvendelser, og forvaltningen kommenterer derfor samlet nedenfor.
Hovedsynspunkter i borgernes henvendelser
- Der er modstand mod ændring af områdets status til et boligområde, da det vil skabe en soveby.
- Mange henvendelser indeholder kritik af, at der ændres på en lokalplan, som beboerne har købt bolig i tillid til, at den fortsat vil være gældende.
- Det kritiseres, at der ikke stilles krav om anvendelse af stueetager til udadvendte funktioner. Desuden kritiseres det, at udadvendte funktioner omfatter andet end publikumsorienterede serviceerhverv.
- Over halvdelen af henvendelserne indeholder kritik af den nye udformning af de høje bygninger, der betegnes som firkantede klodser, og det betvivles, at bygning C og D vil fremtræde grønne.
- Konsekvenser i forhold til skyggevirkninger og vindforhold giver anledning til bekymring.
- Trafikalt er det især forløbet af cykelruter, placering af stibroer og kollektiv trafikbetjening, der giver anledning til kritik.
- Forsyningen med offentlig service, herunder særlig børneinstitutioner og skoler, anses for mangelfuld ikke mindst i lyset af, at der nu kommer flere boliger.
Forvaltningens bemærkninger
- Ændringen af områdets status er besluttet af Borgerrepræsentationen i forbindelse med vedtagelse af Kommuneplan 2015. Der stilles krav om udadvendte funktioner i stuetager og etableres en skole i Drechselsgade lige op til lokalplanområdet, jf. pkt. 3 og pkt. 7
- Når de kommuneplanmæssige forudsætningerne ændrer sig, kan grundejerne kræve, at en lokalplan tages op til revision, jf. pkt. 1.
- Der stilles krav om udadvendte funktioner i stueetager på mindst 5.700 m2 svarende til kravet i den gældende lokalplan. Udadvendte funktioner omfatter også fælleslokaler for beboerne, men alene i de nye bygninger vil der blive indrettet ca. 3.000 m2 til dagligvarebutik, andre butikker, caféer og restauranter samt andre former for udadvendte serviceerhverv.
- På baggrund af høringen foreslår forvaltningen enkelte mindre ændringer i bestemmelserne i § 5, stk. 2 om den ydre fremtræden af to høje bygninger C og D for at sikre den grønne fremtræden, bl.a. ved krav om plantebede og et centralt styret vandingsanlæg.
- Forskellen mellem skyggevirkninger og vindforhold i den gældende lokalplan og det nye forslag er beskrevet i bilag 3, der er udvidet med flere tidspunkter. Det fremgår heraf, at forholdene samlet set vil være bedre med den nye plan.
- For så vidt angår placering af en eventuel stibro til Enghave Brygge henvises til bemærkningerne til henvendelsen fra Metroselskabet, og for så vidt angår en ekstra bro over havnevigen vil et ønske herom fra forvaltningens side blive fremsat i forbindelse med de kommende års budgetforhandlinger. Der etableres en separat cykelsti over den centrale plads, og hvis en eventuel bro over havneløbet bliver aktuel, vil der blive arbejdet videre med sikkerheden omkring krydsningen mellem fodgængere og cyklister. Det er Movia, der tager stilling til busruter og anløbspladser for havnebussen.
- Borgerrepræsentationen har besluttet etablering af en ny skole ved Drechselsgade som en overbygningsskole til Skolen på Islands Brygge, der forventes klar til brug i 2020. Børne- og Ungdomsforvaltningen er opmærksom på behovet for børneinstitutioner og arbejder på løsninger.
Stadsarkitekten deltager under behandlingen af indstillingen i Teknik- og Miljøudvalget.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har vedtaget lokalplanen, bekendtgør Teknik- og Miljøforvaltningen denne i henhold til reglerne i planloven.
Pernille Andersen
/Jakob Møller Nielsen
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 27. marts 2017
Et samlet udvalg stillede følgende ændringsforslag til erstatning af 1. at-punkt:
”At indstillingen udsættes til næstkommende udvalgsmøde med henblik på yderligere oplysning af sagen.”
Ændringsforslaget blev vedtaget uden afstemning.