Garanti for lån til nyt alment ældrebolig serviceareal, AKB afd. 819, Sundbyvang, Amager Vest
Teknik- og Miljøudvalget har den 24. februar 2014 godkendt kommunal garanti for realkreditlån til finansiering af opførelse af serviceareal i tilknytning til 72 almene ældreboliger i AKB afd. 819, Sundbyvang på Amager Vest. Teknik- og Miljøforvaltningen gav skema C tilsagn (godkendelse af byggeregnskab) den 16. september 2020. Projektets samlede anskaffelsessum er dermed endeligt opgjort, og der skal nu tages stilling til anmodning fra realkreditinstitut om kommunal garanti for restlånet til finansiering af opførelsen af det almene serviceareal.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at kommunen stiller garanti for realkreditlån til finansiering af serviceareal tilknyttet 72 ældreboliger i den almene boligorganisation AKB. Kommunen skal garantere for 100 % af restlån på 521.000 kr.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen har den 2. december 2010 godkendt opførelsen af serviceareal tilknyttet 72 almene ældreboliger beliggende på Sundbyvang på Amager Vest med kommunal garantistillelse for arbejderne. Et serviceareal er et areal, der anvendes til omsorg- og servicefunktioner, som ikke normalt vil foregå i en selvstændig bolig, og som indrettes i umiddelbar tilknytning til de almene ældreboliger. Borgerrepræsentationen bemyndigede samtidigt Teknik- og Miljøudvalget til efterfølgende at godkende den konkrete garantistillelse. Teknik- og Miljøudvalget har den 24. februar 2014 godkendt kommunal garanti for realkreditlån på 13,61 mio. kr. til finansiering af opførelse af servicearealet.
Teknik- og Miljøforvaltningen gav skema C tilsagn (godkendelse af byggeregnskab) den 16. september 2020, og Teknik- og Miljøudvalget skal nu tage stilling til ansøgning fra realkreditinstitut om kommunal garantistillelse for restlån på 0,52 mio. kr. til finansiering af opførelsen af det almene serviceareal. Garantien ved serviceareal tilknyttet almene ældreboliger er altid 100 % og stilles med hjemmel i almenboligloven, jf. bilag 2.
Løsning
Det konkrete byggeri er nu færdigt og ibrugtaget. Oplysninger om garantistillelsen fremgår af nedenstående skema.
Adresse |
Løvstikkevej 66, 2300 København S |
Lån, kr. |
521.000 kr. |
Garanti pct. |
100 % |
Kommunens hæftelse i kr. |
521.000 kr. |
Låntager |
AKB afd. 819, Sundbyvang |
Långiver |
Jyske Realkredit A/S |
Beslutningsdato i BR |
2. december 2010 |
Antal boliger |
Serviceareal til 72 almene ældreboliger |
Sagstype |
Nybyggeri |
Borgerrepræsentationen godkender almene byggeprojekter på baggrund af et skitseforslag med budget. Borgerrepræsentationen bemyndiger samtidig Teknik- og Miljøudvalget til at stille garanti for de realkreditlån, der skal finansiere byggeprojektet. Det realkreditinstitut, der giver lån til byggeriet, søger om garanti for lånene. Det sker typisk, når byggeriet er ved at være færdigt samt igen ved kommunens godkendelse af byggeregnskabet, hvor der sker en endelig regulering af realkreditlånet. Teknik- og Miljøforvaltningen modtager og gennemgår ansøgningen, hvorefter Teknik- og Miljøudvalget får garantien til godkendelse. Bilag 2 beskriver byggesagsbehandlingens faser og lovgrundlaget for kommunens garantistillelse.
Politisk handlerum
Teknik- og Miljøudvalgets kompetence i garantisager som denne er begrænset til en kontrol med, at der kun stilles garanti i overensstemmelse med Borgerrepræsentationens beslutninger.
Økonomi
Garantierne medfører ikke i sig selv bevillingsmæssige konsekvenser for Teknik- og Miljøudvalget. Garantierne kommer kun til udbetaling, hvis boligafdelingerne ikke selv kan betale ydelserne på lånene. Forvaltningen har ikke på nuværende tidspunkt indikationer på, at garantierne vil komme til udbetaling.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt garantiforpligtelserne, underskrives erklæringerne af teknik- og miljøborgmesteren og forvaltningens administrerende direktør og sendes til realkreditinstituttet.
Søren Wille
/Karsten Biering Nielsen
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 27. februar 2023
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.