Mødedato: 27.02.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Afgrænsning af gul betalingszone - Banevingen og Vingelodden på ydre Nørrebro

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til om to offentlige veje, Banevingen og Vingelodden, i erhvervsområdet på ydre Nørrebro, skal udgå af ny gul betalingszone.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at de to veje Banevingen og Vingelodden udgår af gul betalingszone på ydre Nørrebro.
  2. at medlemsforslaget fra Socialdemokratiet på Teknik- og Miljøudvalgets møde den 6. februar 2017 hermed er håndteret.

Problemstilling

I Budget 2016 (BR 1. oktober 2015) (A, B, C, F, I, O og V) blev det vedtaget, at Københavns nuværende betalingsområde skal udvides med en ny, gul zone pr 1. marts 2017. Den nærmere afgrænsning af zonen blev vedtaget på Teknik- og Miljøudvalgets møde den 22. februar 2016.

Af hensyn til parkeringsbehovene hos bilforhandlere og værksteder i erhvervsområdet mellem Rovsingsgade og banearealet på ydre Nørrebro godkendte Teknik- og Miljøudvalget den 6. februar 2017 et medlemsforslag fra Socialdemokratiet, der pålagde Teknik- og Miljøforvaltningen at fremlægge forslag om, at de to veje mellem Rovsingsgade og banelegemet udgår af gul betalingszone. Det drejer sig om Banevingen og Vingelodden, som pr 1. januar 2017 er optaget til offentlig vej, jf. kortudsnit i bilag 1.

Løsning

På baggrund af Socialdemokratiets medlemsforslag har forvaltningen foretaget en vurdering af, hvorvidt det er muligt at lade de to veje, Banevingen og Vingelodden, udgå af gul betalingszone.

Der er registreret 138 p-pladser på Vingelodden og 45 p-pladser på Banevingen, i alt 183 p-pladser. Forvaltningen vurderer, at det er muligt at lave en ændret afgrænsning af den kommende betalingszone, hvor de pågældende veje udgår. Det vil relativt simpelt kunne foretages ved at ændre placering af skilte og parkeringsautomater. Det forhold, at vejene er optaget til offentligt vej, forpligter ikke i sig selv kommunen til at indføre betalingsparkering. En ændret afgrænsning af den kommende betalingszone betyder derudover, at der skal foretages en del administrative ændringer, herunder at kort- og informationsmateriale skal justeres. Herudover skal de borgere, der bor på vejene, og som allerede har bestilt licens, have besked om, at de alligevel ikke behøver en licens.

En beslutning om at udtage de to veje, Banevingen og Vingelodden, af gul betalingszone kan efter forvaltningens vurdering have en række negative konsekvenser.

En ændret afgrænsning af den kommende betalingszone, under henvisning til virksomhedernes særlige behov for kunde- og medarbejderparkering på offentlig vej, hvor to veje undtages fra betalingsparkering, kan blive anset for forskelsbehandling i forhold til øvrige lignende virksomheder i betalingsområdet. I både de nye og eksisterende betalingszoner findes virksomheder i lignende og andre typer af brancher med samme behov. En beslutning om at tage de to veje, Banevingen og Vingelodden, ud af gul betalingszone kan derfor afstedkomme krav fra lignende virksomheder, som anser en sådan beslutning for konkurrenceforvridende, da virksomhederne på ydre Nørrebro fritages for en omkostning, som virksomhederne i både de nye og eksisterende betalingszoner er tvunget til at afholde.

Hertil kommer, at Bispebjerg Station er beliggende inden for 500 meter af Banevingen og Vingelodden, og vejene betragtes derfor som stationsnære. Det er forvaltningens vurdering, at en fritagelse af de to veje for betalingsparkering vil tiltrække pendlere og besøgende uden direkte ærinde til området. Desuden vil parkeringsforholdene for de tilgrænsende grundejere og beboere på de to veje blive forringet.

Desuden vil en fritagelse af de to veje for betalingsparkering bryde med forvaltningens overordnede behov for at etablere sammenhængende og nemt gennemskuelige regler i betalingszonerne.

Økonomi

Der er i forbindelse med vedtagelsen af Budget 2016 (BR 1. oktober 2015) (A, B, C, F, I, O og V) budgetteret med, at indførelsen af betalingsparkering i gul zone vil medføre en årlig indtægt på 61,0 mio. kr. Hvis Banevingen og Vingelodden, med i alt 183 p-pladser, udgår af gul zone, estimerer forvaltningen, at det vil medføre en reduktion i forvaltningens indtægter på 0,4 mio. kr. årligt. Provenutabet i 2017 skal finansieres i Overførselssagen 2016-2017, mens provenutabet for 2018 og frem skal finansieres i Budget 2018.

Herudover vil der være engangsudgifter forbundet med ændring af grafisk printede materialer, som er bestilt og leveret. Eksempelvis folier med visning af zonekortet på p-automater og genoptryk af Den lille P-guide. Der vil være engangsudgifter til udvikling af parkerings it-system hos ekstern leverandør, hvis zonen skal justeres efter den 1. marts 2017. Udgiften til grafiske materialer estimerer forvaltningen til at være 0,186 mio. kr. Forvaltningen estimerer den samlede engangsudgift til i alt at udgøre 0,236 mio. kr. Denne engangsudgift skal finansieres i Overførselssagen 2016-2017.

Videre proces

Forvaltningen vil efter vedtagelse af forslaget udarbejde budgetnotater til Overførselssagen 2016-2017 og Budget 2018 om finansieringen af engangsudgiften og provenutabet, som er forbundet med at lade Banevingen og Vingelodden udgå af gul betalingszone. Når finansieringen for 2017 er tilvejebragt i Overførselssagen 2016-2017, sørger forvaltningen for, at skiltning m.m. ændres, så vejene udgår af gul betalingszone efter Borgerrepræsentationens vedtagelse af overførselssagen den 27. april 2017.


Pernille Andersen

              /Anne-Sofie Degn

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 27. februar 2017

Enhedslisten stillede følgende ændringsforslag til erstatning af 1. at-punkt:
”At de to veje Banevingen og Vingelodden udgår af gul betalingszone på ydre Nørrebro, såfremt provenuetab og engangsudgifter finansieres i overførselsforhandlingerne 2016-2017.”

Ændringsforslaget blev godkendt med syv stemmer mod en. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, V og Ø.
Imod stemte: B.

 

Den således ændrede indstilling blev godkendt med syv stemmer mod nul. Et medlem undlod at stemme.

For stemte: A, V og Ø.
Imod stemte: Ingen.
Undlod at stemme: B.

Til top