Tilladelse til Distortion gadefester 2017
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at forvaltningen giver en rammetilladelse til Distortions gadefester i 2017. Tilladelsen udstedes på baggrund af Distortions hovedansøgning, og indeholder skærpede vilkår for 2017 i forhold til de vilkår, der gjaldt i 2016 (bilag 3).
- at der som forudsætning for udnyttelse af hoved- og detailtilladelser opkræves et samlet depositum på 200.000 kr. hos arrangøren til dækning af skader på kommunens ejendom, herunder bl.a. vej og vejudstyr.
Problemstilling
Afholdelsen af den årlige Distortion gadefest giver en række gener for beboerne i de festberørte gader. Det blev i evalueringen af Distortion gadefester 2016 (Teknik- og Miljøudvalgsmødet den 19. december 2016) konstateret, at organisationen Distortion, i takt med udviklingen af gadefesterne, ikke har været i stand til i tilstrækkelig grad at dæmme op for disse gener. Teknik- og Miljøudvalget tog den 19. december 2016 evalueringen af Distortion gadefester 2016 til efterretning, og Jakob Næsager (C) bad i den forbindelse om, at tilladelsen til Distortion 2017 blev udvalgsbehandlet.
Løsning
Forvaltningen indstiller, at der udstedes en rammetilladelse til Distortion, der fastsætter de skærpede vilkår, som Distortion skal leve op til i 2017. Den politiske godkendelse af rammetilladelsen (bilag 2) er en forudsætning for, at Distortion senere kan få en endelig hovedtilladelse. Rammetilladelsen fastlægger de skærpede vilkår for 2017, mens hovedtilladelsen på den baggrund giver tilladelse til koncept og indhold for arrangementerne. Efterfølgende gives specifikke deltilladelser for hver enkelt street host. Disse kan først gives, når der er truffet de nødvendige beslutninger om færdselsbegrænsning og afspærring af de vejarealer, hvor Distortion 2017 skal finde sted, og når de sikkerhedsmæssige forhold er godkendt.
Den overordnede rammetilladelse (bilag 2) indeholder en række skærpede vilkår på indsatsområderne: Støj, hærværk, toiletter og lokal forankring. Forvaltningen vurderer, at ansøger hermed har taget højde for tidligere problematikker i forhold til placering, lokal forankring, toiletforhold, forebyggelse af hærværk, og at ansøger samtidig har fokus på at lave et generelt løft på flere områder for at imødekomme fremtidige udfordringer.
Forvaltningen er derfor i koordinerende dialog med Kultur- og Fritidsforvaltningen om de skærpede rammevilkår for en tilladelse i 2017. Kultur- og Fritidsforvaltningen indgår en skriftlig aftale med arrangørerne om udformningen af arrangementet. Herunder også særlige vilkår for afholdelsen.
Placering
Distortion har søgt om gadefester på Nørrebro onsdag den 31. maj 2017 og Vesterbro torsdag den 1. juni 2017 i tidsrummet 16-22. De har søgt om Rådhuspladsen onsdag og torsdag fra kl. 18-02 (bilag 1). Placeringen på Rådhuspladsen er central, der er nem adgang til offentlig transport samtidig med, at den tager hensyn til, at byens borgere bliver generet mindst muligt, da der her er forholdsvis langt til nærmeste beboelse. I vilkårene i rammetilladelsen giver forvaltningen delvist afslag på ansøgning om musik på Rådhuspladsen i tidsrummet 18.00 - 02.00. Arrangementet foregår på to hverdagsaftner i trækvurderer forvaltningen af hensyn til naboer, at der kun gives tilladelse til musik frem til kl. 24.00. Spilletiden til 24.00 på Rådhuspladsen skal hjælpe med at trække festivaldeltagerne væk fra brokvartererne kl. 22.00, så renhold og nedtagning her kan ske til tiden. Dette er også en vigtig pointe i den politimæssige evaluering. Festen på Rådhuspladsen har desuden en præventiv effekt på afledte piratfester i brokvartererne. Endelig er Rådhuspladsen særlig velegnet til at håndtere de store menneskemængder, som kan forventes til dette arrangement. Det tilsvarende arrangement i 2016 på Frue Plads måtte stoppes af politiet, da menneskemængden blev for stor.
Valget af Nørrebro og Vesterbro gør det muligt at anvende den sikkerhedsmæssige erfaring fra tidligere år. Politiet vurderer i øvrigt, at der skal være en forhøjet terrorsikring på alle de ønskede placeringer.
Støj
I evalueringen 2016 fremgik det, at musikken på alle scener blev lukket til aftalt tid, men at lydniveauet i nogle områder var til gene for beboere. For at finde en balance mellem hensynet til beboerne på den ene side, og arrangementets særlige og enkeltstående karakter på den anden, indstiller forvaltningen,at der anvendes støjgrænser fra Forskriften for udendørs musikarrangementer på lokaliteter omfattet af forskriften.
På lokaliteter, der ikke er omfattet af forskriften, stilles vilkår om, at det gennemsnitlige lydniveau ikke må overskride Leq 80 dB(A) på facade ved nærmeste beboelse. Distortion har ønsket et niveau på mindst 85 dB til koncertaktiviteter, men forvaltningen har vurderet, at et niveau på 80 dB er mere rimeligt for naboerne, men også tilstrækkeligt til at der stadig kan opnås en koncertlignende oplevelse. Desuden har forvaltningen lagt vægt på, at de lokaliteter, der ikke er omfattet af Forskriften for udendørs musikarrangementer, kun sjældent udsættes for musikstøj. Derfor vurderer forvaltningen, at dette er et tåleligt støjniveau ved et enkeltstående arrangement af denne særlige karakter.
Hærværk
Distortion har i 2017 ikke søgt om en stor scene på Sankt Hans Torv på baggrund af sidste års problemer med hærværk på lyssignaler. Det samme gælder andre gader, hvor der har været stor klageaktivitet på Distortions borgertelefon. Forvaltningen har i bilag 2 sat skærpede rammevilkår om, at der skal findes en løsning for at sikre en række udsatte trafiksignaler, eksempelvis ved professionelt opsyn for at mindske risikoen for hærværk.
Distortion skriver i deres ansøgning, at øget salg af gadearmbånd bl.a. skal være med til at finansiere en kommunikationsindsats for: ”.. at Distortion skal være en ”ordentlig fest” – hvor det ustyrlige og impulsive dna bevares, men hvor respekt for København og ordentlig opførsel sagtens kan kombineres med sjov og ballade” (bilag 1). I forhold til sidste år betyder det, at Distortion vil skaffe flere midler, som bl.a. skal gå til en øget kommunikationsindsats.
Toiletter
Distortion har i deres ansøgning beskrevet, at ekstra sanitet og renhold skal prioriteres i deres gadefest-løft. Den endelige sanitetsplan bliver fastlagt, når placeringen af de enkelte street hosts er faldet på plads. På baggrund af evalueringen 2016 vurderer forvaltningen, at der skal stilles vilkår om, at der under afholdelsen af Distortion sikres offentligt adgang til i alt 1200 toiletter/urinaler/sanitære foranstaltninger. Det er ca. en fordobling af kapaciteten i forhold til 2016.
Lokal forankring
Distortion har beskrevet en række oplæg til bedre lokal forankring i deres ansøgning, bl.a. at de styrker indsatsen med at indgå i dialog med lokale foreninger mv. I evalueringen 2016 var forvaltningen og Distortion enige om, at arrangementet skal forankres bedre lokalt. Forvaltningen har indgået aftale med Vesterbro og Nørrebro Lokaludvalg om sammen med Distortion at deltage på lokaludvalgsmøder med fokus på at få arrangementet bedre lokalt forankret. I rammetilladelsen er det bl.a. et vilkår, at arrangøren for at dæmme op for hærværk skal invitere til samarbejde og dialog og stå i spidsen for at videndele kreative løsninger mellem beboerforeninger, institutioner mv. Det er også et vilkår, at arrangøren skal sikre, at minimum 50 % af deres street hosts afholdes af lokale erhvervsdrivende, beboere og foreninger(bilag 2). Lokale kan ikke få tilladelse til salg, arrangementer eller andet, hvis ikke det er en del af Distortion.
Depositum
Bygge- og Teknikudvalget besluttede den 6. april 2005, at forvaltningen ikke længere skulle opkræve depositum for arrangementer på vejareal, fordi risikoen for degradering af vejarealer er lille i forhold til eksempelvis parkarealer. Erfaringerne fra afholdelsen af Distortion de tidligere år har vist, at netop dette arrangement medfører en særlig belastning af de vejarealer, hvor Distortion afholdes. Forvaltningen anbefaler derfor, at udvalget beslutter, at der som forudsætning for udnyttelse af hoved- og deltilladelser opkræves et samlet depositum på 200.000 kr. til dækning af skader på kommunens ejendom, herunder bl.a. vej og vejudstyr, med hjemmel i vejlovens § 80, stk. 2, sammenholdt med vejmyndighedens dispositionsret over vejarealet.
Økonomi
Distortion er bevilget tilskud (1.710.000 kr.) fra Festivalpuljen i Kultur- og Fritidsforvaltningen til og med 2018.
Videre proces
Hvis indstillingen godkendes, vil forvaltningen arbejde videre med tilladelse til Distortions gadefester 2017 og fortsætte myndighedsbehandlingen af en samlet hovedtilladelse og deltilladelser til de enkelte street hosts ansøgninger. Når placeringen af de enkelte street hosts og afspærringer er afklaret, og når koordineringen med sikkerhedsmyndighederne tillader det, vil forvaltningen færdigbehandle hovedtilladelsen og deltilladelser for hver enkelt street host. I deltilladelsen vil der, udover de generelle vilkår, også stilles specifikke vilkår på baggrund af forholdene på den konkrete placering for de enkelte street hosts. Forvaltningen vil sikre, at der efter afholdelsen af arrangement bliver evalueret, og fulgt op på de skærpede rammevilkår på de udvalgte indsatsområder.
Pernille Andersen
/ Anne-Sofie Degn
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 27. februar 2017
Det Konservative Folkeparti stillede følgende ændringsforslag til (ÆF1):
”At der ikke gives tilladelse til Distortion i beboelsesgader, men at der tilbydes plads, hvor der ikke er naboer rundt om pladsen.”
Ændringsforslaget blev ikke vedtaget med to stemmer mod syv. Ingen undlod at stemme.
For stemte: C og V.
Imod stemte: A, B og Ø.
Enhedslisten stillede følgende ændringsforslag til supplement af 1. at-punkt (ÆF2):
”At det i tilladelsens generelle afsnit skal fremgå, at Teknik- og Miljøudvalget forudsætter, at ansøgerens virksomhed og dennes samarbejdspartnere udfører lovlige aktiviteter.”
Ændringsforslaget blev vedtaget uden afstemning.
Det Konservative Folkeparti, Venstre og Enhedslisten stillede følgende ændringsforslag til erstatning af 2. at-punkt (ÆF3):
”At der som forudsætning for udnyttelse af hoved- og detailtilladelser opkræves et samlet depositum på 350.000 kr. hos arrangøren til dækning af skader på kommunens ejendom, herunder bl.a. vej og vejudstyr”.
Ændringsforslaget blev godkendt med otte stemmer mod en. Ingen undlod at stemme.
For stemte: A, C, V og Ø.
Imod stemte: B.
Den således ændrede indstilling blev godkendt uden afstemning.
Et samlet udvalg afgav følgende protokolbemærkning:
”For at Distortion fortsat kan afvikles i byens gader, så er det afgørende for partierne, at Distortion fremadrettet overholder alle aftaler med kommunen til punkt og prikke, og at arrangørerne bag Distortion tager et større ansvar, så de proaktivt over for gadefestens gæster kommunikerer, at man ikke ønsker tis og skrald i gaderne, samt at hærværk og graffiti naturligvis er uønsket. Alle borgere, der klager til Distortion, skal tages seriøst, og kommunen skal følge alle processer tæt ift. sikkerhed og aftaler.”