Mødedato: 27.02.2012, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Christianshavnsruten, ekspropriation

Se alle bilag

Der skal træffes beslutning om ekspropriation til gennemførelse af gang- og cykelruten Christianshavnsruten.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at der gennemføres ekspropriation efter vejlovens § 49 til anlæggelse af Christianshavnsruten, jf. vedlagte ekspropriationsbeslutning (bilag 1) samt ekspropriationsplanerne 1A og 2A (bilag 2).

Problemstilling

Borgerrepræsentationen bemyndigede 1. december 2011 Teknik- og Miljøudvalget til at træffe ekspropriationsbeslutning til at erhverve de nødvendige arealer til gennemførelse af gang- og cykelruten Christianshavnsruten (se bilag 2). Udvalget skal nu træffe beslutning om gennemførelse af ekspropriation.

Løsning

Christianshavnsruten skal gå fra de planlagte nye broer over havnen til Uplandsgade på Amager via Arsenaløen, Christiania og Kløvermarken. Københavns indre by, Holmen og Amager forbindes således med en rekreativ gang- og cykelrute som alternativ til de nuværende trafikerede forbindelser over Langebro og Knippelsbro.

 

Teknik- og Miljøforvaltningen afholdt den 30. november 2011 i overensstemmelse med vejlovgivningen en offentligt annonceret åstedsforretning, hvor de involverede arealejere og brugere blev orienteret om projektet. Kommentarer og ønsker blev skrevet til protokol (se bilag 4).

 

Arealoversigterne nævnt nedenfor fremgår af Bilag 2, 2a, 2b og 3.

 

På Trangravsvej (matr.nr. 410, lb.nr. 1), jf. Bilag 2, tinglyses, at den private fællesvej kan benyttes som offentlig gang- og cykelsti. Ejendommen tilhører By & Havn.

 

På Arsenaløen ved Rugbyklubben (matr.nr. 591. lb.nr. 2), jf. Bilag 2a, eksproprieres privat grundareal til offentlig gang- og cykelsti. Endvidere eksproprieres det private afskårne skråningsareal frem til vandkanten, inkl. bolværk. Arealerne udskilles fra matriklen.

 

På Arsenaløen ved den kommende Multihal (matr.nr. 616, lb.nr. 3), jf. Bilag 2a, sikres gang- og cykelstien ved tinglysning af en servitut, da grundejeren (Kultur- og Fritidsforvaltningen) ønsker råderet over skråningsarealet ud for den planlagte Multihal.

 

På Arsenaløen ved Spejdercenter Holmen (matr.nr. 590, lb.nr. 4), jf. Bilag 2a, eksproprieres privat grundareal til offentlig gang- og cykelsti. Endvidere eksproprieres det private afskårne skråningsareal frem til vandkanten, inkl. bolværk. En del af arealet anvendes til fæste for broen over Laboratoriegraven. Arealerne udskilles fra matriklen.

 

På Christianshavns Fritidshjems areal ved Kløvermarksvej (matr.nr. 23, lb.nr.5), jf. Bilag 2b, fastlægges stiarealet ved servitut, da det er beliggende inden for beskyttelseslinjen af det fredede voldanlæg. Ejendommen tilhører Børne- og Ungdomsforvaltningen.

 

På Kløvermarken (matr.nr. 32, lb.nr. 6), jf. Bilag 2b, fastlægges Christianshavnsruten alene ved servitut, så matriklen kan fastholdes som et samlet areal og dermed sikre fleksibilitet i forhold til fremtidig brug. Ejendommen tilhører Kultur- og Fritidsforvaltningen.

 

Ved udmundingen i Uplandsgade fastlægges gang- og cykelruten ved servitut på arealet tilhørende DSB Ejendomsudvikling (matr.nr. 610, lb.nr. 7) samt et areal tilhørende Kultur- og Fritidsforvaltningen (matr.nr. 369, lb.nr. 8), jf. Bilag 2b. Dette sker for ikke at dele ejendommene midt over, samt for at sikre fleksibilitet i den fremtidige disponering af ejendommene.

 

Angående gang- og cykelrutens forløb gennem Christiania er der igangværende drøftelser med staten med henblik på indgåelse af en aftale, der sikrer rutens placering. Forvaltningen vil orientere udvalget, når aftalen foreligger i foråret 2012.

Økonomi

Den samlede erstatning i forbindelse med ekspropriationen og rettighedssikring vurderes at andrage et beløb, som kan indeholdes i anlægsbevillingen på 20 mio. kr., der tidligere er frigivet på Borgerrepræsentationens møde 10. marts 2011.

 

De forøgede driftsomkostninger til bl.a. renhold, vedligehold af bolværk, belysning, befæstelser, broer og beplantning anslås til kr. 185.000 årligt. Såfremt der ikke gives en forhøjelse af Teknik- og Miljøforvaltningens driftsramme i Budget 2013, vil de forøgede driftsomkostninger blive dækket via effektiviseringer eller reduktion af serviceniveauet på Teknik- og Miljøforvaltningens øvrige områder.

Videre proces

Når beslutningen om ekspropriation er truffet af Teknik- og Miljøudvalget, vil der blive fremsendt breve til de berørte parter, hvorefter der er en klagefrist på 4 uger. Anlægsarbejderne for Christianshavnsruten påbegyndes forventeligt medio 2012, og ibrugtagning forventes i februar 2013.


                        Hjalte Aaberg                        / Jens Christian Zøfting-Larsen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i møde den 27. februar 2012

Indstillingen blev godkendt.
Til top