Høring af nyt erhvervsaffaldsregulativ
Teknik- og Miljøudvalget skal godkende, at udkast til kommunens regulativ for erhvervsaffald sendes i høring. Regulativet er ajourført i henhold til den seneste affaldsbekendtgørelse, herunder gennemførelse af tilvalgsordning for erhvervsvirksomheders adgang til genbrugspladser.
Indstilling og beslutning
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at udkast til erhvervsaffaldsregulativ for Københavns Kommune sendes i offentlig høring i perioden 28. februar 2012 til den 27. marts 2012.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen godkendte den 15. december 2011 et nyt standardregulativ for erhverv, der trådte i kraft den 1. januar 2012. Regulativet blev forelagt for at have hjemmel til gebyropkrævning i 2012, selv om den seneste reviderede affaldsbekendtgørelse først blev udstedt i december med ikrafttræden 1. januar 2012.
Den nye bekendtgørelse nr. 1415 af 12. december 2011 gennemfører den tilvalgsordning for virksomheders brug af genbrugsstationer, som på forhånd var indarbejdet i affaldsregulativet. Desuden er der ændringer i nogle af de standardtekster, som skal indgå i de kommunale regulativer.
Miljøstyrelsen har udtalt, at reviderede kommunale regulativer formelt og umiddelbart skal vedtages igen. Derfor skal et nyt regulativ for erhvervsaffald i høring og vedtages på ny.
Teknik- og Miljøudvalget tiltrådte den 14. november 2011 en indstilling om gebyr for erhvervs adgang til genbrugsstationer som en tilvalgsordning med betaling pr. besøg. Der lægges ikke op til ændringer på dette område i det nye regulativ.
Løsning
Vedtagelsen af regulativet i 2011 for erhverv havde været udsat flere gange, bl.a. på grund af gentagne ændringer af affaldsbekendtgørelsen. Forvaltningen skønnede, at det ville være uhensigtsmæssigt med endnu en udsættelse, da regulativerne allerede var forsinket mere end et år i forhold til det oprindelige udgangspunkt, og da en yderligere udsættelse efter januar 2012 ville medføre, at der ville mangle en lovhjemmel til opkrævning gebyrer.
Miljøstyrelsen har udtalt, at en lempelig overgangsordning i forbindelse med implementeringen af det nye regulativ ikke er mulig, men at det er nødvendigt med en formel godkendelse af regulativerne igen.
Derfor gennemføres hele regulativændringsprocessen igen med to politiske behandlinger og en ny 4-ugers offentlig høring.
Ud over regulativændringerne for genbrugspladsordningen (tilvalgsordningen) indeholder forslaget en række mindre ændringer af rent redaktionel karakter. De redaktionelle ændringer er fortrinsvis sket i regulativskabelonens faste fortrykte tekster, som ikke kan ændres af kommunerne. Men formelt skal kommunen give sin godkendelse alligevel.
De konkrete ændringer fremgår af bilag 1 og 2 til indstillingen. Bilag 1 er regulativteksten med markering af ændringerne i forhold til det gældende regulativ og bilag 2 er det endelige udkast med ændringerne indarbejdet i den oprindelige tekst.
Den valgte betalingsmodel
Den enkelte kommune skal vælge, om ordningen tilrettelægges som en tilvalgsordning med betaling pr. besøg eller efter vægt, eller som en abonnementsordning.
Den valgte betalingsmodel i regulativet med betaling pr. besøg er valgt som en fælles ordning for alle Amagerforbrændings ejerkommuner.
Ordningen indebærer, at virksomheder i Københavns Kommune, der tilmelder sig ordningen, frit kan vælge mellem alle genbrugspladserne i hele Amagerforbrændings opland. Men virksomhederne vil være begrænset til alene at kunne bruge genbrugspladserne i Amagerforbrænding og ikke længere pladserne i Vestforbrænding, da kommunerne her har valgt en anden betalingsmodel.
I Vestforbrænding har kommunerne valgt en ordning, hvorefter virksomhederne kan vælge mellem at betale pr. besøg eller tegne et abonnement med årlig betaling, som giver fri adgang til genbrugspladsen hele året.
Forvaltningen vil undersøge muligheden for, om der kan indgås en aftale med Vestforbrænding om, at københavnske virksomheder kan få adgang til genbrugspladserne i Vestforbrænding ejerkommuner mod at betale gebyr efter det takstblad, som er vedtaget af Borgerrepræsentationen. Hvis en sådan aftale kan indgås med Vestforbrænding, kan genbrugspladsordningen udvides til også at omfatte Vestforbrændings genbrugspladser. En sådan udvidelse af ordningen kan gennemføres administrativt uden ændring i regulativet.
Økonomi
Forslaget har ingen kommunaløkonomiske konsekvenser, da der er tale om det takstfinansierede område.
Taksterne for benyttelse af genbrugspladserne er som følger:
Bil, kr./besøg 150,00
Bil med trailer, kr./besøg 210,00
Farligt affald, kr. for 0-10 kg 75,00
Farligt affald, kr. for 10-25 kg 150,00
Takstbladet med ovennævnte takster for genbrugspladsordningen er tiltrådt af Teknik- og Miljøudvalget på udvalgets møde den 14. november 2011 og af Økonomiudvalget den 6. december 2011 og er endeligt vedtaget af Borgerrepræsentationen den 15. december 2012.
Videre proces
Efter behandlingen i Teknik- og Miljøudvalget skal regulativet i offentlig høring i perioden fra den 28. februar til den 27. marts 2012. Herefter skal regulativet til endelig vedtagelse i Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
Hjalte Aaberg
/Charlotte Korsgaard
Beslutning
Indstillingen blev godkendt.