Medlemsforslag om en drøftelsessag om begrænsning af antal lastbiler ved at tillade modulvogntog
Teknik- og Miljøudvalget skal drøfte muligheden for at begrænse antallet af lastbiler ved at tillade modulvogntog i København.
Indstilling og beslutning
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller,
1. at Teknik- og Miljøudvalget drøfter fordele og ulemper ved etablering af en eller flere
modulvogntogsruter i København – herunder vægtningen mellem antal sparede lastbilvogntog
og de afledte økonomiske, miljø-, trygheds- og trafiksikkerhedsmæssige konsekvenser heraf.
Problemstilling
Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance stillede på Teknik- og Miljøudvalgets møde den 12. december 2011 (pkt. 18) forslag om, at der udarbejdes en drøftelsesindstilling om indførelse af modulvogntog for at begrænse antallet af lastbiler i København.
Modulvogntog er særligt lange lastbiler på op til 25,25 m., der kan laste op til 60 tons totalvægt (mod normalt 48 tons totalvægt). Populært sagt kan to modulvogntog erstatte tre sættevogntog (store lastbiler med lang anhænger) afhængig af kapacitetsudnyttelsen. Modulvogntog må i dag kun køre på et særligt defineret vejnet – typisk hovedlandeveje/motorveje. De er ikke tilladt i København i dag.
Til brug for drøftelsen blev forvaltningen bedt om at fremkomme med faktuelle oplysninger om mængden af transitgods og –lastbiler (fra bl.a. Nordhavn og Prøvestenen), og en vurdering af, hvor stort et antal lastbiler byen kan skånes for ved at flytte lasten til færre, men større biler.
Løsning
Modulvogntog er velegnede til transport af store mængder ensartet gods på lange afstande – typisk mellem transportcentre eller mellem leverandør/transportcenter og storkunde. Disse forhold er kun i begrænset omfang gældende ved distribution i byerne.
Transportministeriet har den 23. januar 2012 offentliggjort den seneste evalueringsrapport omkring det nationale modulvogntogsforsøg. Hovedpointerne fra evalueringen er gengivet i vedlagte screeningsbilag (bilag 1). Forvaltningen hæfter sig ved, at miljøgevinsten tilsyneladende ikke er så stor som forventet, at cyklister giver udtryk for større utryghed overfor modulvogntog, og at forvaltningen ikke kan genfinde særlige erfaringer omkring ”modulvogntog i by”, som er særligt relevant for København.
Forvaltningen har på baggrund af den hidtidige dialog med branchen identificeret fire store transportmål i Københavns Kommune, hvor der kunne være potentiale for anvendelse af modulvogntogsløsninger. Disse er: Nordhavn – specifikt efterspurgt af ANCO-trans (containerterminalen/færgelejet på Dampfærgevej), Prøvestenen, Grønttorvet og RGS90 på Selinevej – specifikt efterspurgt af RGS90/ DSV. Screeningen af potentialer for modulvogntogsruter (bilag 1) har taget udgangspunkt i de to mest oplagte transportmål – Nordhavn og Prøvestenen (der nævnes specifikt i motiveringen til medlemsforslaget) - mens Grønttorvet og Selinevej er beskrevet og illustreret helt overordnet. Screeningen har taget udgangspunkt i eksisterende viden om den tunge trafik i København (herunder trafiktællinger), samt en antagelse om det potentielle niveau for antal overflytbare ture fra almindelig stor lastbil (dvs. køretøjer med fire eller flere aksler) til modulvogntog. Derudover er der lavet et foreløbigt økonomioverslag for etableringsomkostningerne ved hver enkelt potentiel rute. Tilladelse til modulvogntog vil medføre en række fysiske forandringer i byen, for at modelvogntogene kan passere kryds, rundkørsler og lignende. De to vigtigste transportmål fra screeningen gennemgås herunder.
Nordhavn: Etablering af en modulvogntogsrute vurderes at kunne spare 115 ture pr. dag (begge retninger). Dette svarer til:
o 6,5 % reduktion i alle tunge ture ved Nordhavn
o 0,9 % reduktion i alle ture ved Nordhavn
o 0,6 % reduktion i alle ture ved Tuborgvej (kommunegrænsen)
· Vurderet overslagspris (billigste alternativ): 5,25 mio. kr. (ruteforslag 2A via Strandøre/ Tuborgvej, der forudsætter enighed med Gentofte Kommune)
Prøvestenen: Etablering af en modulvogntogsrute vurderes at kunne spare 88 ture pr. dag (begge retninger). Dette svarer til:
o 8,4 % reduktion i alle tunge ture ved Prøvestenen
o 5,1 % reduktion i alle ture ved Prøvestenen
o 0,5 % reduktion i alle ture ved Vermlandsgade
· Vurderet overslagspris (næstbilligste alternativ): 1,2-1,7 mio. kr. (ruteforslag 1F via Borups Allé, H. C. Andersens Boulevard, Vermlandsgade, Uplandsgade)
Generelt: Etablering af modulvogntogsruter har, udover engangsudgiften til etablering, også en række permanente konsekvenser uanset hvilken af de fire ruter, der er tale om:
· Fremkommelighed: 5 % reduktion i maksimal trafikafviklingskapacitet – hele strækningen (alle signalreguleringer skal justeres om for at tillade modulvogntogs langsommere trafikafvikling), hvilket kan få betydning for afvikling af især myldretidstrafikken
· Trafiksikkerhed: Risiko for højere fart fra al øvrig trafik pga. mere plads i kryds, og dermed potentielt alvorligere uheld (modulvogntog kræver mere plads ved svingning, og vej- og svingbane skal derfor udvides, for at de kan komme rundt i alle relevante kryds på en given rute)
· Utryghed: Cyklister giver udtryk for større utryghed ved modulvogntog
· Miljø: CO2-udledningen vurderes kun at blive begrænset marginalt. Den lokale NOx- og partikelforurening fra trafikken i København vurderes ikke at ændre sig betydeligt. Forvaltningen vurderer endvidere, at kørsel med modulvogntog er en støjmæssigt neutral løsning, om end et modulvogntog kan medføre lidt højere lokal støjbelastning, når de passerer et punkt på ruten. Til gengæld vil der være færre støjepisoder/døgn.
Forvaltningen vurderer ikke, at den potentielle gevinst ved at etablere modulvogntogsruter gennem København til hhv. Nordhavn og Prøvestenen nu, står mål med de økonomiske konsekvenser, og de negative trafiksikkerhedsmæssige, trafikafviklingsmæssige (særligt i myldretiden) og tryghedsmæssige konsekvenser. En modulvogntogsrute til Nordhavn kan etableres, når Nordhavnsvej åbner ultimo 2015 og en fremtidig rute til Prøvestenen bør, efter forvaltningens vurdering, afvente anlæg af en østlig omfartsvej eller anden velegnet vejforbindelse fra Prøvestenen til motorvejsnettet.
Forvaltningen har tidligere været i dialog med RGS90 på Selinevej og stiller sig fortsat positiv overfor etablering af en modulvogntogsrute hertil, såfremt RGS90 ønsker at finansiere de nødvendige etableringsomkostninger.
Økonomi
Videre proces
Ultimo 2013 – Teknik- og Miljøforvaltningen fremsender indstilling til udvalget omkring principbeslutning af inddragelse af Nordhavnsvej/ Kalkbrænderihavnsgade/ Sundkrogsgade (indtil Frihavnen) i det nationale modulvogntogsnet
2013/2014 – forvaltningen igangsætter proces omkring inddragelse af Nordhavnsvej/Kalkbrænderihavnsgade med Vejdirektoratet – herunder trafiksikkerhedsrevision, myndighedsbehandling hos Vejdirektoratet mv., så Nordhavnsvej ved åbningen kan afvikle modulvogntog til Nordhavn.
Hjalte Aaberg
/Niels Tørsløv
Beslutning
Indstillingen blev drøftet.