Mødedato: 27.01.2025, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Forbedret fremkommelighed på Silkeborg Plads, Østerbro

Se alle bilag

Teknik og Miljøudvalget skal på baggrund af ansøgning fra tre andelsforeninger i gaden Silkeborg Plads tage stilling til nedlæggelse af fire parkeringspladser i gaden i blå betalingszone for at forbedre fremkommelighed på vejen. Nedlæggelse af pladserne sker, hvor der i det nære område er over 100 % i aften- og nattetimerne på de fleste veje. Teknik og Miljøforvaltningen vurderer, at der ikke er alternative løsninger for at forbedre fremkommelighed på vejen, som ikke vil kræve nedlæggelse af parkeringspladser.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Teknik- og Miljøforvaltningen giver tilladelse til, at der nedlægges fire bilparkeringspladser i blå betalingszone på Silkeborg Plads.
  2. at nedlæggelsen af fire bilparkeringspladser i blå betalingszone, som medfører et indtægtstab på 0,02 mio. kr. pr. år, løses som beskrevet i økonomiafsnittet.

Problemstilling

De tre andelsboligforeninger, ”Andelsboligforeningen Silkeborghus” (Silkeborg Plads 2 og Horsensgade 1), ”Andelsboligforeningen Silkeborghus” (Silkeborg Plads 4-6), og ”A/B Silkeborg Plads af 12.01.83” har søgt Teknik- og Miljøforvaltningen om tilladelse til at nedlægge fire bilparkeringspladser på Silkeborg Plads, som er en lokal vej med smalle fortove i begge sider, jf. bilag 3. Andelsforeningernes ønske er at sikre bedre fremkommelighed for bilister, cyklister og fodgængere med barnevogne, samt at skabe bedre forhold for af- og pålæsning.

Løsning

Med de nuværende forhold, jf. bilag 3, er der fire parkeringspladser tilgængelige på den vestlige side af vejen Silkeborg Plads, der er godt 60 meter lang. Vejbredden er 4,5 meter. Til sammenligning er en dobbeltrettet vej med en midterstribe normalt 6 meter bred. Der er i begge sider fortove på 1,3 meter, hvor et almindeligt københavnerfortov normalt er 2,5 meter bredt. Ved opgangsdørene i den en side er der desuden indsnævringer med trapper. Der bliver parkeret på begge sider af vejen, hvilket til tider blokerer vejen for gennemkørsel med både biler og cykler. Beboerne oplever udfordringer med fremkommelighed med cykel og/eller barnevogne, og at af-og pålæsning fra mellemstore til større køretøjer til de fire opgange er stærkt besværet. Derfor ønsker andelsboligforeningerne, at parkeringsforholdene ændres for Silkeborg Plads, så de eksisterende fire parkeringspladser nedlægges. Af- og pålæsning vil fortsat være tilladt.

Parkeringspladsernes belægningsprocent er på Silkeborg Plads over 100% (hele døgnet), mens den i det nære område er over 100 % i aften- og nattetimerne på de fleste veje. Ca. 200 meter fra Silkeborg Plads er der på Nordre Frihavnsgade og Gammel Kalkbrænderi Vej belægningsprocent på 80-90%.

Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at der ikke er alternativ til nedlæggelse af de fire parkeringspladser, såfremt fremkommelighed på vejen ønskes forbedret.  Forvaltningen vurderer, at løsningen er trafikalt acceptabel, og at et parkeringsforbud på vejen vil forbedre fremkommelighed på vejen, forbedre tilgængelighed på fortovet og skabe bedre muligheder for af- og pålæsning, og at det samlet set er en hensigtsmæssig disponering af vejarealerne.

Politiet har givet samtykke til projektet.

Høring

Lokaludvalget Østerbro er blevet hørt i perioden 19. november 2024 til 12. december 2024, jf. bilag 5. Lokaludvalget oplyser, at de bakker op om bydelens borgere og deres ønsker, og således også om ansøgningen om at nedlægge fire parkeringspladser på Silkeborg Plads.

Politisk handlerum

I Budget 2025 (BR 3. oktober 2024) (A, B, F, I, O, V og Ø) blev afsat 40 mio. kr. årligt i perioden 2025-2028 til leje af 2.100 parkeringspladser i private anlæg, og det blev besluttet, at de 2.100 nye kommunale parkeringspladser gør det muligt at nedlægge op til 525 parkeringspladser i gadeplan. Af disse 525 parkeringspladser er 287 disponeret indenfor bevillingen til grønne initiativer og byrum (TMU 16. december 2024), hvorfor 238 pladser resterer. Det blev samtidig besluttet i Budget 2025, at erstatningen for de nedlagte pladser tilstræbes at ligge inden for en afstand 500 meter, alternativt i samme parkeringszone som de nedlagte pladser.

Forvaltningen har fra 1. januar 2025 lejet den første fjerdedel af de 2.100 pladser. Grundet udbuddet er planen at have lejet alle 2.100 pladser fra 1. april 2025. Lejeperioden løber til 31. december 2028.

For at opfylde målsætningen i Budget 2025 kan fire erstatningspladser disponeres fra 80 parkeringspladser, der pr. 1. januar 2025 er lejet i Nordhavnens P-hus på Gl. Kalkbrænderivej ca. 300 m fra Silkeborg Plads.

Teknik- og Miljøudvalget kan på den baggrund beslutte, at

  • der som følge af beslutninger ved Budget 2025 nedlægges fire p-pladser på Silkeborg Plads, der erstattes af leje af fire p-pladser i Nordhavnens P-hus på Gl. Kalkbrænderivej.

Teknik- og Miljøudvalget kan alternativt beslutte at

  • der anlægges fire erstatningsparkeringspladser i gadeplan, jf. den bydækkende screening (TMU 16. december 2024).
    Da de fire erstatningspladser ikke er en del af et anlægsprojekt, forudsætter det et ændringsforslag om at henvise finansiering af anlæg af disse til Budget 2026, såfremt der ønskes udarbejdet budgetnotat, da Teknik- og Miljøforvaltningen ikke af sig selv udarbejder dette på baggrund af indstillingen.

Økonomi

Nedlæggelse af fire parkeringspladser i blå betalingszone medfører et årligt indtægtstab på 0,02 mio. kr. fra 2025 og frem. Mindreindtægterne indgår i beregningen af indtægtsniveauet for betalingsparkering, som bliver fastlagt med førstebehandlingen af budgetforslaget (augustindstillingen). Mindreindtægterne har ingen finansiel betydning for Københavns Kommune, men påvirker servicemåltallet 1:1.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil Teknik- og Miljøforvaltningen umiddelbart efter opsætte færdselstavler til parkeringsforbud med af- og pålæsning tilladt.

 

Søren Wille

/ Peter Højer

Til top