Høringssvar til lovforslag om ændring af vejloven vedrørende mindre udlejningskøretøjer
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at Teknik- og Miljøforvaltningen sender høringssvaret til Transport- og Boligministeriet, jf. bilag 2.
Problemstilling
Transport- og Boligministeriet sendte den 18. december 2019 forslag til Lov om ændring af lov om offentlige veje m.v., lov om private fællesveje og færdselsloven (Ændring af reglerne om særlig råden over vejareal, kommunernes mulighed for at fjerne cykler m.v., samt køretøjer pålagt tre parkeringsafgifter) i høring (bilag 4).
Københavns Kommune har fået høringsfrist den 31. januar 2020. Teknik- og Miljøudvalget skal på den baggrund tage stilling til høringssvar om lovændringen.
Løsning
Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at de foreslåede regler giver klarere rammer for håndteringen af mindre udlejningskøretøjer, herunder i forhold til placeringen.
Reglerne imødekommer således delvist de behov, kommunen har påpeget. Lovforslaget giver klare rammer for at sikre fremkommeligheden i byen. I praksis vil administrationen af håndhævelsen, herunder vurdering af lovliggørelse forud for fjernelse fortsat udgøre en stor opgave.
Forslaget giver nye muligheder for at begrænse antallet af løbehjul - herunder helt at vælge dem fra. Derimod åbnes der op for et ubegrænset antal udlejningscykler og kommunen får ingen mulighed for at regulere antallet.
Nyt aftalekoncept
Lovforslaget lægger op til et nyt aftalekoncept for udlejningscykler og -løbehjul til erstatning for de hidtidige tilladelser. Det nye aftalekoncept er delvist underlagt klagemuligheder, hvad angår indholdet af vilkår og hastigheden for indgåelsen af aftalerne.
Klagemuligheden gælder alene for cykler og ikke for el-løbehjul mv. Med aftalekonceptet følger også forpligtelser for kommunen, herunder at aftalerne for udlejningscykler skal indgås uden unødigt ophold. Klagemuligheden kan efter forvaltningens vurdering komplicere indgåelsen af aftalerne og forlænge sagsbehandlingen, hvis en afgørelse påklages.
Håndhævelse
I forhold til håndhævelse får kommunen nye muligheder for - uden høring - at fjerne mindre udlejningskøretøjer (cykler og løbehjul) for ejerens regning. Forud herfor skal kommunen dog vurdere, om lovliggørelse er mulig inden for en rimelig fysisk afstand. Dette kan potentielt medføre, at kommunen må agere som oprydder i byen. Under alle omstændigheder må der forventes en del sagsbehandling i forhold til afgørelser og klagesager om håndhævelsen.
Forvaltningen opfordrer i høringssvaret til, at det præciseres i lovforslaget, at det vil være sagligt og inden for intentionen med lovgivningen, at kommunen som del af aftalerne, der indgås med udbyderne, stiller vilkår om fx: Oprydning af materiel (krav om at udbyder oprydder deres materiel i byen), gebyr (at finansieringen af kommunens udgifter vil foregå som et gebyr) – samt ophør af aftale (at aftalerne indeholder vilkår i forhold til ophør).
Ny infrastruktur til løbehjul og cykler
I forhold til infrastrukturen er de nye regler forskellige for henholdsvis udlejningsløbehjul og -cykler. Kommunen får mulighed for at etablere og vedligeholde infrastruktur til udlejningsløbehjul. Udgiften hertil kan kommunen efter forslaget opkræve hos udbyderne.
For udlejningscyklerne kan udgifter til infrastruktur ikke opkræves hos udbyderne. Her lægges op til, at cyklerne skal anvende eksisterende infrastruktur (i praksis cykelstativer), når de står til udlejning. De foreslåede regler vil dermed medføre yderligere pres på en allerede presset cykelparkeringskapacitet.
Forvaltningen vurderer derfor, at der med forslaget kan blive behov for øget cykelparkeringskapacitet. Da kommunen ikke efter forslaget kan få dækket udgifter til cykelstativer, finder forvaltningen, at det må afklares, om en sådan kommunal finansiering (indirekte) kan udgøre støtte til erhvervsmæssig virksomhed, og dermed om dette ligger inden for rammerne af kommunalfuldmagten.
Fjernelse af biler efter 3. parkeringsbøde
Lovforslaget giver endvidere kommunen mulighed for at fjerne biler og motorcykler, der er blevet pålagt tre parkeringsafgifter for samme parkeringsforseelse. En evt. fjernelse af køretøjet vil tidligst kunne ske 24 timer efter den sidste parkeringsafgift, og ejeren af køretøjet skal efterfølgende underrettes med oplysninger om fjernelsen. Forvaltningen påtænker at strække sig langt for, at der skal ske frivillig fjernelse af biler og motorcykler, men forslaget vil have en stor præventiv effekt og i sidste ende give forvaltningen et særdeles effektivt værktøj.
Dækning af kommunens udgifter
Udgifter til administration af aftaler, etablering og vedligehold af dertil indrettet infrastruktur til løbehjul samt udgifter til transport, opbevaring og administration i forbindelse med fjernelse af køretøjer kan opkræves hos ejeren.
Men der er også en del opgaver med tilsyn, vurdering af lovliggørelse og evt. oprydning forud for mulig fjernelse af køretøjerne, både for udlejningsløbehjul og -cykler. Forvaltningen finder det uklart, hvilken rækkevidde reglernes anvendelse i praksis vil have på kommunens opgaver. Forvaltningen vurderer dog, at det kan blive en omfattende opgave.
Lovforslaget fremmer udlejningskoncepterne og dermed cyklismen i bred forstand. Forslagets manglende mulighed for at sætte grænser for antallet af cykler udgør efter forvaltningens vurdering risiko for ophobning af udlejningscykler særligt ved stationer/trafikale knudepunkter. Stationerne mv. udgør i forvejen knudepunkter, hvor der er meget trængsel, og ”kamp” om pladsen. Lovforslagets hensyn til, at udlejningscyklerne skal kunne anvende pladsen netop på disse steder, indebærer en risiko for, at det vil gå ud over den i forvejen trængte plads til private cykler.
Andre bemærkninger til lovforslaget
I høringssvaret efterlyses derudover hjemler i forhold til cykeltaxier og tinglysning af vilkår i tilladelser, hvor den nuværende vejlov ikke indeholder bestemmelser herom.
Det overordnede indhold af lovforslaget fremgår desuden af notat om lovforslag om ændring af regler for særlig råden over vejareal mv., jf. Teknik- og Miljøudvalget den 13. januar 2020 (bilag 3).
Økonomi
Transport- og Boligministeriet vurderer, at lovforslaget vil indebære uændrede administrative byrder for kommunerne. Efter forvaltningens vurdering er omfanget af kommunens opgaver og dermed ressourcebehovet dog uklart. Forvaltningen finder således, at der er en risiko for, at de nye regler kan medføre økonomiske konsekvenser i form af nye omkostninger.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen og dermed høringssvaret, sendes dette til Transport- og Boligministeriet inden den 31. januar 2020.
Søren Wille
/ Hans Christian Karsten
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 27. januar 2020
Alternativet stillede ændringsforslag (ÆF1) om tilføjelse til 1. at-punkt:
”herunder, at det skærpes, at det er uacceptabelt, at der ikke er mulighed for at begrænse mængden af cykeludbydere, antallet af cykler samt lokaliteter specielt med henvisning til belastning af infrastruktur.”
Ændringsforslaget (ÆF1) blev vedtaget med 9 stemmer mod 0.
For stemte: A, B, C, F, O, Ø og Å.
Radikale Venstre stillede ændringsforslag (ÆF2) om tilføjelse til 1. at-punkt:
”herunder at Københavns Kommune i forhold til løbehjul efterlyser muligheden for at lave aftale med et bestemt antal aktører i en form for udbud med mulighed for en åremålsaftale, der kan fornyes, såfremt aktørerne kan dokumentere efterlevelse af regler og aftaler.”
Ændringsforslaget (ÆF2) blev vedtaget med 6 stemmer mod 0. 3 undlod at stemme.
For stemte: B, C, F, O og Ø.
Undlod at stemme: A og Å.
Radikale Venstre stillede ændringsforslag (ÆF3) om tilføjelse til 1. at-punkt:
”herunder, at Københavns kommune ønsker mulighed for at anlægge hubs i byrummet, der kan bruges af forskellige aktører, til løbehjul og delecykler, hvor der allerede er underkapacitet, for eksempel ved Nørreport station og andre stationer, under det hensyn at politiet godkender, og at fremkommeligheden for gående ikke begrænses væsentligt.”
Ændringsforslaget (ÆF3) blev vedtaget med 4 stemmer mod 0. 4 undlod at stemme.
For stemte: B, C, F og O.
Undlod at stemme: A, Ø og Å.
Radikale Venstre stillede ændringsforslag (ÆF4) om tilføjelse til 1. at-punkt:
”herunder, at Københavns Kommune ønsker mulighed for at opkræve gebyrer, der betaler for bedre cykelinfrastruktur og optegning af hub, samt til administration.”
Ændringsforslaget (ÆF4) blev vedtaget med 9 stemmer mod 0.
For stemte: A, B, C, F, O, Ø og Å.
Det Konservative Folkeparti stillede ændringsforslag (ÆF5) om tilføjelse til 1. at-punkt:
”herunder at by- og pendlercykler til udlejning behandles på lige fod med andre udlejningscykler uden fast forretningssted.”
Ændringsforslaget (ÆF5) blev ikke vedtaget med 3 stemmer mod 6.
For stemte: B, C og O.
Imod stemte: A, F, Ø og Å.
Den således ændrede indstilling blev godkendt uden afstemning.
Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, og Dansk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Partierne finder, at reguleringen af udlejningscykler og -løbehjul bør være ens, og at reglerne også skal omfatte offentlige by- og pendlercykler. Hvis udlejningskøretøjer tillades, bør der sikres reel konkurrence enten ved udbud eller anden form med minimum to samtidige aktører, så brugerne får et reelt frit valg, og så aktørerne skal gøre sig umage i kampen om kunderne.
Hvis kommunerne tillader udlejningskøretøjer, bør de valgte aktører også sikres reel adgang til markedet, så der ikke ligesom i København kan være ti aktører, der ligeligt skal deles om at udbyde godt 3.000 køretøjer, så ingen af aktørerne reelt får rentabel mulighed for at stille udlejningsservicen til rådighed for københavnerne.
Partierne finder det hensigtsmæssigt, at der skabes hjemmel til en smidigere håndhævelse af ulovligt placerede køretøjer, herunder også udlejningscykler og -løbehjul.
Partierne finder, at private aktører skal have lov at stå for den praktiske fjernelse af ulovligt placerede køretøjer.”