Udvidede åbningstider på genbrugsstationerne
Indstilling og beslutning
- at der ikke indføres udvidede morgenåbningstider på genbrugsstationerne, før konsekvenserne af nye regler for erhvervs adgang til genbrugsstationerne, der træder i kraft 1. januar 2012, er kendte.
- at udvalget forelægges en ny indstilling i 2. kvartal 2012, når forvaltningen har evalueret konsekvenserne af de nye regler.
Problemstilling
Forvaltningen blev bedt om at undersøge, hvad det vil koste, og hvordan det kan finansieres at udvide åbningstiderne på kommunens genbrugsstationer, således at de åbner kl. 7 om morgenen. Det skal tillige undersøges, hvor behovet er størst, både i forhold til tidsintervaller og placering.
Løsning
Derfor anbefaler forvaltningen, at der forelægges en ny indstilling for udvalget om gennemførsel af et eventuelt forsøg med udvidede åbningstider på en eller flere af kommunens genbrugsstationer i 2. kvartal 2012, når konsekvenserne af den nye ordning er kendt, og det reelle behov bedre kan vurderes.
Forvaltningens øvrige overvejelser i forhold til at udvide åbningstiderne:
Behov
Udvidelse af åbningstiderne vil være en serviceforbedring, især i forhold til de erhverv der tilmelder sig genbrugsstationsordningen.
Der er formentligt mest behov for at udvide åbningstiderne på Vermlandsgade Genbrugsstation. Brugerundersøgelser viser nemlig, at det er den genbrugsstation, der modtager mest erhvervsaffald. Borgervænget Genbrugsstation kunne ligeledes være en mulighed, da den er forholdsvis ny, har ledig kapacitet og kunne profileres via udvidede åbningstider.
Kulbanevej og Bispeengen Genbrugsstationer har et lille areal, og tidligere morgenåbning vil gøre det besværligt og med risiko for farlige situationer, hvis der på én gang skal afhentes fyldte containere af renovatøren og modtages affald fra kunder. Desuden forventes Kulbanevej Genbrugsstation lukket omkring årsskiftet 2012/13 som følge af den ny jernbane København-Ringsted via Køge.
Morgenåbning af Vasbygade Genbrugsstation kan ikke anbefales, da en del af arealet i morgentimerne benyttes til omlastning af kommunens indsamlede elektronikaffald fra husholdninger.
Begrænsninger i miljøgodkendelserne
Genbrugsstationerne er miljøgodkendte virksomheder, og en udvidelse af åbningstiden på 3 timer vil betyde, at der skal meddeles vilkårsændring af de gældende miljøgodkendelser.
Det vil højst sandsynligt være støj, der er det mest kritiske miljøforhold ved udvidelsen.
Hvis udvidelse af åbningstiden kun betyder, at den nuværende aktivitet på genbrugsstationerne spredes over længere tid, vil støjgrænserne godt kunne overholdes.
Hvis udvidelse af åbningstiderne derimod samtidig medfører en forøget aktivitet på genbrugsstationer og dermed øget trafik, vil der være behov for at få foretaget nye støjberegninger/målinger til dokumentation af, om støjvilkårene kan overholdes. Hvis støjen forøges, skal miljøgodkendelserne revideres.
Det skal desuden vurderes, om den øgede til- og frakørsel kan ske uden væsentlige miljømæssige og trafikale gener for de omkringboende.
Det skal også bemærkes, at alene det forhold, at der sker en udvidelse af åbningstiden på genbrugsstationen med aktiviteter på andre tidspunkter, kan betyde, at naboerne kan opleve det som en forøgelse af støjen, selvom støjgrænserne er overholdt.
Erfaringer med morgenåbent på Vasbygade Genbrugsstation
I 2004 gennemførte forvaltningen er forsøg med morgenåbent på Vasbygade Genbrugsstation. Forsøget var især rettet mod grønthandlere, som på vej til Grønttorvet kunne aflevere affald på genbrugsstationen.
Forsøget var ikke nogen succes og blev kun i begrænset omfang benyttet af grønthandlerne.
Økonomi
I/S Amagerforbrænding, som driver genbrugsstationerne for kommunen, har beregnet, at det vil koste følgende for ekstra personale- og behandlingsomkostninger og transport at udvide åbningstiderne anslået ved 5 % mere affald som følge af øget åbningstid:
Borgervænget: Personale 1.000.000 kr.
Transport 200.000 kr.
Kulbanevej: Personale 500.000 kr.
Transport 460.000 kr.
Vasbygade: Personale 1.250.000 kr
Transport 83.400 kr.
Vermlandsgade: Personale 500.000 kr.
Transport 428.520 kr.
I alt 4.422.740 kr.
I/S Amagerforbrænding har ikke medtaget beløb for Bispeengen Genbrugsstation, da denne endnu ikke er idriftsat.
Finansiering
Omkostninger til genbrugsstationerne skal ifølge Affaldsbekendtgørelsen finansieres af brugerne. Omkostningerne fordeles mellem husholdninger og erhverv på baggrund af kundeundersøgelser. Husholdningernes affaldstakst opkræves sammen med ejendomsskatten, mens erhvervene fra 2012 opkræves direkte efter tilmelding til brug af genbrugsstationen. Det vurderes, at morgentimerne først og fremmest vil være til gavn for erhvervskunderne. Derfor vil de tilmeldte erhverv formentligt komme til at dække de fleste af meromkostningerne.
Videre proces
Hjalte Aaberg
/Charlotte Korsgaard
Beslutning
Indstillingen blev godkendt.