Mødedato: 26.09.2011, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Metrostationsplads Trianglen - Cityringen

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til offentliggørelse af forslag til lokalplan ”Trianglen metrostationsplads”, der skal fastlægge bestemmelser for indretning af pladsen i forbindelse med den kommende metrostation.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler

1.                  at vedtage forslag til lokalplan ”Trianglen metrostationsplads” med henblik på offentliggørelse i 2 måneder, og

            2.         at vedtage det foreslåede borgerdialogforløb (bilag 3)

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget tiltrådte den 22. marts 2010 (2010-9832) startredegørelse om successivt at udarbejde lokalplaner for de 14 stationspladser i Københavns Kommune. Baggrunden var Naturklagenævnets afgørelse af 18. juni 2009 om, at etablering af de kommende stationspladser ved Gammel Strand og Marmorkirken (Frederiks Kirke) var lokalplanpligtige.

På baggrund af forudsætningerne i startredegørelsen (2010-9832) har der været afholdt borgermøder og workshops omkring de 14 stationspladser, der har resulteret i 14 dispositionsplaner. På dette grundlag har forvaltningen nu udarbejdet lokalplanforslag for fire stationspladser.

Placeringen af stationen med tilhørende trapper, elevatorer, nødtrapper, ventilationsanlæg, ovenlysåbninger m.m. er fastlagt i Lov om en Cityring.

Løsning

Generelt for alle fire lokalplaner

Metroselskabet har i samarbejde med forvaltningen udviklet dispositionsplanerne for Cityringens stationspladser. To elementer heri var den omfattende borgerdialog ”Tal med landskabsarkitekterne”, som blev gennemført på 4 lørdage i juni 2010 med deltagelse af knap 4.000 borgere, og de byrumsprogrammer, som Borgerrepræsentationen godkendte i 2010. I dispositionsplanerne, fastlægges trafikløsninger herunder bus/tog-skiftet og de omfattende cykelparkeringsarealer.

Dispositionsplanerne danner grundlag for lokalplanforslagene og den offentlige høring i lokalplanprocessen.

På borgerdialogmøderne var et centralt ønske, at tilføre de fremtidige stationsbyrum lokal identitet og byliv. I lokalplanen fastlægges de overordnede principper for, hvor forskellige aktiviteter kan placeres i byrummet. Det gøres for at sikre en fleksibel plan, som ramme for den efterfølgende projektudvikling, hvor detaljer og den præcise udformning fastlægges.  Det er også i denne fase at detaljer omkring belægning, belysning og byinventar udvikles med fokus på at understøtte den lokale identitet.

Konkret for denne lokalplan

Lokalplanen fastlægger funktionelle forhold som trafik og cykelparkering, samt zoner til ophold og aktiviteter i relation til pladsens karakter. Der er lagt vægt på at sikre opholds- og aktivitetsområder til alle aldersgrupper og der tages afsæt i, at de eksisterende hovedelementer på pladsen indgår i den nye disponering. Der placeres ca. 580 cykelparkeringspladser på terræn og 70 i cykelkælder omkring stationen. Omkring stationen nedlægges ca. 20 parkeringspladser i blå zone permanent. Parkeringskapaciteten i området er fuldt udnyttet. I principaftalen om Cityringen indgår ikke kompensation for nedlagte parkeringspladser og det er ikke planlagt at tilvejebringe erstatningspladser efter etableringen af Cityringen.

Øster Allé

Det kan oplyses, at Øster Allé er omfattet af et renoveringsprojekt, hvor vejen er under omlægning. Metroselskabet og Københavns Kommune har koordineret renoveringen af Øster Allé ved Trianglen. Dette betyder, at efter etableringen af metrostationen Trianglen vil den sydlige afslutning af Øster Allé-projektet blive udført i forbindelse med retableringen af forpladsen omkring Trianglen Station. Området er ikke omfattet af lokalplanen.

Tilgængelighed

Der vurderes ikke umiddelbart at være forhold, der er til hinder for, at tilgængeligheden sikres, jf. bilag 2.

Intern høring

Der er foretaget intern høring med henvisning til startredegørelsen.
Østerbro Lokaludvalg har fremsendt høringssvar og fremhæver særligt det af lokaludvalget udarbejdede dispositionsforslag til indretning af hele Trianglen og udvalget er utilfreds med den dobbelte trærække ind mod Fælledparken. Udvalget er enig i placering af busstoppesteder. Udvalget foreslår, at Lokaludvalget og Metroselskab sammen udarbejder et samlet forslag til indretning af hele Trianglen.

Borgerrepræsentationen behandlede den 29. april 2010 en indstilling om stationsforpladserne. Heraf fremgår det, at forvaltningen har identificeret tilstødende byrum, som ikke er en del af selve stationsforpladsen, men som vil kunne udvikles som selvstændige projekter i tilknytning til Cityringprojektet. Af bilag 3, som der henvises til, fremgår det, at Trianglen er et sådan byrum.
Den dobbelte trærække er tilført som en ydre ramme om pladsen for at videreføre den eksisterende stemning på pladsen og favner samtidig alle de stationsrelaterede elementer såsom cykelparkering, trapper, ventilationsriste og elevatorer.

Alle kommentarer er videresendt til Metroselskabet og vil indgå i forvaltningens videre arbejde under projekteringsfasen af metrostationspladsen.

Offentlig høring

Efter Borgerrepræsentationens vedtagelse af planforslaget sendes det i offentlig høring i 2 måneder. Forvaltningen vil inddrage Østerbro Lokaludvalg i tilrettelæggelsen af offentlighedsfasen. I offentlighedsfasen foreslås følgende aktiviteter:

-          Planforslaget kan ses på hjemmesiden ”Bliv hørt” med mulighed for indlæg/høring.

-          Gennemførelse af et borgermøde i form af et orienteringsmøde.

-          Annoncering i områdets lokalaviser.

Økonomi

Eventuelle kommunale tilkøb til etableringen af metrostationspladserne er behandlet i særskilt indstilling (2011-15303). Lokalplanforslaget i sig selv har ingen kommunaløkonomiske konsekvenser.

Videre proces

Efter den offentlige høring vil forvaltningerne forelægge udvalgene og Borgerrepræsentationen en indstilling om endelig vedtagelse af planforslagene der forventes at ske i foråret 2012.

 

 

 

         Hjalte Aaberg

                                                                  / Simon Kjær Hansen

Beslutning

Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget 26. september 2011

Jakob Næsager (C) stillede ændringsforslag om at slette 2. afsnit under overskriften ”Trafikløsninger” på side 5 i bilag 1.

Der blev stemt om ændringsforslaget:

Liste For Imod Undlod
A X
B X
C X
F X
O X
I X
Ø X
For stemte 6, imod stemte 3 og 1 undlod at stemme

Signe Goldmann (F) havde forladt mødet og deltog ikke i afstemningen.

Ændringsforslaget blev vedtaget.

Der blev stemt om indstillingen:


Liste For Imod Undlod
A X
B X
C X
F X
O X
I X
Ø X
For stemte 7, imod stemte 0 og 3 undlod at stemme

Signe Goldmann (F) havde forladt mødet og deltog ikke i afstemningen.

Indstillingen blev anbefalet.

Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti afgav protokolbemærkning:

”Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti finder, at der er behov for at finde erstatningspladser for de nedlagte parkeringspladser inden lokalplanen vedtages endeligt.”

Til top