Mødedato: 26.09.2011, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Sikre Skoleveje Pakke 2011-II

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal godkende de fire skolevejsprojekter under ”anlægspakke 2011-II” (Bilag 1) fra Sikre Skoleveje programmet.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender 

    1. at projektet omkring Iqra (Privatskole på Nørrebro) anlægges som beskrevet i Pakke 2011-II (Bilag 1). 
    2. at projektet omkring Kildevældsskolen (distrikt Østerbro) anlægges som beskrevet i Pakke 2011-II (Bilag 1). 
    3. at projektet omkring Dyvekeskolen (distrikt Amager) anlægges som beskrevet i Pakke 2011-II (Bilag 1). 
    4. at projektet omkring Sundbyøster Skole (distrikt Amager) anlægges som beskrevet i Pakke 2011-II (Bilag 1).

Problemstilling

Mange forældre opfatter skolevejene i Københavns Kommune som utrygge. Det er en barriere for at få flere børn til at gå og cykle til skole.
Strukturomlægningen på skoleområdet i 2008 har ændret på de hidtidige skoledistrikter og institutionsstrukturer. Dermed er der også ændret på de ruter, som børnene benytter til og fra og mellem skoler og fritidsordning.
Blandt forældre og på skolerne, er der stor opmærksomhed på sikkerheden på skolevejen, og et stort ønske om hurtig eksekvering af skolevejsprojekterne.

Løsning

Det store antal enkeltprojekter til sikring af skolevejene, kombineret med behovet for en tæt dialog med elever, skoler, forældre og lokaludvalg, nødvendiggør en særlig proces, hvor projekterne bliver udført i et højt tempo og koordineres med adfærdspåvirkning og færdselsundervisning.

Borgerrepræsentationen har på den baggrund den 29. april 2010 godkendt en ”fast-track proces”, der skal sikre, at alle skolevejsprojekter, der er en del af denne bevilling, er anlagt senest med udgangen af 2012.

Teknik- og Miljøudvalget godkendte den seneste anlægspakke, anlægspakke 2011-I, på mødet 4. april 2011.

De fire projekter, der udgør denne anlægspakke (2011-II), er udvalgt efter en prioritering på baggrund af de af Borgerrepræsentationen vedtagne parametre (BR 17/9 2009):

- Trafiksikringer på steder, hvor der reelt er øget risiko for ulykker med børn.
- Sikringer af skole- og institutionsveje, der påvirkes af skole og institutionssammenlægninger - eller nedlæggelser.
- Tryghedsprojekter på steder, hvor trafikmængder, andelen af tung trafik, oversigtsforhold mv. taler for det.
- Skoler eller institutioner, der indgår i et arbejde om at indføre, eller som har indført en trafikpolitik.

Dyvekeskolen og Sundbyøster Skole er udvalgte, da de er en del af 4SKOLEsamarbejdet på Østamager. Udvalget besluttede i april 2011 at disponere 13,4 mio. kr. til trafiksikring omkring disse skoler. Iqra-skolen er udvalgt, da den er berørt af metrobyggeriet, og endelig er Kildevældskolen udvalgt, da skolen arbejder målrettet med at give skolen en profil som cykelskole og med at implementere en proaktiv trafikpolitik.

Erfaring fra tidligere gennemførte skolevejsprojekter viser, at effekten er størst, når fysiske skolevejsikringer går hånd i hånd med initiativer, der udvikler og forbedrer elevernes viden om færdsel, og påvirker deres konkrete adfærd. Derfor er skolevejsprojekterne, som fremlægges i denne skolevejspakke, alle koblet til en aftale med skolerne om at gennemføre øgede indsatser med færdselsundervisning sammen med Københavns Politi, samt fortsat tæt dialog og afvikling af lokale kampagner. For hver skole er aftalen sammenfattet i en ”dialograpport”, som forvaltningen har udarbejdet på baggrund af møder med skole og forældre.

De fire projekter består af trafikdæmpende foranstaltninger såsom hastighedsbump, fodgængerstøttepunkter, og skiltning af hastighed, samt ”kys & kør” parkeringspladser. Projekterne har ingen konsekvens for antallet af parkeringspladser. Projekterne er beskrevet i Bilag 1.

De relevante lokaludvalg vil blive orienteret om de enkelte anlægsprojekter og vil desuden blive inddraget i det videre samarbejde med skolerne om udarbejdelse af trafikpolitik for den enkelte skole. Det er aftalt med lokaludvalgene og deres sekretariater, at der afholdes et møde med hvert enkelt lokaludvalg for at afsøge muligheden for at lokaludvalgenes og program Sikre Skolevejes initiativer kan tænkes sammen. Der har på nuværende tidspunkt været afholdt et sådan møde med seks lokaludvalg. Det er desuden aftalt med lokaludvalgene, at disse får en fast kontaktperson på program Sikre Skoleveje, at de får den årlige afrapportering, som ligeledes fremlægges på BR-portalen, samt at det relevante lokaludvalg modtager skolens dialograpport til orientering, når skolen har godkendt rapporten.
 
Projekterne i pakken er endvidere blevet forelagt politiet til kommentering og principiel godkendelse. Politiet har givet den principielle godkendelse. De enkelte projektforslag myndighedsbehandles endeligt efterfølgende i projekteringsfasen.

Økonomi

I 2008 bevilgede Borgerrepræsentationen 50 mio. kr. (2008 p/l) i budgettet til Børne- og Ungdomsudvalget til sikring af skole- og institutionsveje i forbindelse med ny skolestruktur på dette tidspunkt. Bevillingen blev overført til Teknik- og Miljøudvalget, hvilket blev vedtaget i Borgerrepræsentationen 17. september 2009.

Borgerrepræsentationen frigav de resterende 42,95 mio. kr. af anlægsbevillingen den 29. april 2010 og godkendte ligeledes programbeskrivelsen inklusive fordelingen af programmets midler (50 mio.) til henholdsvis trafikanlæg (37 mio.), undervisning og trafikpolitik (3 mio.), kommunikation og kampagner (7 mio.) og programledelse (3 mio.).

De tidligere frigivne midler er brugt til finansiering af syv anlægspakker, samt til adfærdspåvirkning, som godkendt i Borgerrepræsentationens beslutning af 17. september 2009.

På Teknik- og Miljøudvalgets møde 27. april 2011 (punkt 14) blev det besluttet at disponere 13,4 mio. kr. til sikring af skoleveje omkring fire skoler på Amager i forbindelse med det såkaldte 4SKOLEsmarbejde på Østamager. Dyvekeskolen og Sundbyøster Skole som indstilles i denne pakke udgør sammen med Højdevangen Skole og Gerbrandskolen 4SKOLEsamarbejdet.

Den samlede anlægsinvestering for de fire skolevejsprojekter i skolevejspakke 2011-II vil være 2.602.000 kr. inklusiv omkostninger til sikkerheds- og tilgængelighedsrevision mv..

Videre proces

Anlægspakken, som bliver behandlet med denne indstilling, er pakke nummer otte. Denne pakke bliver den sidste pakke indeholdt i programmets nuværende anlægsbevilling. Hermed har programmet udført projekter i samarbejde med 63 af byens skoler og institutioner, inklusive de 13 strukturskoler udpeget i 2008.

Teknik- og Miljøforvaltningen starter projektering og udførelse af projekterne efter udvalgets godkendelse. Alle projekter i denne pakke forventes udført i foråret 2012.

Projekterne i denne pakke og øvrige pakker anlægges alle af kommunens egen driftsorganisation. Dette for at få en væsentlig hurtigere eksekvering af projekterne og en øget smidighed i forhold til programmets øvrige initiativer. Beslutningen om at lade kommunens egen driftsorganisation anlægge projekterne er muliggjort i Borgerrepræsentationens tidligere godkendelse 3. april 2008.

Forpligtigelser i forbindelse med 4SKOLEsamarbejdet på Østamager er aftalt med dette samarbejdes koordinationsudvalg.
I overensstemmelse med Borgerrepræsentationens beslutning vil forvaltningen primo 2012 præsentere en rapport med status og fremdrift for skolevejsprogrammet til Teknik- og Miljøudvalget, Børne- og Ungdomsudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen og lokaludvalgene. Status september 2011 er i øvrigt vedlagt denne indstilling til orientering (Bilag 2).


Hjalte Aaberg /Niels Tørsløv

Beslutning

Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget 26. september 2011

Indstillingen blev godkendt.
Til top