Mødedato: 26.08.2019, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Københavns Kommunes tilslutning til C40-deklaration om ren luft

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til, om Københavns Kommune skal tilslutte sig C40-deklaration om ren luft i forbindelse med C40-borgmestertopmøde i København i oktober 2019.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Københavns Kommune tilslutter sig C40-deklarationen om ren luft (bilag 2).

Problemstilling

C40, der organiserer 94 af verdens klimavenlige storbyer, har udarbejdet en deklaration for ren luft, som de har opfordret Københavns Kommune til at underskrive. Deklarationen er udarbejdet forud for C40-borgmestertopmøde i København den 9.- 12. oktober 2019.

Københavns Kommune har tidligere underskrevet C40-deklarationer om Green & Healthy Streets, Zero Waste og Net Zero Carbon Buildings.

Løsning

Deklarationen indeholder blandt andet, at Københavns Kommune vil arbejde for, at luftkvaliteten i kommunen kommer på et niveau, som overholder FN’s verdenssundhedsorganisation WHO’s retningslinjer for god luftkvalitet.

Derudover indeholder deklarationen følgende hensigtserklæringer:

  • Københavns Kommune udarbejder indenfor to år en baseline og opsætter mål for reduktion af luftforurening, som på sigt kan medvirke til, at WHO´s grænseværdier for luftens indhold af stoffer kan overholdes.
  • Københavns Kommune udarbejder inden 2025 plan for, hvordan WHO´s vejledende grænseværdier kan overholdes og igangsætte indsatser, som betydeligt reducerer forureningen fra de største forureningskilder i byen.
  • Københavns Kommune foretager årlig afrapportering af de målte koncentrationer til C40.

WHO’s retningslinjer adskiller sig fra EU’s grænseværdier ved at være skrappere i forhold til grove partikler, fine partikler og ozon. WHO gik i 2016 i gang med at revidere deres retningslinjer, og der kan derfor forventes ændringer heri inden for en årrække.

I København overholdes EU’s grænseværdier for god luftkvalitet i forhold til partikler, både i bybaggrund og på gadeniveau. For ozon er EU’s grænseværdi overskredet en enkelt gang i 2017, baseret på måling i bybaggrund. WHO-retningslinjerne for fine og grove partikler overholdes ikke på gadeniveau. Hvad angår ozon overskrides WHO´s retningslinjer flere gange om året ved målinger i bybaggrund, jf. tabel 1.

Tabel 1: Grænseværdier og målte koncentrationer for partikler (årsgennemsnit) og ozon

 

EU-grænseværdier

WHO-retningslinjer

Målinger Bybaggrund, 2017

Målinger, H. C. Andersens Boulevard, 2017

Partikler, PM10

40 µg/m3

20 µg/m3

15 µg/m3

25 µg/m3

Fine partikler, PM2.5

25 µg/m3

10 µg/m3

10 µg/m3

13 µg/m3

Ozon

120 µg/m3
Max 25 dage pr. år

100 µg/m3

124 µg/m3
1. dag

96 µg/m3

 

Kilde: The Danish Air Quality Monitoring Programme for 2017,
DCE – Danish Centre for Environment and Energy

I tabellen er kun medtaget stoffer, hvor København overskrider WHO´s retningslinjer og derfor indgår kvælstofdioxid (NO2) og svovldioxid (SO2) ikke i tabellen.

Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at det er ambitiøst at skulle overholde WHO’s nuværende retningslinjer for god luftkvalitet. Da partikelforurening er et grænseoverskridende problem, øges effekten, hvis tilsvarende tiltag udføres i andre kommuner og byer både i og udenfor Danmark, hvor det ved fælles indsats vil blive muligt at overholde WHO’s retningslinjer.

Det er statens ansvar at sikre, at luftkvaliteten i København overholder EU’s grænseværdier, mens Københavns Kommunes rolle er at sikre implementering af fx miljøzoner, nulemissionsbusser mv. Desuden vedtog Borgerrepræsentationen Ren luft plan for Københavns Kommune den 19. september 2013, der fokuserer på ”at sikre, at luften i København er så ren, at borgernes sundhed ikke belastes”.

Udover hensigtserklæringen om at overholde WHO-retningslinjerne, skal de byer, der underskriver deklarationen, udarbejde en plan for, hvordan de vil opnå en luftkvalitet, der overholder WHO-retningslinjerne samt senest i 2025 igangsætte indsatser, som betydeligt reducerer forureningen fra de største forureningskilder i byen. I København vil det formentligt være vejtrafik og arbejdsmaskiner, brændeovne samt skibstrafik, herunder krydstogtskibe.

Indsatser kan eksempelvis være tiltag med fokus på reduktion af biltrafikken, skærpede krav til køretøjer i udbud, der leverer varer og tjenesteydelser til kommunen, krav om anvendelse af emissionsfrie arbejdsmaskiner i kommunale anlægsopgaver samt udvikling af en app, der i realtid viser luftkvaliteten i København. Desuden kan det allerede igangsatte arbejde omkring skærpet miljøzone, roadpricing, landstrøm til krydstogtskibe samt brændeovne fortsætte og udvides, hvis der skabes lovhjemmel hertil, og der viser sig behov herfor. Forslag til disse tiltag vil blive udarbejdet af Teknik- og Miljøforvaltningen i samarbejde med Økonomiforvaltningen.

Deklarationen understøtter Københavns Kommunes arbejde med indsatser i forhold til luftkvalitet inden for Ren luft plan for Københavns Kommune, KBH2025 Klimaplanen og Fællesskab København.

Hvis Borgerrepræsentationen tilslutter sig deklarationen, udarbejder Teknik- og Miljøforvaltningen i 2021 baseline for luftforurening i København, og Økonomiforvaltningen rapporterer årligt de målte koncentrationer til C40. Baseline og årlig rapportering vil blive udarbejdet på baggrund af den årlige luftkvalitetsrapport fra staten (jf. kilde i tabel 1). Deklarationen er fortrolig, indtil den offentliggøres af C40 i forbindelse med borgmestertopmødet den 9.-12. oktober 2019.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune, da deklarationen er en hensigtserklæring, der ikke indebærer bindende forpligtigelser. Hvis Borgerrepræsentationen beslutter at igangsætte nye initiativer i relation til hensigtserklæringen, vil midler til udvikling og implementering af disse indgå i kommende budgetforhandlinger.

Videre proces

Hvis Borgerrepræsentationen godkender indstillingen og tilslutter sig deklarationen, vil Økonomiforvaltningen meddele C40, at København tilslutter sig deklarationen, og overborgmesteren underskriver deklarationen i forbindelse med C40-borgmestertopmødet den 9.-12. oktober 2019.

Teknik- og Miljøforvaltningen forelægger Borgerrepræsentationen baseline og forslag til delmål for at opnå WHO-retningslinjerne for god luftkvalitet i anden halvdel af 2021.

                           Peter Stensgaard Mørch              Søren Wille

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 26. august 2019

Sagen blev trukket ved mødets start

 

Til top