Borgerrepræsentationens delegation af underskriftskompetence til kommunale garantier
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
-
at Borgerrepræsentationen bemyndiger teknik- og miljøborgmester Karina Vestergård Madsen og administrerende direktør for Teknik- og Miljøforvaltningen Søren Wille til sammen at underskrive kommunegarantier vedtaget af Borgerrepræsentationen.
Problemstilling
I medfør af Den Kommunal Styrelseslov § 21, stk. 1 bestyrer Teknik- og Miljøudvalget de anliggender, som udvalget varetager i henhold til Styrelsesvedtægten for Københavns Kommune. Af bestemmelsen følger, at udvalget har en betinget kompetence til at handle på Borgerrepræsentationens vegne. Borgerrepræsentationen kan imidlertid delegere beslutningskompetence på udvalgte sagsområder til Teknik- og Miljøudvalget henholdsvis Teknik- og Miljøforvaltningen.
Der vil være situationer, hvor borgmesteren og den administrerende direktør skal underskrive dokumenter, hvor kompetencen ligger i Borgerrepræsentationen, hvorfor en bemyndigelse i disse sager er nødvendig jf. Den Kommunale Styrelseslov § 32, stk. 2, note 7.
Løsning
Borgerrepræsentationen delegerer kompetence til teknik- og miljøborgmester Karina Vestergård Madsen og administrerende direktør Søren Wille til sammen at underskrive kommunegarantier mv.
Økonomi
Indstillingen har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen bliver det indskrevet i delegationsfortegnelsen og publiceret på TMU-portalen.
Søren Wille
/Thomas Højlt
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 26. august 2019
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen.