Forslag til lokalplan Englandsvej 51, Amager Vest
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til at sende forslag til lokalplan Englandsvej 51 i høring. Forslaget vil muliggøre opførelse af boliger og udpegning af bevaringsværdig bebyggelse.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at forslag til lokalplan Englandsvej 51 (bilag 2) offentliggøres og udsendes i offentlig høring i otte uger.
Problemstilling
To bygherrer ønsker at opføre boliger mellem Englandsvej og Vatnavej ved Englandsparken på Amager. Projekterne forudsætter en lokalplan, da der ikke er udarbejdet lokalplan for området i forvejen. Området omfatter desuden tre bygninger, som Teknik- og Miljøforvaltningen foreslår udpeget som bevaringsværdige. Teknik- og Miljøudvalget har godkendt startredegørelse den 17. december 2018. I den forbindelse stillede udvalget krav om 25 % almene boliger. Lokalplanforslaget er i overensstemmelse med forslag til Kommuneplan 2019.
Løsning
Lokalplanforslaget muliggør tre boligbebyggelser, som tilsammen danner overgang fra karrébyen langs Englandsvej til villakvarteret langs Vatnavej. I alt muliggøres et etageareal på ca. 10.000 m2 nybyggeri, hvoraf ca. 2.500 m2 skal opføres som almene boliger. Derudover udpeges en herskabsvilla fra 1921, en tidligere fabrik fra 1916 samt en tidligere gård fra 1853 som bevaringsværdige (bilag 5).
Den ene nye bebyggelse opføres som åben karré i fire til fem etager ud til Englandsvej og Ulrik Birchs Allé. Byggeriet forventes at blive opført som private ungdomsboliger. Den anden bebyggelse fastlægges som almene familieboliger i to til tre etager ud til Vatnavej. Den tredje bebyggelse muliggøres som et punkthus ligeledes ud til Vatnavej i to til tre etager. De private og almene boliger samles om et fælles gårdrum med træer og bede. Til de almene boliger etableres private haver. Alle bebyggelser opføres i rød tegl og med en moderne fortolkning af sadeltaget (skråt tag) for at skabe sammenhæng mellem boligerne og omgivelserne.
I startredegørelsen anbefalede forvaltningen en samlet bebyggelsesprocent på højst 135 og højst to etager for bebyggelse mod Vatnavej (almene familieboliger) for at sikre sammenhæng med villakvarteret. Det maksimale etageantal for punkthuset mod Vatnavej blev foreslået til to til tre etager. I lokalplanforslaget muliggøres nu to til tre etager for hele byggeriet mod Vatnavej og en samlet bebyggelsesprocent på 141. Forvaltningen vurderer, at dette er i overensstemmelse med startredegørelsens anbefaling om at sikre sammenhængen med villakvarteret, da facadehøjderne på nyt byggeri er på 6,5-9 meter, hvilket er i samme skala som højderne på de nærmeste villaer, som er på 7-10 meter. Derudover er bebyggelsesprocenten inden for den foreslåede ramme i forslag til Kommuneplan 2019 på 150.
Byliv
Området ligger mellem det udsatte byområde Urbanplanen og et større villakvarter bl.a. Eberts Villaby. For at skabe en mere sammenhængende by i overensstemmelse med Politik for udsatte byområder, jf. Borgerrepræsentationen den 22. juni 2017, etableres en offentlig tilgængelig stiforbindelse mellem Irlandsvej og Vatnavej for at binde Urbanplanen og villakvarteret bedre sammen.
Miljø og bynatur
Området er i dag fuldt asfalteret med undtagelse af en villahave og seks træer, hvoraf ingen lever op til kriterierne for bevaringsværdige træer. Lokalplanen stiller krav om plantning af mindst 20 nye træer, hvilket medvirker til mere bynatur end i dag. Området skal aflede overfladevand til bl.a. Ulrik Birchs Allé, der er udpeget som kombineret skybruds- og forsinkelsesvej.
Almene boliger
Området ligger i Peder Lykke Skolens skoledistrikt, hvor den almene boligandel udgør 20-30 %. Det betyder, at der i henhold til retningslinjerne i forslag til Kommuneplan 2019 kan stilles krav om almene boliger efter en konkret vurdering af det enkelte projekt. I forbindelse med startredegørelsen vedtog Teknik- og Miljøudvalget at stille krav om 25 % almene boliger (bilag 4).
Parkering
Forslag til Kommuneplan 2019 stiller krav om én parkeringsplads pr. 150 m2 etageareal samt én parkeringsplads pr. 600 m2 etageareal til kollegie- og ungdomsboliger. I lokalplanen svarer kravet til, at der skal etableres ca. 40 parkeringspladser, der bliver placeret i kælder. I forhold til krav om parkering til cykler stiller forslag til Kommuneplan 2019 krav om tre parkeringspladser pr. 100 m2 og fire parkeringspladser pr. 100 m2 etageareal til kollegie- og ungdomsboliger, hvilket i lokalplanen svarer til ca. 380 cykelparkeringspladser, hvoraf halvdelen forventes placeret i kælder, og den anden halvdel på terræn.
Kommuneplan
I forslag til Kommuneplan 2019 foreslås matr.nr. 1850 og matr.nr. 5d ændret fra et boligområde (B1-område) med bebyggelsesprocent på 40, friarealprocent på 100 og bygningshøjde på maksimalt 10 meter til et boligområde (B4-område) med bebyggelsesprocent på 150, friarealprocent på 40 og bygningshøjde på maksimalt 24 meter. Desuden foreslås et område udlagt til særligt pladskrævende varer (fx biler) ophævet med kommuneplanforslaget. Ændringer i forslag til Kommuneplan 2019 kan medføre ændringer i lokalplanen. Eventuelle ændringer kan betyde, at lokalplanforslaget skal i supplerende høring.
Borgerinddragelse
Der er foretaget intern høring af lokalplanforslaget, herunder af Amager Vest Lokaludvalg, der vil blive hørt igen, når forslaget sendes i offentlig høring. Lokaludvalget har følgende hovedsynspunkter:
- Ønsker at fastholde mulighed for serviceerhverv af hensyn til byliv.
- Ønsker et grønt bælte ud til vejene, da området er i grønne omgivelser til flere af siderne.
- Ønsker tilstrækkelig parkering og placering af cykelparkering på terræn eller i stueetage.
Forvaltningens bemærkninger:
- Forvaltningen er enig med lokaludvalget. I lokalplanen er der mulighed for boliger eller serviceerhverv i to bebyggelser (bilag 2).
- Mod Vatnavej vil der komme grønne kantzoner i lighed med villakvarteret. Mod Englandsvej anbefaler forvaltningen, at byggeriet anlægges med fortov og en facade, der følger Englandsvejs buede forløb, da dette vil afslutte Englandsvejs gadeforløb og samle et større fri- og opholdsareal i gården, hvor der ikke er trafikstøj.
- Normen for cykelparkering fastlægges efter forslag til Kommuneplan 2019, som også fastlægger, at halvdelen af cykelparkeringen skal være overdækket. I lokalplanforslaget betyder dette, at halvdelen af cykelparkeringen integreres i bygningen og forventes placeret i kælder af hensyn til friarealet.
Miljøvurdering
Lokalplanen medfører ikke miljømæssige konsekvenser, der betyder, at der skal udarbejdes en miljørapport i henhold til miljøvurderingsloven.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt lokalplanforslaget, sender Teknik- og Miljøforvaltningen planforslaget i høring i otte uger. Planforslaget kan sendes i offentlig høring umiddelbart efter Teknik- og Miljøudvalget har godkendt lokalplanforslaget, jf. Borgerrepræsentationens delegation af 30. november 2017. I forbindelse med den offentlige høring vil der blive afholdt borgermøde.
Efter offentlighedsfasen vil forvaltningen gennemgå de modtagne henvendelser og på baggrund heraf udarbejde indstilling om endelig vedtagelse af planforslaget. Denne forventes forelagt Borgerrepræsentationen primo 2020.
Søren Wille
/ Karsten Biering Nielsen
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 26. august 2019
Indstillingen blev godkendt.