Mødedato: 26.05.2015, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Graffitikunst

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om kommunen skal stille arealer til rådighed for to projekter om gadegallerier og graffitikunst i gangtunneller, der har modtaget støtte fra Kultur- og Fritidsudvalget.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at der opstilles midlertidige gadegallerier på kommunens arealer under betingelserne beskrevet i løsningsafsnittet. 
  2. at der gennemføres et étårigt graffitikunstprojekt i tre af gangtunnellerne i København under betingelserne beskrevet i løsningsafsnittet. 

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget har godkendt indstillinger om gadegallerier og graffitikunst, der involverer arealer, der er inden for Teknik- og Miljøforvaltningens område. Teknik- og Miljøudvalget skal derfor godkende, at arealerne bliver benyttet til gadegallerier og graffitikunst

Løsning

På baggrund af Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning på møde den 20. november 2014 har Kultur- og Fritidsforvaltningen i januar 2015 kontaktet Teknik- og Miljøforvaltningen med et forslag at placere gadegallerier (offentligt tilgængelige vægge, hvorpå det er lovligt at male graffiti eller anden kunst) på kommunens arealer, som erstatning for betonvæggene omkring det gamle kuldepot på Enghave Brygge.

Yderligere har Kultur- og Fritidsudvalget på møde den 19. februar 2015 tildelt støtte til et etårigt projekt om graffitikunst i tre kommunale gangtunneller.

Kultur- og Fritidsforvaltningen har været i dialog med Teknik- og Miljøforvaltningen om mulige placeringer i det københavnske byrum.


Gadegallerier i Københavns parker og pladser

For at imødekomme den del af graffitimiljøet, der gerne vil male lovlig graffiti, ønsker Kultur- og Fritidsforvaltningen at opføre midlertidige gadegallerier på 1-2 år på følgende tre lokaliteter:

  1. Toftegårds Plads
  2. Valbyparken
  3. Langs Lersøgrøften på begge sider af Lersø Parkallé

Se placering i bilag 1. Den endelige placering på Toftegårds Plads udestår. Teknik- og Miljøforvaltningen vil være med til beslutningen om, hvor gadegallerierne bliver placeret.

Gadegallerierne skal opbygges af 2,5-3 meter høje betonvægge, der vil bestå af op til 30 meter lange sammensatte betonelementer i en såkaldt T-form. T-formen gør betonelementerne ekstra stabile og dermed sikret mod at vælte.

Teknik- og Miljøforvaltningen anbefaler, at Teknik- og Miljøudvalget giver tilladelse til, at der kan placeres gadegallerier på de tre lokaliteter med følgende forbehold:

  • Kultur- og Fritidsforvaltningen er ansvarlig for etableringen, vedligeholdelsen og nedtagningen af gadegallerierne
  • Kultur- og Fritidsforvaltningen er ansvarlig for sikkerheden omkring gadegallerierne
  • Kultur- og Fritidsforvaltningen finansierer eventuelt ekstra renhold omkring gadegallerierne
  • Alle økonomiske midler til Teknik- og Miljøforvaltningen skal være overført inden galleriernes opsætning
  • De relevante lokaludvalg skal inddrages i udformning og placering af gallerierne
  • Betonvæggene skal have en sådan form, at de ikke kan vælte eller væltes
  • Graffitigallerierne fjernes øjeblikkeligt, hvis Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at aktiviteterne omkring væggene har negative konsekvenser for nærmiljøet.

For Lersøgrøften forudsættes det, at Kultur- og Fritidsforvaltningen opnår dispensation for fredningsbestemmelsen fra 2009, der bl.a. sikrer områderne som parkområder.

For at gadegallerierne opnår lokal opbakning, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen sikre, at projekterne forankres i lokale kulturhuse, hvor der findes høj erfaring i at drive projekter af denne karakter.


Graffitikunst i Københavns gangtunneller

Gennem en etårig udstilling af graffitikunst i tre gangtunneller (på Blegdamsvej ved Rigshospitalet, Østerbrogade for enden af søerne og Langebro på Amager) ønsker kunstsamler Jens-Peter Brask at fremvise den ofte udskældte kunstart. Gangtunnellerne skal udgøre et lærred for danske og udenlandske graffitikunstnere, som udvælges af Jens-Peter Brask.

Teknik- og Miljøforvaltningen anbefaler, at Teknik- og Miljøudvalget giver tilladelse til, at de tre gangtunneller anvendes til det etårige kunstprojekt med følgende forbehold:
  • Kunstværkerne beskyttes af en coatning, så graffitihærværk løbende kan afrenses
  • Tunnellernes maling og anti-graffitibeskyttelse genetableres, efter projektets afslutning
  • Kunstværkerne fjernes, hvis Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at projektet fører til et øget graffititryk i nærmiljøet.

Teknik- og Miljøforvaltningen vurdere ikke, at kunstprojektet vil medføre forøget graffititryk.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Teknik- og Miljøforvaltningen, da Kultur- og Fritidsforvaltningen er ansvarlig for finansieringen af beskyttelsen af kunsten i tunnellerne og genetableringen af tunnellernes beskyttelse efter projektets afslutning

Ligeledes er Kultur- og Fritidsforvaltningen ansvarlig for finansieringen af og etableringen af gadegallerierne og den afledte drift, som måtte opstå efter etableringen af gadegallerierne.

Videre proces

Når indstillingen er godkendt, udarbejder Kultur- og Fritidsforvaltningen projektbeskrivelse for projekterne. Gadegallerierne bliver opsat, så snart Kultur- og Fritidsforvaltningens budget udmøntes, og der foreligger en samarbejdsaftale med Teknik- og Miljøforvaltningen. Teknik- og Miljøudvalget bliver orienteret om dette.

Teknik- og Miljøforvaltningen vil følge projekterne tæt for at tage ved lære af erfaringerne med de midlertidige gadegallerier. Teknik- og Miljøforvaltningen vil derfor løbende evaluere projekterne sammen med Kultur- og Fritidsforvaltningen.

                         Pernille Andersen

                                                                  /Jon Pape

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 26. maj 2015

Indstillingen blev godkendt med otte stemmer mod tre. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, B, F og Ø
Imod stemte: C, I og V
Til top